Glenni bliver mindre stresset af at arbejde mere: Her er forklaringen

Et nyt tilbud på jobbet ændrede både arbejdsdagen og familielivet for Glenni Frølund.
- Glenni Frølund arbejdede 21 timer som rengøringstekniker, hvilket skabte stress og gjorde det svært at få familielivet til at hænge sammen.
- Kommunen begyndte i 2018 at oprette flere fuldtidsstillinger.
- Strategien bød også på videreuddannelse til rengøringsteknikere, ligesom der blev indført synlig rengøring.
- Glenni Frølund oplever nu en bedre livsrytme. Og hun føler sig tættere tilknyttet arbejdspladsen efter overgangen til fuldtid.
Glenni Frølund har været stormester i at lægge puslespil.
Ikke dem med billedmotiv og brikker, men den slags med arbejdstid og familieliv:
– Jeg følte hele tiden, at jeg skulle skynde mig, og at jeg aldrig var færdig med noget, før jeg skulle afsted igen, fortæller den nu 45-årige rengøringstekniker.
I mange år arbejdede Glenni Frølund, der er den ene af to tillidsrepræsentanter for 150 kolleger i rengøringsenheden i Herning, nemlig 21 timer om ugen i såkaldt delt tjeneste.
Det betød, at hendes arbejdsdag var delt op i to adskilte blokke: Tidlig morgen mødte hun ind og gjorde rent i nogle timer – og så skulle hun på den igen efter aftensmaden.
Så selvom der var en lang pause midt på dagen, var det svært at få familielivet med mand og to børn til at hænge sammen.
Jeg har fået en meget mere normal rytme i mit liv.
Glenni Frølund
– Om eftermiddagen kunne jeg godt nå at hente børn. Men jeg følte, at det skulle gå hurtigt – selvom børn jo godt kan have en anden mening – for jeg skulle hjem og lave mad, have børnene affordret og så ud ad døren igen, siger Glenni Frølund.
– Det var ikke mange timer i døgnet, jeg tilbragte med familien dengang.
Men hun hængte i, for hun elskede sit job på Kildebakkeskolen i Vildbjerg – ”sin anden familie”, som hun kalder det.
Ny stilling skabte ro
Det hjemlige puslespil faldt dog på plads, da kommunen i 2018 begyndte at oprette flere fuldtidsstillinger i rengøringen.
Peter Dalsgaard, chef for Drift og Service i Herning Kommune, forklarer om baggrunden:
– Vi havde en del medarbejdere, som ikke var på fuldtid, og de blev nødt til at finde andet arbejde for at kunne leve af det. Derfor gik vi i gang med at se på, hvordan vi kunne lave flere fuldtidsstillinger hos os, fortæller Peter Dalsgaard.
Løsningen var ikke kun at stykke flere timer sammen.
Herning Kommune lagde også en strategi for at videreuddanne rengøringsassistenterne til rengøringsteknikere samt indføre synlig rengøring.
Synlig rengøring sker, mens en arbejdsplads er i brug, i stedet for om natten eller tidligt om morgenen.
Glenni Frølund er ikke i tvivl om, at en arbejdsdag på fuld tid og en tur omkring skolebænken har været win-win.
– Jeg har fået en meget mere normal rytme i mit liv. Jeg kan deltage i ting om aftenen, og jeg må ikke hele tiden vælge og prioritere så stramt, siger hun.
Passe gulvvask ind i dagsrytmen
Desuden er tilknytningen til skolen, hvor hun gør rent, blevet endnu tættere.
Hun møder nu ind, mens de fleste andre på skolen også er på job, og det gør kommunikationen meget lettere:
– Jeg har den direkte kontakt med skolen og behøver ikke at gå gennem min leder for at få gulvvasken til at passe ind i skolens rytme. Det er meget lettere at tage snakken med lærerne og pædagogerne, der er en del af huset, siger Glenni Frølund.
Når vi søger nye kolleger nu, så har vi meget nemmere ved at tiltrække folk.
Glenni Frølund
Selvom alt er gledet i rent gulvvand for Glenni Frølund, er der andre, der har slået sig lidt på de nye arbejdstider.
– Vi har haft opsigelser, og der har været nogen, der var utilfredse med, at de mistede delt tjeneste-tillæg og aften-tillæg. Men vi har prøvet at udligne det, så de i stedet er kommet op i tid, siger Glenni Frølund.
Meget lettere at tiltrække folk
Og fordelene har så klart overtrumfet ulemperne, vurderer hun.
– Når vi søger nye kolleger nu, så har vi meget nemmere ved at tiltrække folk. For nu tilbyder vi fuld tid og et job, man kan leve af det, og vi har den opfattelse, at det klart tjener størstedelen bedst, siger Glenni Frølund.
Der er også færre opsigelser og en mere stabil medarbejdergruppe.
I dag er 62,2 procent på fuld tid hos Drift og Service-afdelingen, mens størstedelen var på deltid, før den nye indsats gik i gang.
Desuden er delt tjeneste helt afskaffet, og sygefraværet i form af “klatsyge” er banket ned.
Men den største belastning, som Glenni Frølund har vinket farvel til, er helt klart følelsen af aldrig at være færdig.
– Når jeg har fri nu, så har jeg fri. Jeg har ikke længere dét der ”du skal skynde dig videre”, der puster mig i nakken, siger Glenni Frølund.
