Julio og George stod tilbage med 13.000: Nu tvinges politiet til at grave videre i deres sag

Efter kritik og klager skal politiet nu igen se på sagen om de to peruvianske isolatører, som føler sig udnyttede på Novo-byggeri. Deres arbejdsgiver vil ikke kommentere udviklingen, men har før afvist alle anklager.
- Statsadvokaten har sendt Julio Leon og George Vegas sag om menneskeudnyttelse tilbage til Midt- og Vestsjællands Politi, der skal genoptage efterforskningen.
- Det sker, efter de to peruvianske byggefolk sammen med 3F klagede over politikredsens beslutning om at skrotte deres sag uden tiltale.
- Deres tidligere arbejdsgiver ønsker ikke at kommentere Statsadvokatens beslutning, men har tidligere afvist, at der er noget at komme efter.
- Formand i 3F Byggegruppen Claus von Elling er glad for Statsadvokatens beslutning, men peger samtidig på, at loven ikke virker.
Da de peruvianske byggefolk George Vega og Julio Leons sag om menneskeudnyttelse blev lagt i graven, nægtede de at lade den dø.
Og nu har deres stædige kamp for retfærdighed fået nyt liv.
Statsadvokaten har besluttet, at efterforskningen skal genoptages.
Det sker, efter anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi i februar valgte at lukke sagen uden tiltale.
Efterforskningen havde godt nok vist, at de to isolatører knoklede langt over 37 timer om ugen på Novo Nordisk-byggeriet i Kalundborg, samtidig med at de blev opkrævet usædvanligt høje beløb for værelse og bil og stod tilbage med en løn på omkring 13.000 kroner om måneden.
Men det var ikke nok til at rejse tiltale mod deres tidligere arbejdsgiver Enter Group, lød vurderingen.
Klage blev hørt
Dét nægtede de to peruvianske arbejdere og 3F at acceptere.
De klagede.
Og de blev hørt.
Nu har de fået beskeden om, at Statsadvokaten – uden nærmere begrundelse – sender sagen tilbage til politikredsen, som skal fortsætte efterforskningen.
Fagbladet 3F har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Statsadvokaten, men her vil man ikke udtale sig om en verserende sag.
“Kompleks lov”
Hos Midt- og Vestsjællands Politi har man nu orienteret i dag lukkede Enter Group om, at sagsmapperne igen er fundet frem.
– Vi tager statsadvokatens afgørelse til efterretning og den lokale anklagemyndighed vil nu drøfte med politiet, hvilke andre efterforskningsmuligheder der er i sagen, og så vil der på et senere tidspunkt blive foretaget en fornyet vurdering af spørgsmålet om tiltale, siger advokaturchef Susanne Nielsen.
Politikredsen har tidligere forklaret beslutningen om at droppe sagen med, at der efter en konkret vurdering ikke var grundlag for at føre den i retten.
– Som vi har oplyst tidligere, så er der tale om et område med en ganske kompleks lovgivning, hvor der ikke er mange tidligere sager at støtte sig til, lyder det nu fra advokaturchefen.

Ikke en eneste sag
Netop dét er en del af problemet.
Som Fagbladet 3F tidligere har afdækket, er der kun blevet rejst ganske få tiltaler, siden loven om menneskeudnyttelse blev indført i 2022.
Og endnu færre sager er endt med dom.
Én ved Retten i Odense sidste sommer. Én ved Retten i Herning i maj.
I begge tilfælde handlede sagerne om rufferi.
Statistikken frustrerer Claus von Elling, formand for 3F Byggegruppen, som konstaterer, at lovens gode intentioner sjældent bliver omsat til straffesager.
– Det er dybt problematisk, at der endnu ikke er rejst en sag om menneskeudnyttelse af migrantarbejdere i byggebranchen. Derfor glæder det os også, at Statsadvokaten har besluttet, at vores medlemmers sag om menneskeudnyttelse bør genoptages, siger han og fortsætter:
– Vi har en lovgivning, der har til formål at beskytte de mest udsatte i samfundet, men desværre oplever vi gang på gang, at loven ikke virker for dem.
Grim virkelighed
Både Julio Leon og George Vega har tidligere fortalt, at de følte sig ydmygede og udnyttede, mens de arbejdede for Enter Group.
Og at de ikke oplevede, at de havde noget reelt valg.
De havde gældsat sig for at rejse de 10.000 kilometer til Danmark for at tjene penge til deres familier. Og hvis de brokkede sig, er de blevet truet med en returbillet hjem, har de forklaret.
– Udenlandske kolleger kommer hertil for at arbejde og bliver holdt i et dybt afhængighedsforhold til deres arbejdsgiver. Hvis de taler med fagforeningen, får de en fyreseddel. Hvis de taler med myndighederne, bliver de smidt hjem, siger Claus von Elling og afslutter:
– Den virkelighed er man nødt til at forholde sig til for at forstå, hvor udsat en gruppe det er. Derfor kræver det selvfølgelig en særlig beskyttelse af dem, som de ikke har i dag, hvis vi for alvor vil have dem til at fortælle, hvordan virkeligheden er.
