20.000 kroner hver 14. dag: Sådan reagerer kollegerne på murers lønseddel

3F’ere i forskellige brancher står frem med deres lønsedler og får positive reaktioner – men også enkelte sure opstød.
- Murer Andreas Dahl Hansen og tre andre 3F'ere har delt deres lønsedler med Fagbladet 3F.
- Offentliggørelsen af lønsedlerne har skabt en positiv bølge, hvor kolleger og venner har reageret godt og endda ladet sig inspirere til at tale åbent om lønforhold.
- På trods af overvejende positive reaktioner har nogle stødt på negativ feedback fra personer, der anser det at vise lønsedler for "latterligt" eller "dumt".
“Fedt, der er sgu nogle, der tjener penge!”
Sådan lød det fra et par kolleger, da de fandt ud af, at der tikker knap 20.000 kroner ind på murer Andreas Dahl Hansens konto hver 14. dag.
Nogle venner, som jeg ikke havde talt med i lang tid, ringede faktisk og fortalte, at de gik til en lavere løn.
Magnus Brandt
Ligesom en række andre 3F’ere har den garvede murer stået frem med sin lønseddel i Fagbladet 3F.
Den aarhusianske tømrer Magnus Brandt har gjort det samme – her bliver det til godt 17.000 kroner før skat hver 14. dag.
Og da andre tømrerkolleger i maj kunne læse det i Fagbladet 3F, satte det skub i en lille bølge.
– Nogle venner, som jeg ikke havde talt med i lang tid, ringede faktisk og fortalte, at de gik til en lavere løn. Så de ville bruge min lønseddel til at løfte sig selv og deres kolleger, fortæller Magnus Brandt.
Har du mod på at vise mig din lønseddel og fortælle, hvor meget du tjener?
Kun hørt positive ting
Generelt går én ting igen hos de 3F’ere, der har vist deres lønsedler i Fagbladet 3F.
Kolleger og andre har taget rigtigt godt imod det.
– Jeg har kun hørt positive ting, siger genbrugsvejleder Per Andersen, der i maj fortalte, hvordan han skiftede branche og gik ned i løn.
Til gengæld fik han mere tid til familien.
Jeg synes, der er blevet rørt op i noget godt inden for hotel- og restaurationsbranchen, hvor man godt kan være ret lukket omkring sin løn.
Jan Søe Mikkelsen
Magnus Brandt har også kun fået imødekommende reaktioner.
– Det har faktisk sat gang i en masse gode snakke, både i skurvognen på min egen arbejdsplads og blandt kolleger på andre byggepladser, fortæller han.
God dialog
Den 62-årige kok Jan Søe Mikkelsen siger ligefrem, at det har været “givende” og “en stor oplevelse” at være åben om sin indkomst.
– Jeg synes, der er blevet rørt op i noget godt inden for hotel- og restaurationsbranchen, hvor man godt kan være ret lukket omkring sin løn. Og det er jeg glad for, siger Jan Søe Mikkelsen.
Han har også delt Fagbladet 3F’s artikel om sin løn på Facebook – og fået positive reaktioner.
– Jeg har også anbefalet andre, at de viser mig deres lønseddel. Så har vi efterfølgende haft en god dialog om det, fortæller Jan Søe Mikkelsen, der arbejder hos Cheval Blanc, som laver kantineløsninger.
Renovationsarbejder Mohammad Al-Hajj fra Hvidovre Kommune stod frem i Fagbladet 3F som en af de allerførste for at bryde løntabuet.
Her aflivede han blandt andet et rygte om, at man kan tjene 300.000 kroner om måneden som skraldemand.
– Det er ligesom en kultur hos os – at det ikke skal være nogen hemmelighed, hvad man tjener. Så det har ikke affødt det store hos os, at jeg har stået frem med min lønseddel. De fleste tjener også mere eller mindre det samme, som jeg gør, siger han.
Latterligt og dumt
Men som bekendt kaster selv solen skygger, og kokken Jan Søe Mikkelsen har da også mødt negative reaktioner og sure opstød.
– Enkelte har – som forventet – skrevet, at de synes, det er latterligt og dumt at vise sin lønseddel, siger han.
Murer Andreas Dahl Hansen har også fået indirekte hentydninger om, at andre var misundelige på hans løn.
– Men hvis andre er misundelige, kan man jo spørge, hvad de har gjort for deres løn?

