Sådan er Mike formentlig kommet til skade: Mystisk ulykke efterlod ham med kraniebrud

Mike Havgaard Henriksen var på arbejde for BG Beton, da han var ude for en alvorlig arbejdsulykke. Firmaet har fået strakspåbud af Arbejdstilsynet, viser rapport, som også vidner om, hvordan ulykken kan være sket.
- Mike Havgaard Henriksen blev fundet alene, efter han havde været ude for en alvorlig arbejdsulykke. Ingen ved, hvordan han er kommet til skade. Han er så medtaget af sine skader, at han ikke selv kan forklare sig.
- En besøgsrapport fra Arbejdstilsynet giver et indblik i, hvordan ulykken kan være sket.
- Her fremgår det også, at BG Beton, hvor Mike Havgaard Henriksen arbejder, har fået et strakspåbud, og at Arbejdstilsynet vurderer, om de skal politianmeldes.-
Det har indtil nu været noget nær umuligt at svare på, hvordan betonarbejderen Mike Havgaard Henriksen kom til skade, da han fredag 15. august var ude for en alvorlig arbejdsulykke, mens han var på arbejde for BG Beton.
Siden ulykken har den 50-årige Mike Havgaard Henriksen været indlagt med kraniebrud, hjerneblødning, en brækket ryg og flere brækkede ribben.
Familien, som Fagbladet 3F har kontakt til, fortæller, at han sover meget, ikke kan genkende sin familie og kun kan sige få ord som ja og nej.
Han er derfor ikke selv i stand til at fortælle, hvordan ulykken forløb, og han var efter alt at dømme alene, da det skete.
Men nu kan en besøgsrapport fra Arbejdstilsynet give indblik i, hvordan ulykken kan være sket.
Her fremgår det også, at BG Beton har fået et strakspåbud for brud på arbejdsmiljøloven, som de straks skal rette op på.
Derudover vil Arbejdstilsynet vurdere, om virksomheden skal politianmeldes eller modtage en bøde.
Mulig forklaring
Mike Havgaard Henriksen havde leveret beton med sin Cifa betonpumpebil og var i gang med at tømme slangen for beton, da ulykken skete.
Han blev fundet af forbipasserende, liggende på jorden, smurt ind i beton. Han blødte fra næsen og var svær at komme i kontakt med. Det har en af de forbipasserende fortalt til Fagbladet 3F.
Da Arbejdstilsynet undersøgte ulykken, talte de med en ansat hos BG Beton, der ligesom Mike Havgaard Henriksen arbejder ved betonpumpebilen.
Den ansatte forklarede tilsynet, hvordan han normalt gør, når han skal tømme slangen for beton.
Det er denne forklaring, der kan give et indblik i, hvordan Mike Havgaard Henriksens ulykke kan være sket.
Betonen løber
Når den ansatte skal tømme slangen, går han går to trin op bag på lastbilen og stiller sig på en rist over tragten – cirka 130 centimeter over jorden.
Ifølge brugsanvisningerne for betonpumpebilen er platformen dog ikke en arbejdsplads.
Den ansatte stikker enden af slangen ind i hullet på tromlen og holder ved slangen, mens han sætter pumpningen i gang med fjernbetjeningen, som han har spændt rundt om livet.
Når han kan mærke, at betonen løber i slangen, går han ned og hæver trykket i slangen.
Luftlommer
Imens bevæger han sig rundt i området ved bagenden på bilen og gør andre dele af maskinen rent.
Men ifølge brugsanvisningerne må man ikke opholde sig i en radius svarende til 4 meter omkring slangen, når der pumpes.
For når slangen er ved at være tom, kan der komme luftlommer i slangen.
En driftsleder fra BG Beton forklarer til Arbejdstilsynet, at hvis man ikke stopper betonpumpen, inden disse kommer, kan slangen sprøjte betonrester og luft ud med stor kraft.
Fuldt forsvarligt
Der kan være risiko for at blive ramt af slangen, og derfor er de ansatte instruerede i at ikke stå bag ved lastbilen. Ikke desto mindre var det her, Mike Havgaard Henriksen blev fundet.
Det er BG Betons ansvar at sikre, at arbejdet foregår fuldt forsvarligt, og det er meget alvorligt, at man benytter en farlig fremgangsmåde.
Søren Hansen
Driftslederen forklarer også, at slangen gerne skulle være to-tre meter inde i tromlen, når ansatte pumper slangen tom.
Men den ansatte forklarer til Arbejdstilsynet, at han normalt kun sætter slangen en meter ind i tromlen.
Strakspåbudet, som BG Beton har fået, handler om at sikre, at arbejdet ved betonpumpebilen skal foregå sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt – bandt andet under rengøring af slangen.
“Helt uansvarlig fremgangsmåde”
Søren Hansen, som er faglig sekretær ved 3F Odense, har også læst besøgsrapporten fra Arbejdstilsynet.
Hvis Mike Havgaard Henriksen har arbejdet på samme måde, som den ansatte beskriver over for Arbejdstilsynet, kan det ifølge Søren Hansen give en plausibel forklaring på, hvordan ulykken er sket.
Hvis han har stået på risten med slangen i den ene hånd, den anden hånd på fjernbetjening, mens slangen har givet ryk fra sig, kan han have fået overbalance og være faldet ned.
Det kalder Søren Hansen for en ”helt uansvarlig fremgangsmåde”.
– Det er BG Betons ansvar at sikre, at arbejdet foregår fuldt forsvarligt, og det er meget alvorligt, at man benytter en farlig fremgangsmåde.
Det er klart, at vi må evaluere vores instrukser efter sådan et uheld.
Martin Rasmussen
3F Odense overvejer nu, hvordan de skal forholde sig til sagen, og Søren Hansen fortæller, at et civilt erstatningskrav om svig og smerte og tabt arbejdsfortjeneste kan være en mulighed.
“Hurtigt og grundigt”
Fagbladet 3F har rakt ud til ledelsen hos BG Beton for at forholde dem kritikken. De har ikke ønsket at stille op til interview.
I stedet har Fagbladet 3F modtaget et skriftligt svar fra Martin Rasmussen, som er direktør og partner i Bach Gruppen, som ejer BG Beton.
– Vi har instrueret vores medarbejdere, som vi har ment er i overensstemmelse med at kunne udføre arbejdet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det er klart, at vi må evaluere vores instrukser efter sådan et uheld. Det har vi tænkt os at gøre hurtigt og grundigt.
Han skriver også, at de tager kritikken til efterretning og gennemgår både deres egne procedurer og leverandørens anvisninger, så de kan få rettet op, hvis noget ikke harmonerer.
Hvad de kommer til at gøre anderledes fremover, kan han ikke svare på, før overstående er undersøgt, lyder det.
