63-årige Jan viser sin lønseddel frem: – Én ting provokerer mig faktisk

Den 63-årige kok Jan Søe Mikkelsen er ked af, at flere kolleger i branchen ikke er åbne om deres løn.
- Den 63-årige Jan Søe Mikkelsen arbejder som kok hos Cheval Blanc, der leverer kantineløsninger til virksomheder.
- Han oplever manglende åbenhed om løn i branchen, men Jan Søe Mikkelsen viser gerne sin lønseddel frem for at illustrere gennemsigtighed.
- Trods ønsket om en højere løn, er motivationen for hans arbejde lige så meget det gode kollegaskab og glæden ved at tilfredsstille kunder og gæster.
Jan Søe Mikkelsen arbejder i et fag, hvor det handler om at have skarpe knive, også nogle gange på albuerne.
Den 63-årige kok er ked af, at kollegerne i branchen ofte er for dårlige til at tale åbent om deres løn:
– Jeg har altid syntes, at det var mærkeligt, at mange holder kortene så tæt på kroppen. Det er blevet lidt bedre med årene, fornemmer jeg, men hvorfor skal det være så fordækt, spørger den erfarne kok.
Jan Søe Mikkelsen arbejder på tredje år hos Cheval Blanc, der laver kantineløsninger til virksomheder.
Her er han såkaldt “intern flyver”. Det vil sige, at han er tilknyttet 15-20 kantiner fra Hobro i nord til Kolding i syd og dækker ind ved sygdom eller ekstra travlhed.
Det er jo helt sygt, hvad man nogle gange hører om restaurationsbranchen
Jan Søe Mikkelsen
Hos Cheval Blanc er der pensionsindbetalinger, løn under sygdom, betalt parkering og ingen “prøvevagter”, hvor man arbejder gratis.
Jan Søe Mikkelsen oplever ofte nye kolleger blive helt overraskede over, at der kan være overenskomt og styr på tingene, fordi de kommer fra noget mere “wild west”:
– Det er jo helt sygt, hvad man nogle gange hører om restaurationsbranchen, siger Jan Søe Mikkelsen.

Han vil gerne vise sin lønseddel frem, for måske kan andre jævnaldrende i branchen bruge den til noget.
Han kalder det nemlig ret “uigennemskueligt”, hvad der bliver honoreret.
– Så får man måske en titel af noget med “salg” eller får mere ansvar – og så afstedkommer det en lønforhøjelse. Men hvis du ikke er åben om din løn, kan du jo stadigvæk ligge langt væk fra dine kolleger, der måske laver nogenlunde det samme. Derfor er det så vigtigt at være åben, siger Jan Søe Mikkelsen.
Hvad er det for noget sludder? Det er da absolut ikke ulovligt at fortælle om sin løn.
Jan Søe Mikkelsen
Han erkender, at folk kan have deres individuelle begrundelser til at holde lønnen hemmelig – og nogle er også bare blufærdige. Jan Søe Mikkelsen ville bare ønske, at det ikke var sådan.
– Og én ting provokerer mig faktisk: Det er, når kolleger siger, at de ikke må fortælle om deres løn, fordi det er kontraktbrud, eller “det har de aftalt med deres leder”. Hvad er det for noget sludder? Det er da absolut ikke ulovligt at fortælle om sin løn, slår Jan Søe Mikkelsen fast og opfordrer så mange som muligt til at bryde tabuet.
Glæden ved at gøre gæster glade
Om han selv ligger på det rigtige niveau, er svært at vurdere, synes han. Han har en månedsløn på lidt under 32.000 kroner, men bruger mange timer på landevejen, så der kommer typisk også nogle gode kilometerpenge oveni.
– Det er et godt plaster på såret. Men ellers ville jeg gerne ligge lidt højere, men jeg synes omvendt, at min løn er fair. Da jeg blev ansat, stillede jeg et lønkrav – det blev indfriet, og så må jeg jo også være tilfreds, siger Jan Søe Mikkelsen.
Og det er også langt fra de penge, der kommer ind på lønkontoen, der alene driver ham i jobbet, siger Jan Søe Mikkelsen:
– De gode kolleger, teamworket og glæden ved at præstere og gøre kunder og gæster glade er lige så vigtigt.
