Da den franske økonom Thomas Piketty gik sin sejrsgang gennem Europa i 2014 med bogen Kapitalen i det 20. århundrede, var der én besked, der slog særligt hårdt igennem: Økonomisk ulighed er dårligt for økonomien. Det er ikke rart, at folk er fattige, og det er heller ikke smart.

Hans konklusion byggede (meget, meget kort) på, at der var sket en ændring i, hvordan økonomien hang sammen. Før kunne man, hvis man arbejdede hårdt, tjene penge nok til at købe fast ejendom. Nu er det næsten umuligt gennem løn at tjene de penge, det kræver at købe en ejendom. De mennesker, der har mange penge, har dem, fordi de allerede ejer noget, der er steget i værdi. Formueværdien er steget mere end lønnen.

Det er altså i prisstigninger på ejendomme, hvor pengene ligger, ikke i løn. Lige meget hvor hårdt en almindelig person arbejder, vil de stort set aldrig kunne opspare de penge, man får ud af at have købt fast ejendom på det rigtige tidspunkt. De mursten står bare og stiger og stiger og stiger i værdi. Uden at ejeren løfter en finger. Sådan noget skaber en skadelig ulighed, mener Piketty.

Børnene lever højt på forældres friværdi

De sidste par uger har debatten om forældrekøb hærget de danske aviser. Der er ret stor enighed om, at det unægteligt føles uretfærdigt, at børn til rige forældre er de eneste, der har en mulighed for at komme ind på boligmarkedet (og de skattefordele, det giver, er bare prikken over det skæve i). Men når man tænker over, at de penge, forældrene bruger til at hjælpe deres børn, ofte ikke engang er penge, de har arbejdet sig til, bliver uretfærdigheden til at tage og føle på.

Hvordan bryder man den sociale arv, hvis man ikke engang kan få et ærligt sted at bo?

Vi har et boligmarked, hvor priserne er baseret på, at man (eller ens forældre) i forvejen ejer noget med friværdi i. Der er kun en løs forbindelse mellem størrelser på lån og lønindkomst. Den magiske friværdi kommer ind og gør tricket, der giver et lån, man kan bruge. Hvis man ikke har friværdi selv eller hos sine forældre, så får man meget, meget svært ved at købe et hus eller en ejerlejlighed.

Det spørgsmål, der presser sig på, er: Har nogen politikere i Danmark modet til at gøre middel- og overklassen rasende for at skabe et boligmarked til de næste generationer, der er langt mere retfærdigt? Et boligmarked, hvor en almindelig person, der arbejder og tjener en almindelig løn, kan købe sig et sted at bo uden at blive stavnsbundet til et kæmpe lån resten af sit liv (for ikke at tale om søvnløse nætter, hvis arbejdsløsheden rammer).

Er politikerne bange?

Et sådant politisk tiltag kan nemlig ikke laves uden tabere. De, der taber, er de, der har en stor friværdi nu. Selvfølgelig vil der kunne skabes en udfasning, hvor folk ikke rammes med et slag i ansigtet, men faktum er: Der har altid været privilegerede tabere, når der skulle skabes mere retfærdige samfundssystemer. Sådan var det, da velfærdsstaten blev skabt, og sådan vil det være nu. Men de penge, boligejerne taber, er jo ikke penge, de har arbejdet for. Det er appelsiner, der er væltet ned i deres turban. Det er penge, der stammer fra markedsbevægelser, og ikke fra evnen til at være sin egen lykkes smed.

En hårdere regulering af friværdien vil skabe et samfund, hvor hårdt arbejde i langt højere grad boner ud i den anden ende. Et samfund, hvor gæld ikke skal styre ens liv, og hvor der faktisk er en slags mulighed for, at man kan arbejde sig til et godt sted at bo til sin familie. Det vil uden tvivl være et slag for mange mennesker nu. Men ser vi tre generationer frem, er det en investering i et mere økonomisk lige og retfærdigt samfund. Og det vinder vi alle sammen på, argumenterer Piketty.

Lige nu er der tre store vindere i friværdi-dansen: Ejendomsmæglere, banker og de heldige, der købte på det rigtige tidspunkt (og måske deres børn...).

Er de her tre grupper for magtfulde til, at politikere tør tage en diskussion om, hvorvidt friværdi egentlig er noget, man har ret til?