Hundelufter fandt Mike efter mystisk ulykke: Men ingen ved, hvordan han kom til skade

Betonarbejderen Mike Havgaard Henriksen blev indlagt med blandt andet kraniebrud og hjerneblødning efter en arbejdsulykke, der efter alt at dømme skete, mens han var alene.
- En kvinde, der gik tur med sin hund, fandt betonarbejderen Mike Havgaard Henriksen, der var kommet til skade efter en arbejdsulykke.
- Han lå ved siden af sin pumpevogn, smurt ind i beton. Han blødte fra næsen og var svær at komme i kontakt med.
- Mike Havgaard Henriksen blev indlagt med blandt andet kraniebrud og hjerneblødning og er ikke selv i stand til at fortælle, hvordan ulykken forløb. Han var efter alt at dømme alene, da den skete.
Hun var ude at gå tur med sin hund, da hun drejede om hjørnet og fik øje på en arbejder. Han lå på jorden omkring 200 meter længere nede ad vejen ved siden af det, der lignede en mindre lastbil.
Det var fredag morgen 15. august ved 9-tiden.
Kvinden med hunden tænkte, det måtte være en kloakarbejder eller en, der ordnede noget ved sin lastbil, men hun undrede sig over, at der ikke var afspærring omkring personen.
Kvinden, der gik tur i et villakvarter i det centrale Odense, fulgtes med sin nabo.
Da de nåede frem til den liggende mand, stoppede de op.
Svær at komme i kontakt
For her fandt de betonarbejderen og 3F’eren Mike Havgaard Henriksen, som lå ved siden af sin pumpevogn efter en arbejdsulykke.
– Jeg kan se, at den er helt gal. Han er ikke bevidst om, hvad der sker, men heller ikke bevidstløs. Han bløder kraftigt ud af næsen og er fuldstændig smurt ind i beton.
Sådan beretter kvinden med hunden om, hvordan de den fredag morgen fandt den 50-årige betonarbejder.
Hun ønsker at fortælle anonymt, men Fagbladet 3F kender hendes identitet.
Hjerneblødning og brækket ryg
Hun var der også, da politiet og ambulancen ankom og tog Mike Havgaard Henriksen med til Odense Universitetshospital. Her blev han indlagt klokken 9.35.
Lægerne undersøgte ham og fandt ud af, at han har fået flere kraniebrud, blødninger i hjernen og en blodprop i hjernen. Han har brækket ryggen to steder, ligesom flere ribben er brækkede. Det fremgår af hans journal, som Fagbladet 3F har læst.
Derfor er Mike Havgaard Henriksen heller ikke selv i stand til at fortælle, hvordan ulykken forløb. Og det er der faktisk ingen, der er: Han var efter alt at dømme alene, da den skete.
112
Kort efter, kvinden med hunden var ankommet, kom endnu en kvinde kørende i en bil. Hun ringede 112.
Imens gik kvinden med hunden hen til Mike Havgaard Henriksen og forsøgte at tale til ham, men han forstod ikke, hvad hun sagde, fortæller kvinden.
Smurt ind i beton, både på kroppen og i ansigtet, lå han på ryggen og prøvede at få møvet sig op på alle fire.
På jorden omkring dem lå der også et tyndt lag beton, et par briller og en e-cigaret.
Monstrum
Endnu en person kom til og tørrede blodet væk fra Mike Havgaard Henriksens næse.
Så kom en mand ud fra villaen, som ulykken var sket foran, og sørgede for at få fat på Mike Havgaard Henriksens navn og cpr-nummer fra BG Beton, hvor han arbejder.
Han kigger på mig, som om han ikke forstår, hvad jeg siger. Han er helt tom i blikket.
Ifølge kvinden med hunden endte Mike Havgaard Henriksen med at få sig rejst op, mens han støttede sig op ad betonvognen. Den holdt ind til siden på villavejen.
Kvinden med hunden prøvede at forklare ham, at han havde slået hovedet, og at han skulle slappe af.
– Han kigger på mig, som om han ikke forstår, hvad jeg siger. Han er helt tom i blikket.
Alt imens kørte betonblanderen stadig. Hun kunne ikke høre noget med det monstrum kørende.
En evighed
De stod og kiggede på det hele og snakkede om, hvad pokker der kunne være sket. De var i chok, fortæller kvinden med hunden.
Det føltes som en evighed, før ambulancen kom, men der gik max ti minutter, vurderer hun.
Da politiet ankom, snakkede hun med dem om, hvad hun havde set.
Ambulancen kørte afsted med Mike Havgaard Henriksen.
Hun håbede, at han bare havde fået en hjernerystelse. Hun havde aldrig drømt om, at han havde brækket ryggen og var kommet så slemt til skade, som han er.
Mike Havgaard Henriksen er stadig indlagt. Han sover meget, kan ikke genkende sin familie og kan kun sige få ord som ja og nej. Det fortæller familien, som Fagbladet 3F er i kontakt med.
