Bartenderen William Weiss og en kollega er blevet fyret fra spillestedet Cecil for at gå med Palæstina-klistermærker på trøjen.
Det har Fagbladet 3F tidligere beskrevet, og dét har vakt debat, for hvad må man egentligt bære af symboler på job?
På Fagbladet 3F’s Facebook-side har diskussionslystne læsere også blandet sig, og hér kan opbakningen til den fyrede bartender ligge på et ret lille sted:
– Den har han jo selv bedt om, lyder det for eksempel fra Anders Jørgensen, der har blandet sig i debatten.
I sin fritid kan han stille sig op foran arbejdspladsen og demonstrere sine meninger, men ikke i arbejdstiden
Steen Kjær
Daniel Henrik Thrane er enig og erklærer sig også på Hotel Cecils side:
– Når vi er på arbejde, så er vi firmaets repræsentant, skriver han på Fagbladets Facebook-side, hvor artiklen om William Weiss er delt.
De kan reklamere et andet sted
Langt de fleste læsere henviser i deres argumentation netop til, at man er “firmaets mand”, når man er på job:
– Jeg er nødt til at sige, at fyringen er ok – de kan reklamere et andet sted. Man skal ikke markere standpunkter i arbejdstiden, lyder det for eksempel fra Carsten Finn Petersen.
– I sin fritid kan han stille sig op foran arbejdspladsen og demonstrere sine meninger, men ikke i arbejdstiden, supplerer læser Steen Kjær.
– Du bærer firmaets uniform og deres image ud ad til, lyder indsparket fra Søren Jensen.
I sagen fra Hotel Cecil nægtede William Weiss at tage et klistermærke af, der illustrerede det palæstinensiske flag og desuden bar navnet på den venstreradikale gruppe Antifascistisk Aktion.
Derfor blev han først hjemsendt og efterfølgende fyret. Han sagde til Fagbladet 3F i den forbindelse:
– Jeg føler, at min frihed til at udtrykke mig – du kan kalde det ytringsfrihed – er blevet krænket. Og jeg fjernede ikke klistermærket i protest, fordi jeg gerne vil have lov til at vise min solidaritet med Palæstina.
Sejt gået
Og dét synspunkt er der da også nogle af Fagbladet 3F’s læserne på Facebook, der deler. Eksempelvis Rasmus Emil Hjorth, der kalder det “sejt gået”:
– Men ærgerligt håndteret. Jeg synes, at arbejdsgiver bør tage sagerne til efterretning om klarere regler, foreslår Rasmus Emil Hjorth.
– Der er godt nok blevet langt til rummeligheden efterhånden, lyder det kort og godt fra Irmelin Stockmarr.
Vil du også blande dig i debatten? Så gå ind på Fagbladet 3F’s Facebook-side.

