I Roskilde fanger Fagbladet 3F mureren Andreas Dahl Hansen, der er i gang med at mure en ny facade op på en eksisterende bygning.
Og selvom han for tiden er ansat til en fast timeløn, spilder han ikke tiden.
For samtidig med, at han snakker med Fagbladet 3F, får han muret derudad.
Har du mod på at vise mig din lønseddel og fortælle, hvor meget du tjener?
Andreas Dahl Hansen har været murer i 18 år og er ansat hos BHS Murer- og Entreprenør ApS, hvor han er godt tilfreds med sin løn.
– Man vil jo altid gerne have mere i løn, men jeg synes, det er et fint leje for det stykke arbejde, vi laver, siger han.

Så meget tjener han
Hver 14. dag tikker der knap 20.000 kroner ind på Andreas’ konto.
Lønnen varierer dog alt efter, hvilke opgaver han bliver hyret ind til, og om han arbejder på akkord eller får en fast timeløn.
– Det kommer an på, hvad man kan forhandle sig frem til. Men ofte ligger timelønnen på det samme som nu og nogle gange op til 100 kroner højere, siger han.
Men spørger man Andreas Dahl Hansen, om han foretrækker at arbejde på akkord eller til en fast timeløn, er svaret klart.
– Så ville jeg helst arbejde på akkord, lyder det.
Han punkterer samtidigt forestillingen om, at man skal løbe stærkt for at arbejde på akkord.
– Jeg synes ikke, at man nødvendigvis skal arbejde hurtigere på akkord. Man skal bare planlægge sin tid ordentligt, siger han.
Åbenhed om løn
Andreas Dahl Hansen er ikke bleg for at tale åbent om sin løn. Faktisk mener han, at det er vigtigt at have den slags samtaler.
– Jeg snakker meget om løn, fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi er åbne om, hvad vi tjener, siger han.
Derfor falder snakken også ofte på løn, når Andreas Dahl Hansen er på arbejde, eller sidder hjemme i privaten.
– Løn er noget, jeg snakker om hele tiden. Både på arbejdspladsen og derhjemme, for økonomien er den største faktor i forhold til regninger, og hvad man kan sidde for, siger han.
Har du også mod på at tale åbent om din løn og vise din lønseddel frem? Så kontakt Fagbladet 3F’s journalist her.

