“Jeg håber på et mirakel”: Da Maryna fik kræft, opdagede hun svigtet fra sin arbejdsgiver

Maryna Stepaniuk sidder i kørestolen i køkkenet i familiens hjem i Ådum i Vestjylland.

Væggene i lejligheden er plastret til med børnetegninger, som de to sønner på 13 og seks år har tegnet.

Hun kan ikke mærke venstre side af kroppen, og når hun skal op ad trappen, må hendes mand hjælpe hende. For et år siden løb hun, trænede og passede sit arbejde på et vestjysk landbrug.

Først mærkede hun ingenting. Så begyndte hun at falde. Hun fik dobbeltsyn, hendes hænder og ben svigtede, og kaffekoppen gled ud af hånden.

På hospitalet stillede lægerne hurtigt diagnosen: Uhelbredelig kræft i hjernen.

Maryna Stepaniuk fik diagnosen den 22. september 2025. Siden er hendes tilstand blevet drastisk forværret.

Lægerne har givet hende mellem fire og seks måneder at leve i.

Fra løbeture til kørestol

– Jeg var et aktivt menneske og i god form, men nu skal jeg have hjælp til alt. Gudskelov husker jeg stadig, og jeg kan tale, siger hun.

Hun ville gerne have brugt de sidste måneder af sit liv med sin mand og børnene uden økonomiske bekymringer.

Men hendes arbejdsgiver indbetalte ikke den pension, han var forpligtet til.

Derfor står Maryna Stepaniuk uden mindst 100.000 kroner i erstatning for kritisk sygdom – penge, der kunne have gjort hendes sidste tid lidt lettere.

Hun bevæger sig mest rundt i kørestol i lejligheden, smerteplaget og dårlig af sygdom og kemoterapi.

Hendes mand Oleksandr Stepaniuk er midlertidigt fritaget for militærtjeneste i hjemlandet Ukraine og er nu hos familien i Danmark.

Han er kandidat i veterinærmedicin, men kan ikke arbejde fuld tid, fordi Maryna har brug for pleje, og børnene har brug for deres far.

Børnene kender sandheden

Oleksandr Stepaniuk og drengene Nazarii og Zakhar på 13 og seks år forsøger at holde humøret oppe og hjælper med det praktiske.

Der er nok at gøre med medicin og hverdagens mange opgaver. Nogle dage kan Maryna Stepaniuk næsten ingenting selv.

– En morgen kan hun måske selv gå på toilettet. En anden morgen beder hun om hjælp, fordi det er svært, og hun ikke kan selv, siger Oleksandr Stepaniuk.

Samtidig prøver familien at give børnene en hverdag. De ved godt, at deres mor er alvorligt syg.

– Først forklarede vi det forsigtigt. Børn hører ord som kræft og onkologi. Derfor valgte vi at fortælle sandheden, siger Maryna og bliver ked af det.

Men den yngste søn forestiller sig stadig, at der sidder et lille “kræftdyr” inde i morens hoved, fortæller den ukrainske landbrugsmedhjælper.

Sygdommen kan ikke helbredes

Maryna Stepaniuk forstod ikke, hvorfor kroppen begyndte at svigte.

På hospitalet fandt lægerne en tumor i hendes hjerne. Senere fik hun besked om, at sygdommen ikke kan helbredes. Behandlingen kan kun forsøge at bremse udviklingen.

Maryna Stepaniuk har gennemgået fem ugers strålebehandling og kemoterapi. Hun får fortsat behandling, når hendes blodprøver tillader det. Men sygdommen har allerede ændret familiens liv.

Flygtede fra krigen

Maryna Stepaniuk troede, at hun var kommet til et land, hvor der var styr på tingene.

Hun kom til Danmark efter Ruslands invasion af Ukraine. Oleksandr Stepaniuk blev tilbage i Ukraine, hvor han gjorde tjeneste i hæren.

Maryna Stepaniuk kendte Danmark i forvejen. Mange år tidligere havde hun været her som praktikant på et landbrug. Da krigen brød ud, kontaktede en tidligere dansk arbejdsgiver hende og tilbød at hente hende ved grænsen til Polen.

Hun fandt efterfølgende arbejde hos mælkeproducent Torben Bro i Ådum som landbrugsmedhjælper. Børnene kom i skole og børnehave, og familien forsøgte at skabe en ny hverdag i Danmark. Maryna Stepaniuk ville yde en indsats. Hun ville ikke leve af hjælp eller offentlig støtte, fortæller hun.

Stolede på arbejdsgiveren

Det gør ondt på Maryna, at den arbejdsgiver, hun stolede på, ikke hjalp hende, da hun havde allermest brug for det.

Hun fortæller, at hun kort før sin diagnose også følte sig presset til at underskrive en lokalaftale, der var dateret fem år tidligere – to år, før hun blev ansat.

Her fraskrev hun sig overtidsbetaling.

Hun turde ikke sige nej til landmanden, som har overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening (KA).

Fagbladet 3F har tidligere beskrevet sagen og forelagt kritikken for arbejdsgiveren Torben Bro. Han ønsker ikke at kommentere den.

– Det er et internt anliggende. Jeg har aldrig fået klager, og alle har været glade og tilfredse, lyder det fra mælkeproducenten Torben Bro.

– Jeg føler mig så svigtet, siger Maryna Stepaniuk.

Oleksandr Stepaniuk har også svært ved at forstå, at familien kunne ende i den situation.

– Jeg kan ikke få det til at give mening i mit hoved. Jeg kunne ikke forestille mig, at den slags kunne ske i Danmark. Ikke engang i Ukraine ville det kunne ske, siger han.

I dag lever familien af sygedagpenge, lidt hjælp fra familie og venner og det, der er tilbage af deres opsparing. Oleksandr Stepaniuk håber, at sagen får betydning for andre.

– Vi håber, at arbejdsgiveren får en ordentlig lærestreg, så andre ikke kommer i samme klemme, siger han.

Håber på mere tid

Maryna Stepaniuk står frem, fordi hun ikke vil have, at andre udenlandske arbejdere ender i samme situation. Hendes råd er klart: Kontakt en fagforening. Læs kontrakten, og spørg ind til løn, pension og forsikringer.

– Overenskomst og fagforening er meget vigtigt. Man må ikke bare gå ud fra, at alt er i orden. Ingen giver automatisk al information, siger hun.

Hun holder en pause og trækker vejret dybt.

Hun har skrevet, ringet og forsøgt at forstå systemet, samtidig med at hun har været igennem en hård behandling for den uhelbredelige hjernetumor.

Hun har lige fået sin sidste kemobehandling.

Oleksandr Stepaniuk og sønnerne ved endnu ikke, hvordan fremtiden skal se ud uden Maryna.

– Jeg har i det mindste prøvet alt, hvad der var i min magt. Nu tager vi en dag ad gangen, jeg håber på et mirakel, og at gud giver os mere tid.