Hvis alle migrantarbejderne i Danmark slog sig ned ét sted, ville der være flere samlet, end der bor i landets næststørste kommune.
Lige nu arbejder der 384.667 udlændinge i Danmark. I Aarhus Kommune bor der 361.544 indbyggere i alt.
Det viser seneste nye tal, som Fagbladet 3F har trukket fra jobindsats.dk.
Advarlselslamperne blinker
Antallet af udenlandske arbejdere er fordoblet på ti år. I 2014 var der registreret 191.517 udenlandske arbejdstagere.
Og det har konsekvenser, når der strømmer udlændinge til landet i så voldsomme tal, advarer arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet.
– Det er super vigtigt at huske, at når der kommer flere lovlige migranter, vil der også komme flere illegale. Det kan vi også se ved, at beskæftigelsesministeren selv har oplevet, at folk stikker af, når hun er med på kontrol på landets byggepladser, siger han til Fagbladet 3F.
LÆS OGSÅ: “Gem jer”: Udenlandske arbejdere får ordre om at stikke af, når myndigheder kommer
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) var for nyligt med Arbejdstilsynet på besøg på en byggeplads, hvor tilsynet havde været på kontrolbesøg hele 15 gange på mindre end halvandet år – uden at arbejdsgiveren i alle tilfælde efterkom myndighedernes krav.
Brodne kar i byggebranchen
I dag er der hele 32.739 udenlandske arbejdere på landets byggepladser.
Sidste år stod Laust Høgedahl i spidsen for et hold forskere fra Aalborg Universitet, som 84 interviewede migrantarbejdere om, hvordan det er at arbejde i den danske byggebranche.
Her lød konklusionen, at det er udlændingene, der laver det farlige arbejde, når Arbejdstilsynet holder fri, og at fire ud af fem arbejdsulykker blandt migrantarbejderne aldrig bliver anmeldt.
I stedet bliver de ansatte arbejdere sendt hjem og ulykken glemt.
Og det er netop i byggebranchen, at beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen vil rydde op i de brodne kar.
LÆS OGSÅ: Minister blæser til kamp mod kriminelt arbejdsmiljø på byggepladser
Hun peger blandt andet på, at der er brug for højere bødestraffe og et bedre rustet arbejdstilsyn til at bekæmpe det, hun kalder et “omfattende og tabuiseret kriminelt arbejdsliv”, som har spredt sig i Danmark.
Problemets omfang vokser
Men Laust Høgedahl sår tvivl om, hvorvidt der i virkeligheden skal gribes hårdere fat.
– Det man gjorde i går, er ikke nok i dag, fordi problemets omfang bare vokser og vokser. Vi har nogle udfordringer, der ikke går væk, som vi skal tage alvorligt, siger han.
LÆS OGSÅ: Janusz blev fyret, da han ville anmelde sin arbejdsulykke
Og det gælder ikke kun sager om arbejdsulykker og underbetaling.
– Vi kan også se, at der kommer flere og flere sager om udnyttelse, menneskehandel og tvangsarbejde herhjemme. Ikke bare i prostitution, som vi har været vant til, men også i byggeriet og andre sektorer, understreger han.
Fagbladet 3F har tidligere kunnet fortælle, at Center mod Menneskehandel har opnået det højeste antal sager i otte år, hvor en del af stigningen handler om tvangsarbejde inden for 3F-fag.



