Se hans lønseddel: Drikkepengene er Henriks største tillæg

Den garvede tjener Henrik Kristiansen viser, hvor meget han får i løn på frokostrestaurant med overenskomst.
- Den 61-årige tjener Henrik Kristiansen er ”ganske godt tilfreds” med sin løn, som han tror, er over gennemsnittet i branchen.
- Grundlønnen er på 31.000 kroner, og hertil kommer en række tillæg og drikkepenge på 3-4.000 kroner.
- Henrik Kristiansen ”elsker, når gæsterne føler sig godt tilpas” – og tjenerens rolle er vigtig for restaurantoplevelsen, mener han.
- Skavankerne begynder dog at melde sig for 3F'eren, som derfor sætter nogle af lønkronerne til side, så han kan gå ned i tid.
Tjenerarbejde er ikke noget, du ”bare lige” gør – i hvert fald ikke, hvis du vil være en dygtig en af slagsen, mener den faglærte tjener Henrik Kristiansen.
Til dagligt serverer den 61-årige 3F’er smørrebrød på den overenskomstdækkede Restaurant 1899 i København. Og gennem sin 45 år lange karriere har han om nogen erfaret, at jobbet både kræver omhu og overblik.
– Nogle tror, at det bare lige handler om at bære et par tallerkener ind, men det passer ikke. Du skal vide, hvordan du serverer og gebærder dig over for gæster og kunne håndtere tidspres også. Så er det ikke ”bare lige”, siger han.
Når lønsedlen tikker ind, bliver anstrengelserne dog belønnet på et niveau, der ”nok er noget over gennemsnittet i branchen”.
– Jeg er ganske godt tilfreds med min løn. Selvom man altid gerne vil have mere, så kan jeg jo se rundt omkring, at den kan være noget lavere – især steder uden overenskomst, siger han.
En rar ekstra bonus
3F’erens grundløn lyder på 31.000 kroner, og oven i det får han et fagtillæg for at være udlært tjener, et anciennitetstillæg og tillæg for aftenarbejde.
Drikkepengene er selvfølgelig en meget rar ekstra bonus.
Henrik Kristiansen
Det allerstørste ”tillæg” er dog de 4.557 kroner, Henrik Kristiansen får i drikkepenge, og som han også skal betale skat af. De bliver opkrævet i en fælles pulje og fordelt mellem tjenere og kokke på restauranten.
– Drikkepengene er selvfølgelig en meget rar ekstra bonus. Det er en ekstra gode, kan du sige, for det er ikke noget, jeg budgetterer med, siger Henrik Kristiansen og tilføjer, at drikkepengene typisk ligger på 3-4.000 kroner om måneden.
Fordi tjeneren hver dag pendler fra Vordingborg Kommune, får han desuden et klækkeligt befordringsfradrag oven i hatten og ender dermed med en udbetaling på 27.559 kroner.
– Jeg tror ikke, at folk vil være ved at falde ned af stolen over at se min lønseddel, men de vil nok mene, at det er en okay løn, siger han.

Stor del af restaurantoplevelsen
Inden Henrik Kristiansen for et års tid siden blev ansat på Restaurant 1899, har han arbejdet på Grand Hotel i 20 år og en stribe andre københavnske restauranter. Tjenerdrømmen blev antændt tilbage i 1980, da han var i erhvervspraktik på Mogenstrup Kro i Næstved.
Jeg har efterhånden fået slidgigt i knæ, fingre, hofter og ankler – nærmest over det hele, på nær øreflipperne.
Henrik Kristiansen
– Det fascinerede mig at se tjenerne rende rundt med fade, tage godt imod gæster og sørge for, at de fik en god oplevelse, siger han og fremhæver, at netop gæsternes ”gode oplevelser” er det bedste ved jobbet.
– Jeg elsker, når gæsterne føler sig godt tilpas og går glade igen fra restauranten. Som tjener skal du tage værtskabet på dig. Nogle steder er man ligeglad med, hvordan der bliver serveret, og hvordan man taler til gæster, men jeg tror, det er en stor del af restaurantoplevelsen, siger Henrik Kristiansen.
Skraber sammen til deltid
På trods af at Henrik Kristiansen stadig værdsætter tjenerfaget, så er skavankerne nu begyndt at melde sig efter de mange år i branchen.
– Det er altså fysisk hårdt at være tjener. Jeg har efterhånden fået slidgigt i knæ, fingre, hofter og ankler – nærmest over det hele, på nær øreflipperne, siger han.
Derfor lægger 3F’eren også en del af sin gage til side hver måned, så han i første omgang kan gå ned i tid.
– Jeg kan godt mærke de 45 år nu. Det er stadig sjovt at være tjener, men det er nok ikke så langt ude i fremtiden, at jeg kommer til at drosle ned, fortæller den garvede tjener.
