Den 62-årige 3F’er Jan Roald Pedersen er Falckredder. Men det burde ikke være muligt at se ham i ambulancen i den gule Falck-jakke.
Han burde faktisk slet ikke være i live efter en bilulykke i 1998, der flåede ham fra hinanden indvendig.
Da ulykken skete, var han 35 år, toptrænet og bodybuilder på konkurrenceniveau.
178 cm høje Jan Roald Pedersen var et muskelbundt på 117 kilo med en ultralav fedtprocent på 8. Han kunne løfte 200 kilo i bænkpres.
På ulykkesdagen kørte han i en Falckbil – en terrængående Mercedes – mellem Århus og Randers, da en Toyota varebil hamrede ind i siden på ham med 130 km/t.
To mand døde
Toyota’en vejede fem tons, og de to personer på forsæderne døde i det voldsomme sammenstød.
Der er ingen sikkerhedsseler i den type terrængående bil, Jan Roald Pedersen kørte i. Han smadrede kabinen med kroppen og hang ud ad døren blå og lilla over det hele – selv øjenlågene var lilla.
Den første på ulykkesstedet var en sygeplejerske. Jan Roald Pedersen var fuldstændig fra den.
– Det er for dårligt, jeg ikke har fået en ikke-ryger plads, var hans første ord til sygeplejersken, husker Jan Roald Pedersen.
Han blev indlagt på det daværende Amtssygehus i Aarhus og undersøgt på kryds og tværs, men lægerne fandt ingen alvorlige skader.
Hans stærke muskelpanser reddede hans liv, fortalte lægerne ham.
Tre uger efter startede han i sit job som ambulancebehandler – overbygningen på Falckredder-uddannelsen.
Indtil den dag, hvor han arm pludselig blev lammet.
Den ene arm døde pludselig
Han var ude på en af de sædvanlige ambulanceture og skulle løfte noget.
Der var egentlig ingen forvarsler. Men pludselig fik han stjerner for øjnene. Og så døde armen pludselig og hang og dinglede ned langs siden.
– Det gik jeg og flæbede over, men på en eller anden mirakuløs vis og til lægernes overraskelse kom der efter nogle uger fuld funktion i armen igen, fortæller han.
Det gik godt på arbejdet et stykke tid, men så var det slut med miraklerne.
På en vagt blev han utilpas og kørte selv til vagtlægen, som sendte ham videre til hjerteafdelingen på Skejby Sygehus.
Lægerne havde overset en alvorlig skade, der uden behandling ville slå ham ihjel.
Hovedpulsåre revet over
Han havde fået en rift i hovedpulsåren, og en hjerteklap var utæt og ødelagt.
Han blev hasteopereret og fik indsat en ny kunstig hjerteklap, ligesom hovedpulsåren blev repareret.
Senere viste det sig, at han hovedpulsåre var så ødelagt, at det var livstruende.
Han blev opereret igen, og fik sat et slags plastrør ind i hovedpulsåren.
– Ellers var jeg død, siger Jan Roald Pedersen, der går under navnet “Ørnen” blandt kollegerne.
Han kom sig lige så stille, og var utålmodig efter at komme i bedre form og begyndte på styrketræning. Han ville tilbage på jobbet hurtigst muligt.
Det gik helt galt.
Fik medicin mod angst og depression
Metalbåndet, der holdt brystkassen sammen efter operationen, sprang og stak ud af brystkassen på ham. Hovedpulsåren var også sprunget endnu en gang.
– Jeg fik åbnet brystkassen igen, og operationen lykkedes. Men jeg havde det helt ad helvede til og måtte have angst- og depressionsmedicin for at klare den, siger han.
Der fulgte en svær tid, og efter en periode uden indlæggelser, blev den endnu sværere.
Meget få opererede får hjertepumpesvigt som bivirkning efter operationen. Det fik han.
– Jeg blev dårlig på jobbet i en lægebil på vej til Grenaa. Lægen kun se, at den var gal med mig. Mine lunger var fyldt med vand, så vi byttede plads, og han kørte mig til Skejby Sygehus, siger han.
Der ventede nu den største operation af dem alle.
Får nyt hjerte
Hjertet fungerede på nedsat kraft, og pumpekraften blev i nogle år holdt kunstigt oppe med medicin.
Hjertet blev ringere og ringere, og til sidst blev han skrevet op til en hjertetransplantation. Han ventede et år.
– Jeg var ikke bange for operationen. Kun for at dø, før der kom et hjerte, siger han.
Hans pumpekraft endte nede på 10 procent, så han var tæt på at dø.
Efter en angstfuld ventetid, kom hjertet 16. december 2008 som en tidlig julegave.
Den komplicerede hjerteoperation gik godt, og seks måneder senere var han tilbage i jobbet som ambulancebehandler.
