Skraldemænd vil droppe sorteringen: – Folk gider ikke

Bevægelsen 1spand.nu harcelerer over, at vi skal sortere vores skrald i ti forskellige spande – de københavnske skraldemænd er enige.
- Gunnar Kjems er stifter af bevægelsen 1spand.nu. Han mener, at affaldssorteringen er "tåbelig" og "skriger til himlen."
- Bevægelsen har skabt røre i debatten om affaldssortering.
- De københavnske skraldemænd støtter bevægelsen og mener også, at den nuværende kildesortering skaber mere bøvl end gavn.
“Politikerne tvinger dig til at sortere affald – selvom maskiner kan gøre det bedre!”
Så kontant lyder opråbet på 1spand.nu’s hjemmeside.
Det er en bevægelse, der er søsat af erhvervsmanden Gunnar Kjems, og som i skrivende stund har 10.643 støttemedlemmer.
Derfor har Fagbladet 3F besøgt den 87-årige stifter for at høre, hvorfor han har et horn i siden på affaldssorteringen.
– Det er jo så tåbeligt, at det skriger helt til himlen, slår han fast over en kop kaffe.
Kampen mod affaldssortering
Gunnar Kjems byder velkommen i sin lejlighed, der er nabo til Rundetårn i Københavns indre by.
Herfra bruger han sin tid og sine penge på kampen mod den nuværende affaldssortering.
Den her ordning sætter 3F’s medlemmer i en helt frygtelig situation.
Gunnar Kjems
Ikke fordi han er imod genbrug. Han mener bare, at systemet er skruet helt håbløst sammen.
– Har man muligheden, har man også pligten. Og som sønderjyde er jeg stædig, siger Gunnar Kjems grinende.
Derfor nægter Gunnar Kjems også at stå ved sin køkkenvask og skille plast, metal og madaffald fra hinanden. Kun flasker og batterier sorterer han selv.
Han er gangbesværet og skal gennem gården og over ved en anden bygning for at komme af med affaldet.
For ham er det et godt eksempel på, hvordan systemet rammer skævt:
– For man har lavet en ordning, der er one size fits all. Selvom vores behov er himmelvidt forskellige.
Gunnar Kjems er faktisk overbevist om, at alle gerne vil sortere. Men han er imod, at man tvinges til det.
Problemet er, at folk ikke gider, og ikke kan finde ud af det.
Alex Nielsen
Og det er ikke kun ham selv, der kommer i klemme i den nuværende ordning:
– Den sætter 3F’s medlemmer i en helt frygtelig situation, hvor de skal være bussemænd, siger han med henvisning til de skraldemænd, som skal hente affaldet.
Mere bøvl end gavn
Hos de københavnske skraldemænd møder Gunnar Kjems opbakning.
Alex Nielsen er tillidsrepræsentant for skraldemændene hos Amager Ressource Center (ARC) og medlem af Renovationsgruppen under 3F Kastrup.

Han går også ind for at affaldssortere, understreger han – men mener, at den nuværende løsning giver mere bøvl end gavn.
– Problemet er, at folk ikke gider, og ikke kan finde ud af det.
Når Alex Nielsen kører med skrald, oplever han, at mange giver op på sorteringen.
– Når jeg tømmer restaffald, er spandene tit fyldt med plast og pap, som man sagtens kunne have sorteret.
Skraldemanden er overbevist om, at jo færre fraktioner der er, jo bedre vil folk sortere.
Jeg er overbevist om, at de blå partier ikke ville have gået så hårdt frem, hvis vi ikke havde forsynet dem med argumenter.
Gunnar Kjems
De københavnske skraldemænds modstand er ikke nødvendigvis udtryk for, hvad de mener på landsplan; Brancheklubben for Renovationsarbejdere i Danmark har ingen officiel holdning til kildesortering.
De tør ikke
Tilbage i lejligheden er Gunnar Kjems ikke helt tilfreds med de titusinde støttemedlemmer. Ifølge ham burde der være godt over en halv million.
– Men folk melder sig ikke ind. De tør ikke, siger han hovedrystende.
– De tør ikke?
– Nej, altså ingen tør længere vise, at de har en mening.
Til gengæld glæder han sig over den mediedækning og politiske indflydelse, som 1spand.nu har fået.

De blå partier har foreslået at gøre kravene til sortering i hjemmet mindre stramme.
– Jeg er overbevist om, at de partier ikke ville have gået så hårdt frem, hvis vi ikke havde forsynet dem med argumenter, siger Gunnar Kjems.
Ikke en klokkeklar løsning
Men hvad er løsningen så?
Ifølge Gunnar Kjems skal kommunerne have friere hænder til selv at finde modeller, der fungerer for borgerne. Præcis hvordan det skal se ud, vil han ikke lægge sig fast på.
Men én ting er han enig med de københavnske skraldemænd om: Mere affald skal sorteres centralt – af maskiner frem for mennesker.
Drømmen om én enkelt affaldsspand er måske svær at nå helt i mål med, indrømmer han.
– Så hvis en spand ikke er realistisk, så to spande?
– Arh, én spand med to rum i, griner han.

