En af de helt store 3F-arbejdspladser har landet en lokalaftale, der giver ganske pæne lønstigninger. I alt stiger lønnen med ni procent næste år.
På vindmøllefabrikken Siemens Gamesa i Aalborg med 1.250 timelønnede kommer de ufaglærte op på 9,85 kroner mere fra 1. marts 2024. Dermed lander de på lige godt 200 kroner i timen næste år.
Det svarer til en lønstigning på 5,1 procent over to år. Lagt sammen med de centrale stigninger – to procent ekstra på fritvalgskontoen og to procent mindre, lønmodtagerne skal betale ind til pension – ender stigningen på 9,1 procent næste år.
– Vi er vældig tilfredse med lønstigningerne, også fordi vi fik næsten ingenting ved den sidste lokalaftale. Vi har haft gode, konstruktive forhandlinger. Det er den bedste lønforhandling i 15 år, siger Per Jensen, fællestillidsrepræsentant hos Siemens Gamesa.
Helt af sig selv
Virksomheden har haft svært ved at skaffe folk nok, både fordi der i det hele taget er mangel på arbejdskraft i det nordjyske – også fordi de ansatte arbejder i 12-timersvagter.
– Det kan give nogle udfordringer for børnefamilier. Jeg tror, at det bliver lettere, når lønnen stiger, siger Per Jensen.
Da Industriens Overenskomst blev forhandlet på plads i foråret, var en central del af aftalen, at det skal være lettere for tillidsfolk at få indblik i virksomhedens økonomi, når de skal forhandle løn lokalt. I Aalborg har det dog ikke været nødvendigt at tage de redskaber i brug:
– Vi får al den information fra ledelsen, vi har brug for om økonomien. Den kommer helt af sig selv, siger Per Jensen.
De fleste timelønnede hos Siemens Gamesa er ufaglærte 3F’ere. De faglærte får en lidt højere løn. Lønnen for 2023 bliver reguleret tilbage fra 1. marts 2023.
Ingenting hos Vestas
Hvor der altså er tilfredshed med de lokale lønstigninger hos Siemens, ser det helt anderledes sort ud på landets anden store vindmølleproducent.
I sidste uge strejkede arbejdere hos Vestas landet over i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, fordi de var utilfredse med de ganske lave lønstigninger, som ledelsen havde tilbudt.
Parterne har ikke kunne blive enige om en ny lokalaftale. Derfor er det den eksisterende, der fortsat gælder. Det vil altså sige, at de ikke har fået lokale lønstigninger i år.

