Sabrina kunne ikke åbne en sodavand: Nu er hun udlært med topkarakter

Med en kop te i hånden skuer Sabrina Holmstrøm ud over det åbne, kuperede klitlandskab i Hvide Sande.

Det er en solrig septemberdag i 2024, og “det hele kører bare” for den på det tidspunkt 34-årige receptionistelev.

3F’eren er snart udlært og nyder en rolig sommerhusferie med sin kæreste og deres hund på terrassen.

Hun læner sig godt tilbage i havestolen og klør sig på højre bryst, da hun mærker noget, der føles anderledes.

– Jeg tænker, hvad fanden er det? Det er sgu da lidt mærkeligt.

Efter en kort undren reagerer hun som ”lidt af en mand” og forsøger at affeje det. Men kæresten mærker også noget, der føles som en knude, og får hende overbevist om at tage en tur forbi lægen.

Sabrina Holmstrøm følger rådet – bare for en sikkerheds skyld.

– Da min læge så mærker på den, kan jeg bare se på hans ansigt, at det ikke er for sjovt det her. Han ser meget alvorlig ud, siger hun.

Ikke klar til at dø

Lægen sender Sabrina Holmstrøm videre til blodprøver, scanning, biopsi. Allerede ugen efter falder diagnosen:

Brystkræft.

– Der vælter hele min verden. Jeg tænker, det er ikke rigtigt det her – nu dør jeg. Hvad med min familie, min kæreste, hvad med mine niecer og nevøer? Der er så meget, jeg skal opleve. Jeg kan ikke dø nu.

Sabrina Holmstrøm mangler kun et halvt år på uddannelsen og er i lære hos det firestjernede Coco Hotel i København.

En læreplads, hun er glad for, men som hun må tage orlov fra for i stedet at begynde på et intensivt behandlingsforløb.

I første omgang bliver knuden opereret væk. Herefter følger fire måneder med kemoterapi – i to af dem med en særlig stærk “rød kemo” – efterfulgt af halvanden måneds strålebehandling.

Kroppen er ”fuldstændig ødelagt”, og kvalme, opkast og andre bivirkninger bliver en fast del af hverdagen.

– Jeg kunne ikke åbne en sodavand. Jeg kunne ikke lægge rent sengetøj på eller gå mere end 10 minutter med min hund. Der var ingen kræfter tilbage, siger hun.

Hendes lange hår plejede at nå til over numsen, og pludselig var det hele væk.

– Det var rigtig svært. Altså, hvem fanden regner med at være skaldet som 34-årig?

Som at være ny i job igen

Efter strålebehandlingen får Sabrina Holmstrøm det gradvist bedre fysisk, men også mentalt – især med hjælp fra sin familie og kæreste.

Derfor vender hun i november 2025 så småt tilbage på deltid i receptionen på Coco Hotel.

Hun er dog stadig mærket af blandt andet træthed og hukommelsestab fra kemoen og hormonbehandling, som hun tager for at holde kræften væk.

– Jeg følte, at jeg var helt ny i job igen. Jeg kunne ikke huske, hvordan man tjekkede ind, vores systemer og helt basale opgaver, siger Sabrina Holmstrøm.

Der var dage, hvor hun overvejede at kaste håndklædet i ringen og droppe ud. Men lærepladsen var “enormt støttende” og har stor andel i, at hun klarede sig igennem den sidste læretid.

– Og så er jeg jo også et stædigt asen, som tænker “nej, nu er du så langt, nu gør du det fandme færdigt”.

Endelig færdig

I april i år sætter Sabrina Holmstrøm sig tilbage på skolebænken på fuld tid og færdiggør de sidste tre måneder på Hotel- og Restaurantskolen i København.

Det har været rart at møde de andre elever og “prøve at være normal igen”, men især eksamensperioden i juni har tæret på kræfterne.

– Eksamenerne er så intense og kognitivt udfordrende, så de har været sindssygt hårde. Jeg har lagt hele mit liv efter at få energi til dem, siger Sabrina Holmstrøm.

Alle anstrengelserne bliver dog indløst på dimissionsdagen 19. juni.

I et tætpakket storrum deler Sabrina Holmstrøm masser af kram ud til familien, der overværer hende modtage svendebrevet som endegyldigt bevis på, at hun er udlært.

Tårerne presser sig på for receptionisten i løbet af de par timer, dimissionen varer, og svendebrevet er ikke dagens eneste hæder.

Sabrina Holmstrøm får også en sølvmedalje for at have et af de højeste karaktergennemsnit på årgangen – 11,3 – i de afsluttende eksamener. Og prisen “årets kammerat”, som studiekammeraterne har stemt om.

– Det er helt ubeskriveligt vanvittigt, siger hun.

– Jeg er så glad. Vildt taknemmelig og meget, meget stolt.

Lever meget mere i nuet

Nu venter en tiltrængt sommerferie i Danmark, og herefter er drømmen i første omgang, at hun kan arbejde som receptionist – på fuld tid. 

– Jeg elsker livet på et hotel. Og det vil betyde, at jeg ikke bare er ”hende den syge”, men igen indgår i verden på lige fod med alle andre, siger Sabrina Holmstrøm, der på sigt gerne vil videreuddanne sig inden for hotelfaget.

Selvom der ikke længere er kræft at spore i Sabrina Holmstrøms bryst, så er hun udsat de første ti år efter sygdommen.

Hun går til halvårlig kontrol og skal tage hormonbehandlende medicin i mindst fem år endnu.

– Jeg planlægger jo ikke, at jeg skal til Thailand om et år. For virkeligheden er, at jeg ikke kan være sikker på, at jeg er her om et år.

Derfor lever Sabrina Holmstrøm i dag ”meget mere i nuet”.

Både når hun er på arbejde – men især, når hun har fri, hvor hun i endnu højere grad forsøger at prioritere de mennesker, hun holder af.

– Der er mange, der siger, at du skal leve hver dag, som var det din sidste. Jeg tror først, du forstår det, når du har stået helt ude på kanten. Hver eneste dag føler jeg mig heldig og taknemmelig over, at jeg stadig er her, siger Sabrina Holmstrøm.