For mange år siden var det hele lidt mere enkelt: Alt vores skrald røg på lossepladsen.
Men så begyndte vi at sortere. Og for seks år siden tog det for alvor fat, da vi fik ti spande – eller “fraktioner”.
Nu skal vi dele affaldet op i mad, papir, pap, glas, metal, kartoner, tekstil, farligt affald, rest og plast.
Og netop plasten er der rigtig meget af. Dens rejse skal vi nu følge.
Turen starter en tidlig morgen i Valby i København.
Klokken er 5. Det er torsdag morgen. De fleste københavnere ligger og sover sødt. Men på Parkstien i Valby er de meget vågne.
Her er 100 skraldemænd mødt ind til morgenmøde i deres karakteristiske neongule arbejdstøj.
De tjekker ind på terminalerne, får sig en kop kaffe, holder en kort morgenbriefing – og så er de ellers klar til at hente skrald fra cirka halvdelen af København.
Én efter en starter skraldebilerne op på Parkstien i Valby. Det er tidlig morgen og endnu mørkt.
I dag kører vi med skraldemændene Johnny Rasmussen og Martin Kyhl. De har deres faste “plasttur”.
Martin Kyhl har hentet plast i snart ti år:
– Vi har set alt, når vi tømmer: Cykelfælge med dæk, gummisko og alt muligt andet, som folk tror er plastik, fortæller han.
Første stop er Angelgade.
Her tidlig morgen er der endnu ingen biler, cykler eller fodgængere.
Det er en stor fordel, når skraldemændene skal manøvrere deres bil rundt i storbyens gader.
Vi kører ad Enghavevej til Istedgade.
Klokken nærmer sig 8. Byen er vågnet.
Børneforældre på ladcykler befolker vejene, på vej til skoler og børnehaver.
Nu handler det ikke kun om at navigere den store skraldebil i Vesterbros snævre gader.
Johnny Rasmussen og Martin Kyhl skal også holde styr på trafikken.
– Man skal have øjne og ører alle steder, siger Johnny Rasmussen.
Det er den samme rute hver morgen: Sankelmarksgade, Kongshøjgade, Haderslevgade.
Vi har vores eget flow. Vi tænker ikke så meget over det. Vi gør det bare.
Johnny Rasmussen
Det hele foregår i én imponerende, glidende bevægelse.
Som en slags ballet, hvor alt er indstuderet, timet og tilrettelagt: Johnny Rasmussen går ind i en af de mange åbne vesterbroske baggårde. Her står affaldsspande pænt placeret i små skure.
Martin Kyhl kører rundt om blokken imens. Og Johnny Rasmussen returnerer til den næste gade fra en udgang i den modsatte ende af gården.
– Vi har vores eget flow. Vi tænker ikke så meget over det. Vi gør det bare, siger Johnny Rasmussen.
Det hænder, at sure københavnere brokker sig over, at skraldemændene spærrer vejen. Men for det meste bliver de mødt med venlighed.
En mor er ved at give sit barn hjelm på, før han skal op og sidde bag på cyklen. Det lille barn stirrer på Martin Kyhl og Johnny Rasmussen med åben mund og polypper.
– Hunde og børn er vores største fans, siger Johnny Rasmussen.
Han kender godt til historier om, at det ikke nytter noget at sortere sit skrald, fordi det hele alligevel bliver blandet sammen i skraldebilen.
– Det er altså noget sludder. Vi henter kun plast. Og vores kollegaer henter de andre fraktioner i hver sin bil.
Ved halv elleve-tiden er turen slut. Johnny Rasmussen og Martin Kyhl vender tilbage til basen i Valby.
De har indsamlet omkring tre ton plast. Deres bil er godt og vel halv fyldt. Eftermiddagsholdet fylder den helt op.
Men plastens rejse er kun lige begyndt.
En tur til skibakken
Er du københavner, kender du sikkert bakken oven på Amager Ressourcecenter, der kan ses fra store dele af hovedstaden. Måske du selv har taget en tur på ski på det kunstige underlag.
Her ender skrald fra København, Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Dragør.
Det er også her, plastskraldet fra Vesterbro køres hen.
Hver dag ankommer omkring 20 skraldebiler med plast til anlægget.
Først åbner skraldebilerne deres bagende. Lasten bliver skubbet ud.
En gravko løfter det op på et transportbånd, der kører op i højden.
Dernæst bliver det mast godt og grundigt sammen og folieret.
Og vupti: Er plasten komprimeret til baller, som hver vejer 300-400 kilo.
På én dag bliver de omkring 100 ton plast omdannet til cirka 140 baller, som pænt bliver stablet uden for anlægget.
Her slutter vores tur i København. Men rejsen er stadigvæk ikke slut.
Vi skal 300 kilometer vestpå.
Plast er ikke bare plast
Lidt uden for Esbjerg tårner et nyt anlæg op, som er en central mellemstation i plastens rejse fra dit køkken til genbrug.
ReSource Esbjerg åbnede i 2024. Her ender 90 procent af den plast, som danskerne smider ud i deres husholdninger.
Hver uge kører to lastbiler plasten fra ARC til den vestjyske by.
I en enkelt lastbil kan der være 24 ton plast.
Trucks tømmer lastbilernes indhold.
Det bliver skovlet op på to bånd og kørt ind i anlægget.
Og nu skal plasten på en ret vild rejse videre.
Ved første blik kan det virke helt uoverskueligt: Det lugter og støjer, der er masser af transportbånd på kryds og tværs.
Men det er faktisk ikke så indviklet: Plasten, som kommer ind i den ene ende, kommer ud i den anden i seks forskellige fraktioner.
Plast er nemlig ikke bare plast.
Det hele kører ret automatisk; der er 17 mand på dagholdet. Mange af dem overvåger anlægget fra kontrolrummet og går ud og fjerner den plast, som sætter sig fast.
Båndet vibrerer, så plasten bliver spredt bredt ud.
Plasten bliver sorteret efter størrelse i sier med forskellige huller i 30 og 300 millimeter.
En lysstråle bliver kastet ned på plasten, data bliver reflekteret tilbage, så maskinen ved, hvilken type plast, der er tale om. Luftstrømme presser derefter plasten hen på forskellige bånd.
65 procent af det plast, der kommer ind til Esbjerg, bliver til ny plast.
– Vi kan genanvende meget, fordi vi sorterer så grundigt, som vi gør. Og det er godt for klimaet. Før vi kom til, blev det meste sendt til Holland og Tyskland, siger Kevin Hermann Mouritzen, der er procesingeniør ved ReSource Denmark og viser rundt på anlægget.
Plastens rejse har allerede været lang, fra du smed din pose eller emballage ud hjemme i køkkenet på Vesterbro.
Men den er ikke slut endnu.
Retur til Rema
Fra Esbjerg bliver plasten sendt videre til nye fabrikker i Tyskland, Litauen, Sverige – og Danmark.
Noget af plasten ender i Mariager.
Her bliver den omdannet til granulat, som igen bliver sendt videre til en plastfabrik, der blandt andet fremstiller den emballage, som Rema bruger til sit flydende vaskemiddel.
Her slutter plastens rejse. Men den gentager sig igen hver eneste dag.