Mens kræften spreder sig: Nu betaler mælkebonde endelig erstatning

Fire nye tumorer i hjernen. Hospitalsbesøg, scanninger og en uvis fremtid.

Det er virkeligheden for ukrainske Maryna Stepaniuk.

Midt i kampen mod den livstruende kræftsygdom har hun fået en sjælden sejr.

Hun har fået den erstatning, som hun gik glip af, fordi hendes tidligere arbejdsgiver Torben Bro, ikke indbetalte pension.

En kamp på to fronter

Da Fagbladet 3F i juli fortalte hendes historie, kæmpede hun på to fronter:

Mod kræften og mod arbejdsgiveren.

Arbejdsgiveren havde ikke indbetalt de pensions- og forsikringsordninger, som ville have udløst en erstatning ved kritisk sygdom.

Den kamp er nu afsluttet.

Maryna Stepaniuk fik 30. september udbetalt 120.000 kroner i erstatning.

– Ansvaret er mit. Jeg har bedt pensionsselskabet om at beregne, hvad Maryna ville have fået i erstatning ved kritisk sygdom, hvis pensionen var blevet indbetalt korrekt. Beløbet er 120.000 kroner, og det har jeg selv udbetalt til hende, siger Torben Bro.

Kampen mod kræften fortsætter til gengæld.

De fire nye tumorer i hjernen har vist sig på de seneste scanninger.

Alligevel smiler hun, da hun fortæller om den besked, der har givet familien et sjældent lyspunkt i et ellers tungt sygdomsforløb.

– Efter hjælp fra 3F fik jeg min erstatning, siger hun.

For familien kommer pengene på et tidspunkt, hvor hver krone tæller.

Men for hende handlede sagen om mere end økonomi. Det var vigtigt at få bekræftet, at hun ikke havde taget fejl.

– Jeg følte mig snydt, og det betyder meget at få anerkendt, at jeg havde ret. Jeg føler, at jeg har fået retfærdighed.

Kampen om erstatningen

Hun har følt sig fanget i et system, hvor ingen rigtig tog ansvar, da hun kæmpede for erstatning.

– Jeg ville hellere have brugt min sparsomme energi på kræftbehandling og min familie. Først da 3F gik ind i sagen, skete der noget, siger hun.

I dag håber hun, at andre kan lære af hendes historie.

– Man skal kontrollere sine lønsedler og sine pensionsindbetalinger. Jeg stolede på min arbejdsgiver og tænkte ikke nærmere over, at der kunne mangle noget, siger hun.

Kampen mod sygdommen fortsætter

Glæden over erstatningen er dog hurtigt sat i perspektiv af den barske virkelighed, familien lever i.

Familien prøver at holde fast i en hverdag med skole, fritidsaktiviteter og små glæder, selv når sygdommen fylder.

Når samtalen falder på fremtiden, er det især børnene Nazarii og Zakhar, der får hende til både at blive ked af det og lyse op.

Den ældste søn er begyndt at stille flere spørgsmål om sygdommen og tale om sine planer for fremtiden.

– Han har elsket at lave mad, siden han var lille. I skolen har han madlavning, og han kommer hjem med opskrifter, han gerne vil prøve. Man giver ikke op, når man har børn, siger hun.

Familien holder sammen

Den yngste søn prøver at hjælpe og finder ting i naturen, som han mener, kan gøre hende rask.

Hyben for eksempel.

Der er dage, hvor hun næsten ikke kan være alene hjemme og er afhængig af hjælp fra sin mand, Oleksandr Stepaniuk.

Han er midlertidigt fritaget for militærtjeneste i Ukraine for at kunne tage sig af familien.

Men der er også dage, hvor familien forsøger at leve som en almindelig familie. Et højdepunkt var for nylig en sjælden udflugt: en tur i Lalandia.

– Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft mulighed for at slappe så meget af. Det var nogle af de bedste dage, vi som familie kunne ønske os, siger hun.

Troen holder hende oppe

Hun er mest stolt af, at hun ikke har ladet sig knække.

– Jeg er omgivet af gode mennesker. Derudover giver børnene mig en grund til at kæmpe videre.

Hun kender prognoserne og usikkerheden. Tidligere på året vurderede lægerne, at hun kun havde få måneder tilbage at leve i.

– Min tro på Gud holder mig oppe, siger hun.

Håbet er nu, at lægerne kan finde en behandling, som kan holde sygdommen i ro og give hende mere tid med familien.

Hun har sagt til lægerne, at hun vil kæmpe til den sidste tablet.

– Jeg giver ikke op, siger Maryna Stepaniuk.