Camilla er en af kun fire kvinder i Danmark: – Det skal fandme ikke have lov at stoppe mig

Camilla Farcinsen var vant til at skille sig ud som kvindelig murer, men blev ”nærmest mytisk”, da hun begyndte som stilladsarbejder. Hun har ikke fortrudt og håber, at flere kvinder får øjnene op for branchen.
- Camilla Farcinsen er en af blot fire kvindelige stilladsarbejdere i hele Danmark.
- Som tidligere murer er hun vant til en branche med få kvinder, og det gav hende ”blod på tanden”, at der i stilladsbranchen er endnu færre kvinder.
- Venner og bekendte undrede sig over, at hun ville være stilladsarbejder, men hun fortryder ikke sit valg. – Det er det fedeste, siger hun.
- Hun håber, at flere kvinder får øjnene op for branchen. Som kvinde møder man ”rigtig meget opbakning” i branchen.
Det er kutyme, at stilladsarbejdere lige vinker til hinanden på vejene. Men når kollegerne får øje på 31-årige Camilla Farcinsen i førersædet, får hun ikke altid et almindeligt vink tilbage.
– De kan sidde lidt småsøvnige og ser så, at det er mig, der vinker. Så laver de nogle gange et spjæt og vækker sidemakkeren, siger 3F’eren, der ikke er i tvivl om årsagen til reaktionen.
Som kvinde er hun nemlig ”nærmest mytisk i branchen”, som hun fortæller, og er ifølge Stilladsarbejdernes Landsklub en af kun fire kvindelige stilladsarbejdere i hele landet.
De første par dage var de andre ret afventende og forsigtige. De var sådan, ”hvad skal du? Holde et oplæg, eller?”
Camilla Farcinsen
Hun vidste udmærket godt, at hun ville blive en sjældenhed, inden hun gik ind i branchen, men det holdt hende ikke tilbage.
– Det gav mig faktisk blod på tanden, at der er så ekstremt få kvinder. Jeg tænkte, ”det skal fandme ikke have lov at stoppe mig”. Altså hvorfor skulle jeg ikke kunne det?
Mange fordomme
Camilla Farcinsen har tidligere været seks år i murerfaget og er derfor vant til en branche, hvor kvinder er i stort undertal.
Som murer havde hun kun mandlige kolleger, og det var der ”ingen problemer ved”, fortæller hun. Men faget interesserede hende ikke og var for ”individuelt og konkurrencepræget”.
– Jeg gad ikke arbejde med noget, der kedede mig, til jeg skulle på pension.
På mureruddannelsen havde Camilla Farcinsen haft et fængende stilladskursus, og da hun senere stødte ind i en stilladsarbejder, der talte varmt om faget, blev gløden til et brancheskifte antændt. Hun blev dog mødt af undren, da hun luftede tankerne om at blive stilladsarbejder.
– Folk omkring mig var meget overraskede. De syntes, det var lidt mærkeligt, da jeg blev murer, men det her var ekstra underligt. De var sådan, ”hvorfor vil du dog det? Kan man det som kvinde?”
– Det er nok, fordi der er mange fordomme om stilladsarbejdere. At de er sådan nogle store, højtråbende typer, der slider sig halvt ihjel. Og at det er alt for hårdt for kvinder, siger Camilla Farcinsen.

Nervøs for lærepladsen
Trods hævede øjenbryn blandt venner og bekendte tog Camilla Farcinsen sidste år springet til at blive stilladsarbejder. Hun var ikke i tvivl om, at hun kunne klare jobbet, og det gav hende ”et drive”, at branchen havde endnu færre kvinder end den, hun forlod.
– Men jeg var nervøs for, om der overhovedet var nogen lærepladser, der turde give mig chancen, eller de bare ville grine højt ad mig, når jeg ringede, siger hun.
Med hjælp fra skolen blev tvivlen gjort til skamme, og hun fik tilbudt en læreplads hos Herlev Stilladser, hvor hun har været et års tid.
Hvis nogle synes, at du har gjort noget forkert, så kan du være sikker på, at du nok skal få det at vide. Det bliver ikke pakket ind.
Camilla Farcinsen
– De første par dage var de andre ret afventende og forsigtige. De var sådan, ”hvad skal du? Holde et oplæg, eller?”
Det ændrede sig dog hurtigt.
– Jeg synes, jeg har mødt kæmpe opbakning, så det er jeg beæret over. Folk er meget villige til at give gode råd og hjælpe, og vi har et rigtig stærkt sammenhold, siger hun.
Vant til ”mandesnak”
Som tidligere murer er 3F’eren ”vant til en tone, hvor der bliver givet og taget lidt”, og i stilladsbranchen er tonen endnu mere direkte, siger hun.
– Hvis nogle synes, at du har gjort noget forkert, så kan du være sikker på, at du nok skal få det at vide. Det bliver ikke pakket ind. Det passer måske ikke alle, men det kan jeg egentlig godt lide.
Selvom Camilla Farcinsen for længst er blevet indlemmet i fællesskabet hos Herlev Stilladser, så er der øjeblikke, hvor hun ”lader de andre have deres mandesnak”.
– Det kan være, når de snakker om fodbold, eller at de har været i byen med gutterne eller sådan noget. Det skal de have lov at tale om, uden at jeg blander mig, siger hun og understreger, at hun ikke har oplevet en grænseoverskridende jargon.
– Hvis jeg har oplevet kommentarer om mit køn, har det kun været, hvor jeg har været 100 procent sikker på, at det var kærligt ment og fis og ballade.
Håber på flere kvinder
Camilla Farcinsen er ikke i tvivl om, at hun denne gang har fundet sin rette hylde i arbejdslivet.
Prøv det. Du kan altid vælge noget andet, så der er ingen grund til at være bange for det.
Camilla Farcinsen
– Jeg synes, det er det fedeste. Der er tempo i hverdagen, man kan meget konkret se sin fremgang, og du er nødt til at samarbejde. Vi har jo alle ansvar for at bygge stilladset sikkert, siger hun.
Hun ser gerne, at flere kvinder gør hende selskab i branchen og mener ikke, at man skal lade sig afskrække af den fysiske del af jobbet.
– Som kvinde kan du ikke løfte 100 procent det samme, men der er masser af hjælpemidler, og det betyder også, at der slet ikke er samme slid som i gamle dage.
Hun peger på, at ”kvinder nok også kan løse på problemer på andre og nogle gange bedre måder”.
Derfor er budskabet også klart til de kvinder, der måtte overveje at blive stilladsarbejder.
– Prøv det. Du kan altid vælge noget andet, så der er ingen grund til at være bange for det. Slet ikke i stilladsbranchen, her får du rigtig meget opbakning, siger hun.
