Omer fik 100.000 kroner efter få dage: Kender du forsikringen?

Hvis du bliver ramt af alvorlig sygdom, kan du have ret til at få en økonomisk håndsrækning fra dit pensionsselskab.
- Hvis du bliver ramt af alvorlig sygdom, kan det udløse en udbetaling fra dit pensionsselskab.
- Du skal dog selv gøre opmærksom på, at du er blevet syg.
- Fabriksarbejderen Omer Oztemür fik til sin egen overraskelse 100.000 kroner efter en blodprop.
Vidste du, at du kan få 100.000 kroner hurtigt udbetalt, hvis du bliver alvorligt syg?
Som en del af din pensionsordning har du foruden din opsparing også en række forsikringsdækninger. En af dem kan træde i kraft ved såkaldt kritisk sygdom, eksempelvis en blodprop.
Det fik 57-årige Omer Oztemür til sin overraskelse glæde af efter et alvorligt sygdomsforløb.
Trykken ved hjertet
En weekend midt i maj mærkede 3F’eren, der er fabriksarbejder hos Triplan i Roskilde, pludselig en trykken ved hjertet.
– Sådan var det i tre timer. Jeg talte med mine børn og fortalte dem, at jeg ikke havde det så godt, husker Omer Oztemür.
Familien forsøgte i 45 minutter at komme igennem til 1813 uden held. 112 kom til gengæld efter 5-6 minutter.
– De tjekkede mig og sagde, at vi skulle på sygehuset med det samme, siger Omer Oztemür.
På sygehuset viste det sig, at han havde en blodprop mellem højre arm og hjertet. Venen var 90 procent lukket, viste undersøgelserne.
Efterfølgende var han sygemeldt i godt syv uger, inden han efter sommerferien var tilbage på fuld tid igen.
100.000 kroner er gode penge, dem tager jeg gerne med
Omer Oztemür
Kendte ikke til forsikring
Selvom forløbet var en alvorlig forskrækkelse, har Omer Oztemür kunnet klare sig økonomisk fornuftigt gennem forløbet på sygedagpenge med god støtte fra sin arbejdsplads.
Det var først, da han snakkede med en kammerat i kulturhuset i Ishøj, at det gik op for ham, at han måske kunne bruge sin forsikring hos PensionDanmark. Kammeraten havde selv fået udbetalt et beløb efter et sygdomsforløb.
Herefter gik det hurtigt. Det viste sig, at Omer Oztemür havde ret til 100.000 kroner i erstatning ved kritisk sygdom. Pengene var på kontoen få dage efter. Penge han slet ikke vidste, han havde mulighed for at få.
Selvom han havde godt styr på økonomien, var det rart at have lidt ekstra i en svær tid. Særligt når man ikke føler sig helt 100 procent tilbage og skal vænne sig til at tage fem slags medicin hver dag.
– Jeg brugte lidt på mig selv, en del på børnene og lidt ekstra på sommerferien. 100.000 kroner er gode penge, dem tager jeg gerne med, siger Omer Oztemür.
