Det har kostet dyrt for 18-årige Asbjørn Glisbo at ende i kløerne på det omstridte asbestfirma LM Multiservices. Han har ikke bare stået med hænderne i livsfarlig asbest, han har heller ikke fået løn for tre måneders arbejde
– Min konto er tom, siger Asbjørn Glisbo.
Det fik ham i sidste uge til at sende et nødråb ud på Facebook, hvor han tilbyder en hjælpende hånd.
“Det kan være at rydde op i et skur eller køre noget på lossepladsen eller tage ud at handle for en ældre dame eller mand”, står der blandt andet i opslaget, hvor han også gør opmærksom på, at han ikke ønske at tjene sorte penge.
Og nu har nødråbet givet pote for den unge mand. Han starter nemlig i nyt job i dag, tirsdag.
Mangler penge til regninger
– Jeg skal bruge penge til huslejen og alle mine andre udgifter, siger Asbjørn Glisbo, der også har været på kommunen for at ansøge om kontanthjælp.
Han venter svar om fire uger, men kontanthjælpen bliver altså ikke aktuel alligevel.
– Jeg var til jobsamtale torsdag i sidste uge hos en entreprenør, der havde set opslaget. Jeg har lige skrevet kontrakt og fået arbejdstøj. Det er et “ordentligt” job på ordnede vilkår, og det er jeg rigtig glad for, fortæller Asbjørn Glisbo.
Mor er vildt glad
Han bor hjemme, og hans mor Tinna Glisbo, er vildt glad for, at det lykkedes ham at finde et job, fortæller hun.

– Så skal Asbjørn ikke gå og lave ingenting og kan begynde at tjene penge hos et ordentligt firma, siger hun.
Det store beløb, han er blevet snydt for i løn, tager 3F Holbæk-Odsherred sig af.
3F-afdelingen har fremsendt et krav på over 100.000 kroner i lønefterbetaling og feriepenge til LM Multiservices på vegne af Asbjøn Glisbo.
LM Multiservice blev landskendt i sidste uge, da det kom frem, at Arbejdstilsynet i september havde konstateret, at firmaet havde sat to skoledrenge på 14 og 15 år til – uden værnemidler – at rive et asbestholdigt tag ned på en landejendom i Sønderjylland.
Derefter rullede skandalen med en ene afsløring efter den anden om trusler, snyd og bedrag.
Fagbladet 3F har tidligere bedt ejer af LM Multiservices, Luini Joe Mammen, om en kommentar til 3F’s sekscifrede krav, men han ønsker ikke at kommentere sagen.
