Rene Hougaard er ”lidt af den gamle skole”. Han er nordjyde, 40 år gammel, ejer af byggefirmaet Hougaard Byg og har tjent sine egne penge siden han var teenager.
Og så er han ved at være godt træt af den udvikling, der har været blandt den yngre generation, forklarer han.
– Efterhånden bruger jeg meget mere tid på at være pædagogisk over for lærlinge. Men det er ikke, hvad jeg er uddannet til, og det var ikke derfor, jeg blev håndværker, siger han og fortsætter:
– For tiden er det mere negativt at have lærlinge end positivt.
Rene Hougaard står ikke alene med sin frustration over den unge generation. Det fortæller flere virksomhedskonsulenter fra erhvervsskolerne til Fagbladet 3F.
Rene Hougaard har haft lærlinge i 10 år. Han er generelt meget direkte i sin kommunikation, og førhen kunne han finde på at sige ”det er, fordi jeg siger det”, når en lærling spurgte ind til, hvorfor en opgave skulle udføres.
Men den går ikke længere.
– Jeg har skullet ændre min tilgang til de unge mennesker. Ellers risikerer jeg, at de tænker ”så kan han sgu passe sig selv, den idiot.” Autoriteten er noget andet nu, siger han.

Corona har gjort en forskel
Byggemesteren har haft lærlinge både før og efter, Danmark og resten af verden gik i undtagelsestilstand under coronakrisen.
Det ændrede de unge, oplever Rene Hougaard. For de er meget mere syge.
– Jeg er skolet i, at man tager afsted, selvom man er lidt skidt om morgenen, og så kan man tage hjem, hvis den er helt gal. De unge mennesker melder sig syge, så snart der er det mindste, siger han.
Og selvom Rene Hougaard bestemt mener, at det er fair at melde sig syg, så er der også en grænse. Som når han oplever lærlinge, der har en sygedag et par gange om måneden, og kollegaerne derfor kan blive efterladt alene med en opgave.
– Den der konsekvens med at tænke på andre, den har de unge ikke i dag. De ældre ved jo, at hvis de melder sig syge, så skal deres kollegaer lave mere arbejde, siger Rene Hougaard.

Fritiden er blevet vigtigere
Generation Z går højere op i at have en god balance mellem arbejde og fritid end andre generationer, har generation Z-eksperter forklaret til Fagbladet 3F.
Det har Rene Hougaard også mærket. De unge gider ikke længere arbejde over, forklarer han.
– Klokken 16 har de smidt al værktøj og løber ud ad døren, siger han.
Og det er en udfordring for byggemesteren. Han oplever, at fleksibiliteten ryger, og de gamle svende ”bliver efterladt med lorten”.
Men er det ikke fair at holde fri, når man har fri?
– Jo, det er det. Men så skal man ikke være i en servicevirksomhed. På de store byggepladser, kan man gå hjem, når man har fri. Mit firma handler om service, og kan man ikke hjælpe lidt ekstra til en gang imellem, så er man det forkerte sted, siger han.
Derudover er der gang i de unges mobiltelefoner, når de starter i lære, forklarer Rene Hougaard.
– Det første, vi skal lære dem, er at lægge mobilen væk og komme til tiden. De rykker telefonen op af lommen, så snart den siger pling, siger han.
Vil ikke boykotte lærlinge
Byggemesteren kender en del mindre virksomheder, der holder pause med lærlinge. Det kommer dog ikke til at ske for ham.
– Det er et samfundsansvar. Hvis vi alle frabad os lærlinge, så ville vi ikke have nogen svende i fremtiden, siger han.
Rene Hougaard har ni ansatte, hvoraf fire er lærlinge, og understreger, at han er glad for alle sine nuværende lærlinge.
Byggemesteren synes faktisk heller ikke, “at det er de unges skyld, at de er, som de er”. Pilen peger mod forældrene, mener byggemesteren, der selv har tre drenge.
– Vi er alle sammen mere over vores børn end førhen og blander os i alting. Det gør dem mindre selvstændige, siger han.
Når Rene Hougaard får en forælder i røret, der ringer for at skaffe sin søn en læreplads, er reaktionen altid ens.
– Jeg afviser dem med det samme. Det sender et signal om, at det unge menneske ikke har lært at tage ansvar, siger han.


