Morten Ryom blev både presset til at gå i gymnasiet og skulle døje med manglende praktikplads som smed, før han endelig fik en læreplads som struktør hos et byggefirma. Hans budskab er klart: Drop uddannelsessnobberiet og opret flere rigtige praktikpladser.
Min vej som 3F'er startede helt tilbage i 5. klasse. Her fortalte en uddannelsestest, at mureruddannelsen ville passe til mig. Jeg tænkte “fedt!” Min fætter var murer og tanken om, at jeg skulle arbejde udenfor med at bygge huse tiltalte mig enormt meget.
Herefter delte jeg min begejstring med min lærer, mine forældre og andre voksne. Svaret var næsten det samme fra alle: Murer lyder da dejligt. Men du bør have noget at falde tilbage på. Tag lige tre år på gymnasiet først. Det skulle jeg nok kunne klare, tænkte jeg. Alle mine venner skulle også på gymnasiet.
Året efter havde jeg så møde med min uddannelsesvejleder, hvor jeg fortalte, at jeg ville i gymnasiet. Der blev sat flueben i en boks. Jeg fik at vide, at det passede fint med mine karakterer. Og så var den potte ligesom ude.
Ud i den friske luft
9. klasse blev afsluttet med gode karakterer. Min tid på gymnasiet kunne begynde. Jeg var vild med det, og mine ambitioner om at få en karriere indenfor murerfaget blev hurtigt erstattet af drømme om at blive læge, biolog, advokat og den slags.
Men efter lidt tid begyndte hverdagen at sætte sig. Langsomt gik det op for mig, at det måske mere var presset fra folk omkring mig end en egentlig drøm, som havde fået mig til at vælge gymnasiet. Drømmen om at gå ude i den friske luft, få skidt under neglene og skabe noget med mine hænder begyndte igen at rive i mig.
I 3.g fik jeg maskinfag. Her lærte jeg at svejse og arbejde med metal. Maskinfaget, dalende interesse for det akademiske og politikerne der skreg op om at unge mennesker burde tage en håndværkeruddannelse, fik mig til at droppe gymnasiet. Jeg ville være smed.
Snobberi
At alle unge mennesker skal have en gymnasieuddannelse, er resultat af mange års uddannelsessnobberi. Jeg mener, at vi i Danmark skal have et samfund med lige muligheder for alle. Hvor både du og jeg kan realisere vores drømme. Det betyder blandt andet, at vi skal være bedre til at sikre, at alle unge bliver motiveret til at tage en uddannelse. Uanset om man drømmer om at blive mekaniker, sygeplejerske eller atomfysiker.
I 2011 startede jeg derfor på metalskolen i Aalborg. Hurtigt gik det dog op for mig, at spøgelset fra finanskrisen havde fået godt fat i mesters lommer. Derfor hang lærepladser ikke på træerne. Jeg måtte, ligesom mange af mine kammerater, starte i skolepraktik efter mit grundforløb. Jeg lærte selvfølgelig en masse. Men målet var stadig at blive en del af en virksomhed og komme i lære.
På trods af flere korte praktikperioder, blev det aldrig rigtigt til mere. Vores politikere råbte højt om, at Danmark skulle bruge flere håndværkere. Men hvordan skulle vi blive uddannet uden lærepladser?
Træffe et valg
Da min svendeprøve nærmede sig, måtte jeg træffe et valg. Enten kunne jeg gøre min uddannelse færdig med skolepraktik. Eller jeg kunne sætte alle kræfter ind på at finde en læreplads. Alle mestrene gjorde det klart: Hvis jeg færdiggjorde en uddannelse kun med skolepraktik, ville det blive stort set umuligt at få arbejde. Jeg søgte efter en læreplads i over et halvt år, men desværre uden held.
Til sidst måtte jeg indse, at jeg ikke skulle smedevejen. Jeg valgte i stedet at starte på grundforløbet som struktør (betonarbejder, red.), hvor jeg i dag er i lære hos et firma her i Aalborg. Vi skal sikre flere lærepladser, så vi fortsat kan uddanne både smede, murere og struktører.
Det kan vi gøre ved at stille krav om, at virksomheder som udfører offentlige opgaver, stiller lærepladser til rådighed. Lærepladserne er med til at sikre, at vi har en høj faglighed i Danmark. Den sikrer, at vi kan konkurrere globalt på evner frem for løn. Og vi bør også sikre, at skolepraktikken klargør eleverne til arbejdsmarkedet på lige fod med virksomhedspraktik.
