380 bliver fyret: Nu frygter Rune en lavine ingen kan stoppe

– Jeg plejer at møde den slags med oprejst pande, men det her kommer altså til at påvirke mange menneskers liv, siger 46-årige Rune Radich, der sammen med næsten 400 andre mister jobbet hos FMC Rønland.
- Kemifabrikken FMC på Harboøre Tange, tidligere kendt som Cheminova, lukker ved udgangen af 2026. 380 skal fyres.
- En af dem, der mister sit job, er Rune Radich, 46 år og arbejdsmiljørepræsentant.
- Han har en uddannelse som procesoperatør, hvilket han ser som en fordel i jobkonkurrencen.
- Men han er bekymret for kollegers fremtid, lokale virksomheder og foreningslivets overlevelse. Alt i alt den negative påvirkning af lokalsamfundet.
Kortet virker stadigvæk, når han går ind ad porten til FMC Rønland, det tidligere Cheminova.
Men den 46-årige familiefar Rune Radich ved ikke, hvor længe det varer ved.
– Der er et stort tomrum nu. Alt står hen i det uvisse, siger Rune Radich, der som sine 380 kolleger på kemifabrikken på Harboøre Tange blev kaldt til fællesmøde tirsdag for at høre den dystre besked:
Ved udgangen af 2026 er det farvel til fabrikken, der siden 50’erne har holdt godt liv i den lokale beskæftigelse.
– Lige nu går mine bekymringer hen mod mine 380 kolleger. Jeg bruger al min tid på at høre, om de er okay, siger Rune Radich, der er arbejdsmiljørepræsentant og har arbejdet godt fem år på FMC Rønland.
– Men min bekymring går også på den snebold, der ruller nu. For vi er hårdt ramt her i området. Hvor stor når den at blive, før den er færdig med at rulle? Hvor mange bliver i sidste ende ramt?

Det ramte i hvert fald hårdt tirsdag, da begravelsesstemningen lynhurtigt indfandt sig på fællesmødet, som Rune Radich egentlig havde tænkt sig at skippe.
Men da det forlød, at et par af de “høje herrer” ville indfinde sig, dukkede han op.
– Ingen havde regnet med en lukning. Det har også taget mig nogle dage at få det til at synke ind. Jeg plejer at møde den slags med oprejst pande, men det her kommer altså til at påvirke mange menneskers liv, frygter Rune Radich.
Den perfekte storm
Det var amerikanske FMC, der for 12 år siden overtog det daværende Cheminova.
For et halvt år siden åbnede koncernens topchef op for at sælge eller fusionere.
Men tirsdag meldte koncernen altså ud, at man har besluttet at lukke den danske afdeling på tangen mellem Harboøre og Thyborøn.
Der er kolleger, der sidder med røven mere i vandskorpen end mig.
Rune Radich
– Vi har fiskeri, landbrug og kemi i det her område. Og alle dele bliver begrænset i de her år. Det er den perfekte storm, lyder det fra Rune Radich, der om få uger står med et bevis som procesoperatør i hånden.
Han har stået i voksenlære hos FMC de seneste par år. Med det uddannelsesbevis har han “en kæmpe fordel”, vurderer han.
Det ruster ham i den konkurrence, der om lidt vil blive om jobbene, når næsten 400 bliver fyret på samme tid.
– Der er kolleger, der sidder med røven mere i vandskorpen end mig. Der er hele husholdninger, hvor både mand og kone arbejder på FMC.
Myldertanker
Han peger også på alle de mindre virksomheder, som har serviceret FMC. De kan også stå over for fyringer eller nedskæringer.
For ikke at tale om forenings- og idrætslivet, som FMC Rønland i mange år har været stor sponsor for.
– Vil nye komme til, eller må foreninger dø ud?, spørger han uroligt – og peger på endnu flere ubesvarede spørgsmål:
Er der arbejdspladser nok til 400 mand i nærområdet? Hvor langt vil folk køre for et andet job? Og tvinger det folk til at flytte væk fra lokalområdet, som så dør yderligere ud?
Alle de tanker myldrer løs i hovedet på Rune Radich.
– De samme bekymringer har alle de andre, der mister deres job, jo sikkert også. Og det er jo reelle bekymringer, sige Rune Radich.

På det personlige plan valgte han i sin tid at bosætte sig i Harboøre, fordi hans hustru er fra byen. Men også fordi den lokale skole og det lokale liv var noget, han gerne ville give videre til sine børn.
Al den nære tryghed er der også rusket gevaldigt i med tirsdagens dødsstød.
– Jeg har ingen anelse – virkelig ingen anelse overhovedet, svarer Rune Radich på spørgsmålet om, hvor han ser sig selv i den nærmeste fremtid.
– Jeg skulle jo blive gammel hér, var planen. Nu føler jeg mig gammel før tid, siger Rune Radich, der dog ikke har tænkt sig at sætte sig ned på bænken og give op.
– Jeg elsker mit job som procesoperatør, og vil rigtigt gerne fortsætte i den bane, siger han.
Ud af mulden
Igennem længere tid har Rune Radich dog også arbejdet som personlig coach sideløbende med jobbet på FMC.
Det hjælper ham lige nu med at fokusere på det, han kan gøre noget ved: At slå græs eller bruge tid på familien eller glæde sig over, at ingen er døde, som han siger.
For at ændre på lukningen af FMC står uden for hans formåen.
Men om coaching kan blive fuldtidsarbejde, tvivler han lidt på.
– Nu har jeg altså også bosat mig et sted, hvor det godt kan være svært at trække den stolte jyske mand ud af mulden for at prøve noget nyt, siger han med et skævt smil.
