Mistænkelige tagplader på en trailer er nu blevet fjernet fra 3F’er Asbjørn Glisbos private adresse i Odsherred i Nordvestsjælland.
Affaldet tilhører ifølge den 18-årige 3F’er hans tidligere arbejdsgiver, det omstridte firma LM Multiservices.
Firmaet blev landskendt i sidste uge, da det kom frem, at Arbejdstilsynet i september havde konstateret, at firmaet havde sat to skoledrenge på 14 og 15 år til – uden værnemidler – at rive et asbestholdigt tag ned på en landejendom i Sønderjylland.
Det er trist og ikke godt nok, at virksomheden ikke har taget ansvar for at fjerne sit eget farlige affald.
Allan Andersen
Asbjørn Glisbo mener, at tagpladerne, der i flere uger har stået på en trailer på hans private adresse i Odsherred, også rummer asbest, der kan give kræft.
Både Asbjørn Glisbo og hans mor, Tinna Glisbo, bekræfter over for Fagbladet 3F, at affaldet fra traileren nu er væk fra bopælen.
– Asbestaffaldet blev afhentet af folk i rumdragter, så farligt er det. Det er klart, jeg er nervøs for, om det kommer til at skade Asbjørns helbred, at han har arbejdet med det. Jeg er så vred, så vred på LM Multiservices, siger hun.
Hendes søn er også bekymret.
– Jeg havde en af mine kammerater, der er tømrer, til at kigge på tagpladerne i traileren. Han kunne sige med sikkerhed, at der er asbest i. Han gav mig en skideballe, fordi jeg havde arbejdet med det, så selvfølgelig er jeg bekymret, siger Asbjørn Glisbo.
3F: Det er ikke godt nok
Det er hans fagforening, 3F Holbæk-Odsherred, der har betalt for, at affaldet på traileren hos den unge 3F’er og hans mor blev fjernet torsdag.
3F-afdelingen har ellers tidligere krævet, at LM Multiservices selv hentede traileren med affaldet, men det var ikke sket.
– Det er trist og ikke godt nok, at virksomheden ikke har taget ansvar for at fjerne sit eget farlige affald. Vi har været nødt til at handle af hensyn til vores medlem. Han og hans familie skal være fri for det her affald på deres hjemmeadresse, siger Allan Andersen, formand for 3F Holbæk-Odsherred.
Han roser samtidig Asbjørn Glisbo for tidligere at have sagt nej til at læsse affaldet på traileren af på en rasteplads, som 3F’eren – ifølge eget udsagn – var blevet bedt om af firmaets ejer.
I stedet kørte 3F’eren tagpladerne i traileren hjem til sin egen adresse, hvor den stod i flere uger.
3F-afdelingen overvejer nu, om den skal forsøge at sende regningen for oprydningsarbejdet videre til LM Multiservices.
Det kan dog blive svært, eftersom firmaet ifølge Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) er ophørt 24. oktober 2024.

Register: Fibercement, herunder asbest
Ifølge Asbjørn Glisbo stammer affaldet fra et nedrevet tag på et sommerhus, som ligger mellem Nykøbing Sjælland og Rørvig i Odsherred.
Fagbladet 3F har set det pågældende sommerhus, som lige nu er overdækket af en presenning.
Hos Bygnings- og Boligregistret (BBR) er sommerhusets tagdækningsmateriale registreret som ”fibercement, herunder asbest”.
Håndteret som asbestaffald
Det er skadeservicekoncernen Recover, som har ryddet affaldet i traileren.
– Vi har fjernet tagpladerne fra traileren og håndteret det som asbestaffald. Vi har fået at vide, at det indeholdt asbest, men vi har ikke selv undersøgt det. 3F ville gerne have det kørt væk fra adressen i en fart, og vi har allerede afleveret det til deponi, siger centerleder hos Recover i Holbæk Martin Rasmussen.

Ingen kommentarer
Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få kommentarer til sagen fra ejeren af LM Multiservices, Luini Joe Mammen. Han henviser til sin advokat, Torben Rasmussen.
Advokaten oplyser, at han ikke kender noget til traileren med affaldet, og at han overhovedet ikke har nogen kommentarer.


