Politikere raser: Minister afviser at hjælpe rystede flex-chauffører

En samlet branche kræver mere sikkerhed til flex-chauffører, der kører med psykiatriske patienter – men de får en kold skulder af transportministeren.
- Hele flextrafik-branchen - flexchauffører, vognmændenes organisation DPT, 3F Transport og landets trafikselskaber - kræver bedre sikkerhed efter drab på en flexchauffør i marts.
- Dansk Folkeparti og SF presser på for lovgivning om øget sikkerhed for flexchauffører.
- Transportminister Thomas Danielsen afviser at gribe ind.
Efter en flexchauffør i marts blev dræbt af en psykisk ustabil passager, kræver hele flextrafik-branchen, at transportminister Thomas Danielsen (V) kommer på banen med lovgivning om sikkerhed for chauffører, der kører med psykiatriske patienter.
Men ministeren vil ikke gribe ind.
Thomas Danielsen afviser at stille op til interview, men har sendt et skriftligt svar, som du kan læse længere nede i artiklen.
– Jeg forstår ikke ministerens passivitet efter tragedien, når alle parterne inden for området desperat beder ham om at gøre noget
Nick Zimmermann
Afvisningen fra den ansvarlige minister falder ikke i god jord hos flere af Folketingets transportordførere.
– Jeg forstår ikke ministerens passivitet efter tragedien, når alle parterne inden for området desperat beder ham om at gøre noget, siger Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.
– Men så må vi andre jo kæmpe for at lave de nødvendige regler, der kan sikre chaufførerne, fortsætter han.
Nick Zimmermann siger, at han er chokeret over drabet på den unge flexchauffør i marts.
Flere flex-chauffører er i de seneste uger stået frem i Fagbladet 3F og Ekstra Bladet med rystende og farlige oplevelser, de har været ude for, når de har kørt med psykiatriske patienter.
– Vi bliver vi nødt til at gøre noget ved det her, så vi ikke ender med endnu en tragedie. En chauffør skal ikke køre rundt med psykiatriske patienter uden at vide det og uden de nødvendige redskaber til at sikre sig selv og patienten, siger Nick Zimmermann.
SF: Regeringen skal i arbejdstøjet
Også SF vil forfølge sagen over for transportministeren.
– Vi kommer til at spørge ministeren ind til, om ikke det gør indtryk, at en samlet branche efterlyser bedre sikkerhed for flexchauffører, siger SF’s transportordfører Mads Olsen.
SF understreger, at det vil være godt for både chauffører og patienter med bedre sikkerhed i form af for eksempel nødknapper, overvågningskamera og uddannelse i at håndtere de psykiatriske patienter.
– Ingen skal frygte for deres liv, når de møder ind på arbejde. Derfor ønsker vi også at regeringen hurtigst muligt kommer i arbejdstøjet, siger Mads Olsen.
Branchen vil have Christiansborg i gang
Hele flextrafik-branchen råber på bedre sikkerhed: Chaufførerne, vognmændenes organisation, Dansk PersonTransport (DPT), 3F Transport og landets fem trafikselskaber, der står for flextrafikken.
Mandag i denne uge har landets største trafikselskab Movia holdt møde med 3F Transport og DPT om sagen.
På mødet var der enighed om, at der er brug for at se nærmere på lovgivningen, herunder om der skal stilles krav om for eksempel videoovervågning og alarmknap.
– Det er et ønske, vi er nødt til at rette mod Christiansborg, det håber vi også, man fra landspolitisk side er parat til at tage fat på, siger vicedirektør i DPT, Trine Wollenberg.
Passiv transportminister
Fagbladet 3F har spurgt transportminister Thomas Danielsen, om han har tænkt sig at handle på ønsket om bedre sikkerhed fra chaufførerne, 3F og trafikselskaberne.
– Det er ikke nogen hindring for at lave udbud af særlige typer kørsel med særlige krav og vilkår. Det er den relevante region, der visiterer patienten, som i den forbindelse træffer beslutning om, hvordan transporten af en konkret patient, for eksempel en psykisk sårbar borger, skal foregå, lyder det i det skriftlige svar fra ministeren.

