Se hendes lønseddel: Emmelie får løn døgnet rundt

Lastbilchaufføren Emmelie Carlsen er glad for sine mange udlandsoplevelser. Lønnen er “fin nok”, men “kunne altid være bedre”, mener hun.
- Lastbilchauffør Emmelie Carlsen nyder de mange oplevelser gennem den svenske og norske natur.
- Lønnen som eksportchauffør er "ikke virkelig høj", mener hun. For 219 løntimer får hun udbetalt cirka 15.000 kroner.
- Timelønnen er lav - til gengæld får hun løn 24 timer i døgnet.
- Det er dog også oplevelserne og ikke lønnen, der er vigtigst, understreger Emmelie Carlsen.
- Lønkronerne vil hun blandt andet bruge på en tur tilbage til Australien, hvor hun før har kørt lastbil i et år.
22-årige Emmelie Carlsen får en på opleveren, mens hun er på arbejde.
Som lastbilchauffør for Vendelbo Spedition i Hjørring byder hverdagen ofte på sceniske ture gennem norske fjelde og svenske skove. Det gør jobbet helt specielt, mener den unge 3F’er, der fragter køkkendele og designermøbler til skandinaviske kunder.
– Der er ikke to ens dage, og jeg får så mange oplevelser, som jeg ikke ville få i Danmark. Den ene dag kører jeg til Stockholm, og den næste dag til Stavanger eller i snedækkede fjelde ved Trondheim, fortæller hun.
Når det kommer til lønsedlen, er begejstringen lidt mere afdæmpet hos nordjyden.
– Lønnen er fin nok, men den kunne altid være bedre. Det er ikke en virkelig høj løn. siger Emmelie Carlsen, der har været udlært godsvognschauffør i to år.
52 kroner i timen
Emmelie Carlsen har haft perioder med ture udelukkende i Danmark, og her sikrer overenskomsten hende en timeløn på 185 kroner.
De fleste af turene går dog til udlandet, og derfor får hun primært overenskomstløn for eksportchauffører. Den giver en timeløn på 52 kroner – til gengæld får hun løn 24 timer i døgnet på turene, der kan vare op til flere dage. Dertil kommer et weekendtillæg på 21 kroner og et kilometertillæg.
Jeg får en masse gratis oplevelser i udlandet, som andre jo gerne betaler penge for. Så jeg skal ikke klage.
Emmelie Carlsen
For to ugers eksportkørsel – og 219 timers løn i alt – bliver det altså til en udbetaling på knap 15.000 kroner hver 14. dag.
– Lønnen er ikke steget lige så meget for eksportchauffører som for andre chauffører. Jeg synes, at der mangler at blive kæmpet lidt for lønnen hos os, siger Emmelie Carlsen og tilføjer, at hun får udbetalt cirka 2.000 kroner mere, når hun kun kører indenrigskørsel i Danmark.

Lønnen er ikke vigtigst
Det er dog ikke lønnen, der er det vigtigste, understreger Emmelie Carlsen.
– Jeg får en masse gratis oplevelser i udlandet, som andre jo gerne betaler penge for. Så jeg klager ikke.
Især de norske fjelde er en favorit for 3F’eren – her er landskabet nemlig ”noget helt særligt”, og samtidig er det udfordrende for hende som chauffør.
– Vejene er snørklede og snævre, og det går op og ned, så du skal have fuldstændig styr på rattet og holde øje med alt, siger Emmelie Carlsen, der dog også til tider ser frem til de ”kedelige ture”:
– Nogle gange tænker jeg, “hold kæft, det er rart lige at prøve at se E45 på en tur til Padborg og tilbage igen.” Så kan du bare sidde tilbage og slappe af.
Vil tilbage til Australien
For nyligt fik Emmelie Carlsen afløb for trangen til eventyr på landevejene. I april vendte hun hjem efter et års lastbilkørsel i Australien, som blandt andet bød på kænguruer i rabatten, kørsel med vandkig langs østkysten og lange ture gennem den tørre, australske outback.
– Det var for at se noget helt nyt og anderledes. Det var en vildt fed oplevelse, og jeg fik en masse gode kollegaer.
Derfor er det også oplagt, at nogle af de opsparede lønkroner – udover en daseferie til Hawaii – skal spenderes på endnu en tur ”down under”.
– Jeg vil rigtig gerne tilbage og møde alle kollegaerne igen. Det kunne være sjovt, så det står højt på min liste, siger Emmelie Carlsen.
