21-årige Villads renoverer faldefærdigt rækkehus: – Det har været vildt lærerigt

Den nyudlærte tømrer Villads Elmer istandsætter gammelt rækkehus og forventer en “pæn fortjeneste”. Den skal hjælpe med at indfri boligdrømmen i byen.
- Tømreren og 3F'eren Villads Elmer har købt et faldefærdigt rækkehus i Vejgaard i Aalborg, som han renoverer med sin far.
- De to regner med en klækkelig fortjeneste, der hjælper Villads Elmer med at købe en lejlighed i byen.
- Villads Elmer er "blevet en bedre håndværker" af renoveringen, fortæller han.
Som ung kan det være svært at klemme sig ind på et trangt boligmarked i de større byer, men er du håndværker eller har byggeteknisk snilde, kan du få et forspring.
Det er i hvert fald forventningen for den nyudklækkede tømrer Villads Elmer på 21 år, efter han sidste år købte et gammelt rækkehus i bydelen Vejgaard i Aalborg.
Huset var et klassisk håndværkertilbud fra 50’erne, der trængte til en eftertrykkelig kærlig hånd. Men Villads Elmer og hans far spottede muligheden for en klækkelig investering og et fælles far-søn-projekt og gav sig i kast med en indvendig totalrenovering.
– Min drøm er at kunne bruge fortjenesten til at købe en lejlighed i Aalborg. Nu må vi se, hvad huset bliver solgt til, men jeg regner med, at det giver en pæn fortjeneste, siger Villads Elmer til Fagbladet 3F.

Eftertragtet placering
I barndomshjemmet, også i Vejgaard, havde faren ofte gang i gør-det-selv-projekter, og det vakte interessen for tømrerfaget hos sønnike, som jævnligt gav en hånd med.
Det har været vildt lærerigt, og jeg er jo blevet en bedre håndværker.
Villads Elmer
De to ønskede sig et større projekt og faldt over rækkehuset på 114 kvadratmeter et stenkast væk.
– Vi kunne se, at det er en eftertragtet placering. Der er få rækkehuse tæt på Aalborg centrum, der kommer til salg, og dem, der gør, bliver solgt hurtigt, siger den unge 3F’er.
Købsprisen lød på 1,6 millioner, og Villads Elmer fik hjælp til huslånet af sine forældre. Meget tyder på, at investeringen betaler sig, for rækkehuset i nyistandsat tilstand er vurderet til 2,3 millioner kroner.

Til den salgspris vil de – medregnet 300.000 kroner til renovering samt omkostninger til afgifter og salg – få en fortjeneste på omkring 300.000 kroner til deling.
– Det var et stort projekt, men det var trods alt overkommeligt og til at klare inden for et år, siger Villads Elmer, der tilføjer, at huset havde fået lavet nyt tag, vinduer og døre.
Vi er blevet to kammerater på byggepladsen, som er afhængige af hinanden og skal tage fælles beslutninger.
Villads Elmer
En bedre håndværker
I juli 2025 gik Villads Elmer og hans far i gang med at lave nye lofter, vægge, gulve, badeværelse og køkken i huset. Den største del, underetagen, er stort set færdig, og de skal snart i gang med overetagen, som efter planen er færdig til juli.
Gennem det meste af renoveringen har Villads Elmer været i lære, ligesom faren har passet sit faste arbejde som ingeniør. Derfor har de brugt mange aften- og weekendtimer i huset, samtidig med at de ”har prioriteret at have et liv ved siden”.
Og timerne i rækkehuset har været godt givet ud, mener han.

– Det har været vildt lærerigt, og jeg er jo blevet en bedre håndværker. Jeg har fået færdigheder inden for blandt andet murer- og malerarbejde.
– Jeg har også fået en helt anden forståelse for hele byggeprocessen. Normalt på byggepladsen laver du kun det, der hører til dit fag, og lægger ikke så meget mærke til, hvad de andre laver. Her lærer man, hvor lang tid ting faktisk tager i andre fag, siger Villads Elmer.
Tættere far-søn-forhold
Renoveringen har ikke blot gavnet Villads Elmer som håndværker. Det har også styrket forholdet mellem far og søn, fortæller han.
– Vi er blevet to kammerater på byggepladsen, som er afhængige af hinanden og skal tage fælles beslutninger. Det har givet os en større gensidig respekt og et endnu tættere forhold, siger Villads Elmer.
Ligesom kammerater på byggepladsen har det også til tider slået gnister i det gamle rækkehus.
– Vi har også haft diskussioner om, hvad vi skulle lave, om vi prioriterer nok tid til det, og ”nu har du tømmermænd igen, Villads”, griner den 21-årige tømrer.
– Men vi snakker om det og får det altid løst, tilføjer han.

Ikke sidste gang
Når huset er færdigt, vil Villads Elmer i første omgang arbejde et par år som tømrer. Herefter er planen, at han vil læse til bygningsingeniør i Aalborg.
– Jeg synes, at det er sygt spændende at være med til at sørge for hele byggeprocessen og måske være byggeleder. Den interesse er kun blevet større efter det her projekt, siger han.
Tømreren kan meget vel skyde fortjenesten fra et fremtidigt salg i endnu et håndværkertilbud, når han skal købe lejlighed i ”Nordens Paris”.
– Det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg forsøger at renovere noget. Man lærer så meget, og samtidig er det en god investering, siger han.
Han er godt klar over, at ikke alle lærlinge kan få hjælp til at låne til et hus, ligesom han kunne. Han tror dog, at mange lærlinge ville kunne spare sammen til en billig lejlighed i slutningen af læretiden.
– Nok ikke i centrum af Aalborg, men måske lidt udenfor en af de større byer. Har man motivationen og vil lægge tid og kræfter i det, så er det en god mulighed for mange, siger Villads Elmer.
