Overfaldet og truet på livet: Per kørte med 110 km/t, da passageren åbnede døren

Flextrafik-chauffør Per Skougaard er blevet overfaldet af en psykiatrisk patient og har modtaget flere dødstrusler – nu kræver han handling fra ministeren.
- Der er kommet fokus på manglen på sikkerhed for Flextrafik-chauffører efter drabet på en 27-årig chauffør.
- Flextrafik-chauffør Per Skougaard har fået dødstrusler og har været udsat for vold fra psykiatriske patienter og er berørt over, at en kollega er blevet knivdræbt.
- Han har konkrete forslag til, hvordan ministeren kan sikre et mere sikkert arbejdsmiljø for chaufførerne, så det ikke igen ender i drab.
“Gør, som jeg siger, ellers gennembanker jeg dig.”
“Du bliver slået ihjel”.
Det er sådan nogle trusler, Flextrafik-chauffør Per Skougaard fra Vordingborg har fået fra passagerer.
Han er meget berørt over, at en 27-årig chaufførkollega i slutningen af marts blev knivdræbt af en passager.
Den unge chauffør blev dræbt af en psykisk ustabil passager med vrangforestillinger, der skulle køres til psykiatrisk afdeling i Roskilde.
Drabet har rystet hele Flextrafik-branchen og fået 3F til at efterlyse bedre sikkerhed for chaufførerne, men indtil videre har transportminister Thomas Danielsen (V) afvist at gøre noget.
Afvist patient
Per Skougaard kører næsten dagligt med psykiatriske patienter og fortæller, at han har fået dødstrusler i hvert fald 14 gange.
Men hans muligheder for at passe på sig selv er stærkt begrænsede.
– Vi har ingen anelse om, hvorvidt den næste passager er psykisk ustabil. Vi ser bare en afhentning på vores skærm i bilen, siger han til Fagbladet 3F.

Den værste episode, Per Skougaard har oplevet, var, da han havde hentet en ung mand på psykiatrisk akutmodtagelse i Vordingborg i sin minibus.
– Han var blevet afvist og sagde, at han ville hænge sig, når han kom hjem.
Nødsporet
I løbet af turen får passageren åbnet bilens sidedør og nåede helt ud på trinbrættet og forsøgte at springe ud, mens Per Skougaard kørte 110 km/t på motorvejen.
– Jeg ved ikke, hvor jeg fik kræfterne fra. Jeg fik fat i kravetøjet på ham i sidste øjeblik og flåede ham ind i bilen, så han lå hen over passagersædet, mens jeg kørte ud i nødsporet, siger Per Skougaard, der kørte manden på skadestuen.
I sådan en situation har Per Skougaard ikke andet end sin sunde fornuft og mavefornemmelse at læne sig op da, for han har ingen uddannelse i at tackle psykiatriske patienter.
Koster 1.000 kroner at afvise passager
For at passe på sig selv er Per Skougaard begyndt at afvise psykiatriske patienter, men det er en dyr omgang.
Det kan koste ham en bøde på 1.000 kroner til trafikselskabet, som anser det for “nægtet kørsel”. Men heldigvis har Per Skougaard fuld opbakning fra sin vognmand.
Er du flexchauffør og har haft ubehagelige oplevelser med psykiatriske patienter eller andre passagerer i bilen? Så kontakt os.
Han afviste for eksempel en kørsel, hvor en psykiatrisk patient skulle tvangsudskrives.
– Patienten nægtede at forlade hospitalet. Politiet kom og skulle tvinge ham ind i flexbilen, hvorefter jeg skulle trille afsted med ham alene. Den tur sagde jeg nej tak til, siger han.
Lægger voldelig passager i benlås
I løbet af de 10 år, Per Skougaard har kørt som Flextrafik-chauffør, er han udover at være blevet truet på livet også blevet overfaldet.
– Jeg blev for eksempel overfaldet af en psykiatrisk patient, som jeg heldigvis kunne få ned at ligge og lagt i benlås. Jeg holdt ham fast, mens jeg tilkaldte politiet, siger han og fortsætter:
– Jeg kunne klare situationen, men en spinkel kvinde eller en helt grøn chauffør vil jo være prisgivet, siger han.
Elsker sit job
Han understreger, at flexchaufførerne har kæmpet for at få bedre sikkerhed i 10 år. Han har selv flere forslag til løsninger.
For eksempel en plexiglasrude mellem for- og bagsæde og bedre visitering af psykiatripatienter, så chaufførerne undgår de farlige af slagsen.
Han så også gerne, at der var mulighed for at få uddannede ledsagerpersoner med i bilen.
Per Skougaard fortæller, at han elsker sit job og kontakten med borgerne.
– Men det bliver ødelagt af, at sikkerheden halter så meget. Selv ikke når en flexchauffør bliver dræbt, sker der forbedringer. Vi risikerer, at der kommer til at ske flere drab på chauffører.
– Man skal ikke gå på arbejde med fare for sit liv, siger han.
Direktør: Lovkrav på hjælp til transport
Per Gellert, direktør for fleksibel mobilitet i Movia, skriver i et svar på mail, at han har forståelse for, at nogle chauffører kan føle sig utrygge efter drabet på en flex-chauffør i marts.
– En psykiatrisk diagnose er ikke ensbetydende med, at man er voldelig, og hvis en chauffør nægter at køre ture, er der risiko for, at en stor gruppe patienter stigmatiseres og risikerer ikke at få den behandling, som de har behov for, skriver han og fortsætter:
– Patienterne har et lovkrav på at få hjælp til transport. Chaufføren skal selvfølgelig altid kontakte trafikstyringen i Movia, hvis chaufføren konstaterer, at der kan være problemer med at udføre turen.

