Debatten om au pair-kvinder sætter fingeren på et ømt punkt i vores samfund. Ordningen er et synligt eksempel på den type udbytning, som velfærdsstaten ellers har afskaffet, skriver historiker Asser Amdisen.
I øjeblikket raser en debat om au pair-ordningen. Nogle mener, at retten til at få en husholderske til 4-5000 kroner om måneden er både en menneskeret og forudsætningen for, at man kan overskue både et familie og arbejdsliv. Andre - heriblandt regeringen - mener, at ordningen er et hul i lovgivningen, som giver mulighed for at underbetale arbejdskraft fra den tredje verden.
Lad mig bare sige med det samme, at jeg på dette punkt undtagelsesvist er helt enig med regeringen. Hvis ikke man kan ændre ordningen, så den igen - som den oprindeligt var tænkt - kommer til at handle om kulturudveksling, så må den afskaffes - og jo før desto bedre.
Alligevel kan jeg hver eneste gang, diskussionen kommer op, ikke lade være med at tænke på, at den store interesse for at debattere ordningen skyldes, at den gør vores forhold til den tredje verden tydeligt.
I gamle dage for 150 år siden var det helt ordinært, at enhver borger eller landmandsfamilie havde tjenestefolk. Samtidigt puklede en stor del af danskerne på fabrikkerne med produktion af varer, som kunne købes af alle.
Underbukser
Tag underbukser som eksempel. De blev produceret på fabrikker i Danmark af underbetalte arbejdere, hvis døtre tjente som tjenestefolk for en uhyggeligt lav løn.
Så kom velfærdsstaten. Alle blev rigere, og lønningerne steg. De rigtigt rige ejede stadig virksomhederne og var stadig rige, men alle danskere blev rigere og fik del af væksten.
Efterhånden som underbuksefabrikkens arbejdere ville have mere i løn, flyttede man produktionen ud af landet. De arbejdere, som sluttede sig sammen i fagbevægelsen og skabte velfærdsstaten, producerede underbukser til sulteløn, men den produktion findes ikke længere i Danmark.
Men når de selvsamme arbejderes oldebørn køber underbukser til 19.95 kroner i Netto, så ved de jo faktisk godt, at de er produceret af arbejdere i den tredje verden, som stadig arbejder under elendige forhold.
Usynlige arbejdere
Men man kan ikke se dem længere. Den fattige arbejder findes ikke i velfærdsstaten og tyendet forsvandt helt, efterhånden som de blev for dyre.
Den fattigdom og udbytning, som for 150 år siden skabte grobunden for arbejdskamp og det moderne samfund, er ikke afskaffet, men den er blevet skjult og eksporteret, så alle os middelklassedanskere (og det er os, der er flest af) kan udbytte arbejdere i resten af verden uden at skulle se på det.
Vreden over au pair-ordningen kunne derfor skyldes, at vi pludseligt igen kan se, hvordan udbytning virker. Så lad os bakke regeringen op i forsøget på en reformering eller afskaffelse af den ordning, men lad os også huske alle de underbetalte arbejdere, som ikke er synlige.
Hvis ikke solidariteten rækker videre end til de udbyttede, som vi kan se gå rundt med barnevogne i overklasseghettoer, så er velfærdsstaten jo bare en måde at camouflere vores allesammens udbytning af den tredje verden - og det var vel ikke meningen. Vel?
