To mænd tiltalt for livsfarligt børnearbejde: “Grotesk”

Efter to års efterforskning er der rejst tiltale mod de to mænd bag LM Multiservices, der havde en gruppe udsatte børn til at rive asbesttage ned.
- Makkerparret bag LM Multiservices er nu tiltalt i den opsigtsvækkende asbestsag fra Sønderborg, hvor udsatte børn arbejdede med nedrivning af asbesttag.
- Tiltalen inkluderer brud på arbejdsmiljøregler og menneskeudnyttelse. De nægter sig skyldige.
- Formand for 3F Byggegruppen Claus von Elling er tilfreds med, at der nu er rejst tiltale efter paragraffen om menneskeudnyttelse, som er lavet for at beskytte sårbare arbejdstagere
I to år har sagen vandret mellem Arbejdstilsynet, politiet, anklagemyndigheden og Statsadvokaten.
Men nu er det sket: Makkerparret bag LM Multiservices er blevet tiltalt i den stormombruste asbestsag fra Sønderborg, hvor Arbejdstilsynet en sensommerdag i 2024 gjorde et alarmerende fund.
Her var en gruppe udsatte børn – nogle ikke ældre end 14 år – nemlig i færd med at rive et asbesttag ned, da tilsynet kiggede forbi.
Uden værnemidler til at beskytte dem mod det potentielt livsfarlige støv.
Ifølge anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi brød Luini Joe Mammen og hans makker, der tidligere hed Thomas Pedersen, dermed ikke blot arbejdsmiljøreglerne.
De skal også have gjort sig skyldige i menneskeudnyttelse.
Anklager, de dog begge afviser.
Længe undervejs
Det er især spørgsmålet om menneskeudnyttelse, der har gjort sagsbehandlingen lang.
Bestemmelsen er forholdsvis ny og kun sjældent brugt. Derfor har Syd- og Sønderjyllands Politi fået Statsadvokaten til at vurdere, om den kunne anvendes i netop denne sag.
– Det har taget for lang tid. Men det er rigtig positivt, at man forsøger at rejse en sag på udnyttelsesparagraffen.
– Det er helt grotesk, at voksne mennesker sætter udsatte unge til at lave farligt arbejde helt ubeskyttet, siger Claus von Elling, der er formand for 3F Byggegruppen.
En speciel sag
Det er første gang, der bliver rejst tiltale efter bestemmelsen i en sag fra byggebranchen.
Som Fagbladet 3F tidligere har beskrevet, er paragraffen generelt kun blevet brugt i ganske få sager, og endnu færre er endt med dom. De tidligere domme har handlet om rufferi.
Derfor er sagen fra Sønderborg speciel, siger forsvarsadvokat Erbil Kaya, der repræsenterer Thomas Pedersen.
– Det er en ny og uprøvet bestemmelse, så selve problemstillingen i sagen er speciel, og nu vil anklagemyndigheden så prøve grænserne med denne sag.
Han oplyser, at hans klient nægter sig skyldig. Og det samme gør Luini Joe Mammen ifølge hans forsvarer, Anders Riisager.
14 strakspåbud
Luini Joe Mammen stod som direktør for LM Multiservices i virksomhedens korte levetid i 2024. I den periode modtog virksomheden 14 strakspåbud for ulovligt arbejde med asbest.
Politiet har under efterforskningen haft flere af virksomhedens arbejdspladser under lup. Men kun arbejdet på landejendommen ved Sønderborg har altså ført til tiltale.
Her mener anklagemyndigheden dog også, at de tiltalte har “udnyttet de fire mindreåriges vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til sætte dem i arbejde under åbenlyst urimelige forhold”.
Og det er netop, hvad paragraffen om menneskeudnyttelse handler om.
– Vi har foretaget en omfattende gennemgang af sagen samt reglerne om menneskeudnyttelse og reglerne om håndtering af asbest og har fundet grundlag for at rejse tiltale, siger fungerende advokaturchef Jesper Klyve om sagen, der skal køre på et ikke nærmere bestemt tidspunkt ved Retten i Sønderborg.
Særlig paragraf i spil
Overtræder man loven om menneskeudnyttelse, risikerer man op til seks års fængsel. Så høje fængselsstraffe er der dog langt fra givet i de to sager, hvor der er dømt efter paragraffen.
Ikke desto mindre er Claus von Elling glad for, at paragraffen bliver brugt i den konkrete sag.
Han mener, at det har været for let at slippe afsted med at udnytte sårbare mennesker på arbejdsmarkedet.
– Det tyder på, at man forsøger at bruge den ændring, man lavede for nogle år siden, til noget fornuftigt. Politiet går til sagerne med en anden tilgang, end de har gjort tidligere. Det betyder, at de først prøver at kigge på, hvem der er blevet udnyttet.
Den tavse dræber
Samtidig mener gruppeformanden, at sagen med al tydelighed understreger, hvorfor man ikke bør lempe reglerne for asbestarbejde, så det bliver lettere for private at arbejde med asbest
Arbejdet med de kræftfremkaldende asbestfibre har gennem årene kostet mange byggearbejdere livet.
Byggematerialet, som i dag er forbudt, er blevet kaldt “den stille dræber” og er stadig årsag til tilfælde af dødelig kræft.
– Det vil udbrede mængden af sort og illegalt arbejde i den branche helt vildt. Der er grund til, at man har ændret lovgivningen, så det skal håndteres af professionelle. Det understreger denne her sag også helt klart, siger Claus von Elling.

