Hun er havnens “Bitch nr. 1”: Nu har Diana skrevet danmarkshistorie

Bitch nr.1. Det er teksten på Diana Sommers hue, som hun har på under den lyserøde sikkerhedshjelm. Men hun bærer også på en anden titel. I 2024 blev hun den første kvinde nogensinde, der blev faglært havnearbejder i Danmark.
- Diana Sommers måtte droppe drømmen om at være elektriker, da hun ikke kunne få en læreplads. Noget, der slog hende ud, men også fik hende til at søge nye veje.
- Gennem en bekendt kom hun i kontakt med mønstringshuset i Esbjerg og fik arbejde som havnearbejder. Men Diana Sommer mødte modstand fra en del af de garvede havnearbejdere, som hun oplevede, frøs hende ude, fordi hun er kvinde.
- Diana Sommer måtte også bade med de mandlige kollegaer, men det var ikke noget, der rørte hende. Efter nogle år på havnen, fik hun accept som en i sjakket.
- Hun skiftede senere til virksomheden NorSea og fik uddannelsen som havnearbejder i 2024 som den første kvinde i danmarkshistorien.
- Esbjerg Bryghus bryggede i sommeren 2025 øllen "Havnebitch", til ære for Diana Sommer.
– Det kunne være lige meget det hele.
Diana Sommer sidder derhjemme i 2012 og er lige droppet ud af elektrikeruddannelsen. Hun føler sig magtesløs, for det har ikke været med hendes gode vilje.
Indtil da har hun har været godt kørende på uddannelsen. Fået høje karakterer og elsket det praktiske arbejde. Derhjemme er hun alenemor til fire drenge – den ene med autisme og epilepsi. Og det er netop det, som arbejdsgiverne bliver skræmt væk af.
– Det var umuligt at få en læreplads, fortæller Diana Sommer.
På trods af hendes evner fortæller arbejdsgiverne, at de er bekymrede over, at hendes børn kan blive syge, og at der ikke er omklædning til hende.
Når hun tænker tilbage på afslagene, tøver hun heller ikke med at sige, hvad hun synes om det.
– De kunne rende mig.
– Jeg er rimelig stædig. Folk skal ikke tro, de bare kan skubbe mig væk. Så bliver jeg bare endnu mere stædig.
Diana Sommer
Diana Sommer skal op på hesten igen. Efter hun har været “sur og bitter i to dage”, griber hun knoglen og ringer til en bekendt, der arbejder på havnen i Esbjerg.

”Mande-Hanne” på havnen
Hun får kontakt med mønstringshuset i Esbjerg, hvor havnearbejdere dengang kunne få løst arbejde.
De næste fire år går Diana Sommer hver morgen ned på havnen for at se, om hun kan få arbejde.
Det får hun også i lange perioder og nok til at forsørge sine fire drenge. Hun elsker at sidde i kranerne, køre lastbil, truck og læsse gods dagen lang.
Men hun bliver også mindet om, at hun som kvinde ikke er en del af normen dernede. Hun oplever en attitude hos en del de gamle havnearbejdere, om ”at de der kvinder, de skal fandeme ikke være på havnen”.
Så selvom Diana Sommer kalder sig selv en ”Mande-Hanne”, en af drengene, oplever hun alligevel at blive frosset ude af nogle af de mere hårdnakkede havnearbejdere.

– Pisseubehageligt
En dag ligger der et trusselsbrev i hendes postkassen med beskeden om, at hun skal hoppe i havnen.
Diana Sommer finder aldrig ud af, hvem der har afleveret brevet, men for første gang bliver den hårdføre havnearbejder bange for at møde op på jobbet.
– Det var pisseubehageligt, men det blev heldigvis taget meget alvorligt, siger Diana Sommer.
Hun kontakter formanden for mønstringshuset, der forsikrer hende om, at han nok skal holde øje med arbejderne. Det gør hende tryg nok til at komme tilbage på havnen.
– De fandt ud af, at hende der, hun forsvinder sgu ikke, selvom vi fryser hende ude
Diana Sommer
– Det er bare en krop
Diana Sommer må også bade i fællesbadet med de andre mænd, men det er dog ikke noget, der rør hende.
– Jeg er ligeglad. Det er bare en krop. Hvis de får nogle forkerte tanker, så er det ikke mit problem, konstaterer hun.
Efter nogle år på havnen begynder de fleste at acceptere den stædige arbejder med de lange lakerede negle.
– De fandt ud af, at hende der, hun forsvinder sgu ikke, selvom vi fryser hende ude, siger Diana Sommer.

Og på trods af den skepsis, hun dengang møder fra nogle af havnearbejderne, føler hun sig generelt hjemme i værkstedshumoren.
– Det er rart, man kan gå og prikke lidt til hinanden uden, at nogle bliver stødte. For mig er det et almindeligt arbejde, som jeg er rigtig glad for, siger hun.
– Det fedeste er at sidde 20 meter oppe og styre kranen.
Papiret og øllen
Efter nogle år på havnen skifter hun til virksomheden NorSea, der giver hende et tilbud om at blive udlært havnearbejder, samtidig med at hun kan blive hos dem.
– Det var jeg simpelthen så glad for. Jeg har gerne villet have den ‘skide’ uddannelse i mange år, siger hun.
I september 2024 får Diana Sommer papir på, at hun er uddannet havnearbejder. Som den første kvinde i Danmark, der er udlært i faget.
– Titlen passer jo helt perfekt til mig.
Diana Sommer
Noget, som bliver fejret med mere end den grønne Monster Energy-drik, som Diana Sommer gerne skal have et par stykker af om dagen.
Esbjerg Bryghus beslutter i sommeren 2025 at brygge en øl til ære for den ikoniske kvinde på havnen.
Her blev Diana Sommer foreviget på øllen, der får det eneste rigtige navn til en, der er bitch nummer ét.
Havnebitch.