Det nye hjerte er stærkt, og fungerer som det skal – trods et enkelt hjertestop, som han slap godt fra, fordi det skete på hospitalet.
– Jeg lever godt med hjertet, selvom hjertetransplantationen nok koster mig nogle år i den anden ende, siger han.
Hjertetransplantationen var hård, men det værste var stadig i vente for Jan Roald Pedersen.
Efter to fredelige år krævede hovedpulsåren endnu en operation.
Men modet mistede han først rigtigt, da en meget vigtig legemsdel kom i fare. Pludselig så han springet ud af vinduet som eneste løsning.
Fik amputeret benet
Efter operationen var han begyndt at tage hjertemedicin. Den slags tager man nærmest rutinemæssigt, for at hjertet ikke skal blive afstødt.
Men medicinen har en alvorlig bivirkning. Den kan give diabetes. Og den sygdom havde Jan Roald Pedersen efterhånden udviklet.
Sukkersygen påvirkede blodforsyningen til venstre fod så meget, at der gik koldbrand i benet.
– Jeg fik amputeret benet i sommeren 2021, og der mistede jeg modet. Min identitet røg, og jeg kunne ikke længere se noget liv for mig. Det var slut med at køre ambulance. Det græd jeg meget over, siger han.
Han fortæller, at han var tæt på at springe ud ad vinduet på hospitalet og begå selvmord.
– Jeg var fuldstændig smadret psykisk og blev indlagt på psykiatrisk hospital. Det reddede mig, siger han.
Er ude på den anden side
Han kom ud på den anden side og har stille og roligt fået mere mod på livet.
Han træner hårdt for at holde fysikken ved lige – fire gange om ugen i træningscenter.
– Det er 25 kilos vægte, når jeg tager hårdt fat. Jeg skal være dobbelt så stærk som andre for at klare mig, siger han.
Men han brænder stadigvæk sammen, når livet bliver for svært med alle skaderne.
– Jeg sidder på køkkengulvet og flæber. Men jeg kommer altid op igen, siger han.
Der er en bestemt årsag til at han aldrig bliver nede i kulkælderen.
Har en fantastisk kone
Jan Roald Pedersen har en helt speciel interesse. Han kører Harley Davidson motorcykel. Det har han gjort i mange år. Og han kører sammen med sin hustru, Lotte, der er rengøringsassisten og 3F’er.
Når alt er kulsort i hans hoved, hopper Jan og hans hustru op på hver deres Harley og kører rundt på Djursland og får sol i øjnene og vind i håret.
– Jeg har en fantastisk kone, der hanker op i mig. Hun redder mig altid. Jeg er jo nødt til at holde ud og komme videre, siger han.
Han slår fast, at han ikke er Superman og aldrig havde klaret den uden Lotte, familien, venner og Falck, der gav ham chancen for at vende tilbage.
Nu vendte livet omsider så meget for Jan Roald Pedersen, at han græd af glæde.
Græd af glæde
Falck-ledelsen og kollegerne har været der for ham hele vejen igennem.
– Jeg startede med at gå til hånde i Falck-garagen i Viborg nogle timer. Så kørte jeg sygetransport i syv måneder, før jeg kom på prøve i ambulancen. Jeg bestod og blev fuldgyldig ambulancebehandler igen. Jeg tudede hele vejen hjem af glæde, siger han.
Jernvilje, stærk fysik og stor støtte gør, at han om to år kan fejre 40-års jubilæum i Falck.
Endda som Europas, hvis ikke verdens eneste hjertetransplanterede og benamputerede ambulanceredder.
I dag er han er i fleksjob 18 timer om ugen i akuttjenesten på Falckstationen i Viborg, hvor han rykker ud til alle slags ulykker og sygdom og skubber rundt på bårerne. Ni timer ad gangen.
– Jeg skal for eksempel håndtere folk på 120 kilo, der er kommet til skade. Det gør stjerneondt på jobbet, men jeg bider det i mig. Jeg kan ikke vænne mig til smerterne, men jeg lever med dem, siger Jan Roald Pedersen, der har tre medaljer. En for hver gang han har reddet et liv.
Jobbet betyder alt for Jan
Han har sagt til kollegerne, at hvis de synes, de skal arbejde ekstra, når han er med i ambulancen, stopper han.
– Mine skavanker må ikke gå ud over kolleger eller patienter. Men der er ingen klager. De siger, at jeg tager mere fat end alle andre, og at de er skideglade for, at jeg er der. Jeg kravler op og ned ad skrænter og arbejder på lige fod, siger han.
Det betyder alt for ham at være tilbage i ambulancen.
– Det er min identitet, og jeg glæder mig hver eneste gang, jeg skal på arbejde, siger han.