Kasper ødelagde ryggen: Så satte forsikringsselskab turbo på klagerne

Kasper Winther har for ondt til fysisk arbejde efter en arbejdsulykke i 2020. Men erstatningen lader vente på sig, fordi forsikringsselskabet Balticfinance klager hele tiden.
- Den tidligere vaskeriarbejder Kasper Winther venter fortsat på erstatning for en arbejdsulykke tilbage i 2020.
- Han fik en rygskade, mens han arbejdede på vaskeriet og venter på en byretssag for at få sin erstatning på 50.000 kr.
- Balticfinance ligger helt i top med klager i arbejdsskadesager og har varslet, at de nu har droppet "bagatelsager".
Et forkert vrid i ryggen satte i 2020 3F’er Kasper Winther så meget ud af spillet, at han måtte opgive jobbet som vaskeriarbejder og glemme alt om fysisk arbejde fremover.
Han har for længst fået anerkendt arbejdsskaden og et varigt mén på fem procent af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
Men han venter på sin erstatning, fordi forsikringsselskabet Balticfinance igen og igen klager over afgørelser i hans arbejdsskadesag.
– Det er frustrerende, at Balticfinance trækker tiden. Måske de håber, at jeg giver op. Men det kommer aldrig til at ske, siger 39-årige Kasper Winther, der bor i Vrå i Nordjylland.
Sagen ender i retten
Han arbejdede på et vaskeri og fik et slemt vrid i ryggen, da han skulle løfte nogle måtter. Han har genoptrænet ryggen, men døjer stadigvæk dagligt med smerter.
– Jeg har for ondt til fysisk arbejde, siger han.
Derfor har han uddannet sig til pædagog og arbejder på et døgntilbud.
Det her handler ikke om flere millioner. Det er forkasteligt, at de kører en så lille sag så langt ud
Kasper Winther
Erstatningen ligger tæt på 50.000 kroner – i den lave ende af skalaen, men Balticfinance vil alligevel have sagen afgjort i en retssal.
– Det her handler ikke om flere millioner. Det er forkasteligt, at de kører så lille en sag så langt ud, siger han.
Balticfinance i top med klager i arbejdsskadesager
Når en 3F’er kommer til skade i en arbejdsulykke, kan det være en langtrukken proces at få en endelig afgørelse i sagen og i sidste ende erstatning. Her spiller forsikringsselskabet Balticfinance en kedelig hovedrolle.
Balticfinance ligger langt over de øvrige store forsikringsselskaber, når det kommer til antal klager i arbejdsskadesager i perioden 2016-2025.
Selskabet har klaget til Ankestyrelsen i hele 25 procent af afgørelserne fra AES. Det er langt mere end Tryg på andenpladsen.
Trækker Ankestyrelsen i retten
Kasper Winthers sag har trukket ud, fordi Balticfinance har klaget over afgørelsen fra AES til Ankestyrelsen, der efterfølgende stadfæstede det varige mén på fem procent.
Balticfinance brugte så knapt et år på at nå frem til, at de vil stævne Ankestyrelsen, hvilket de gjorde i november 2024. Nu venter Kasper på, at der bliver berammet en byretssag.
– Jeg har ventet fem år og aner ikke, hvornår sagen kommer for retten. Jeg føler mig dårligt og uretfærdigt behandlet. Jeg blev også ramt hårdt økonomisk og skulle have brugt erstatningen, da jeg blev omskolet, siger Kasper Winther.
Balticfinance forhåndsanker stort set alle de sager, jeg har med dem. Det er helt absurd.
Kim Pedersen
“Helt absurd”
Kim Pedersen, socialrådgiver hos 3F Skagerak, har Kasper Winthers sag, og han kritiserer også selskabet for deres store klagelyst.
– Balticfinance forhåndsanker stort set alle de sager, jeg har med dem. Det er nærmest hverdag. Det er bare sådan, de gør. Det er for ringe og helt absurd, siger Kim Pedersen.
Kasper Winther er bare en ud af en række 3F’ere med en arbejdsskade, der er blevet ramt af Balticfinances store lyst til at klage på livet løs.
Stor klagelyst rammer flere 3F’ere
Tidligere har Fagbladet 3F skrevet om Johnny Peter Bro Stoffersen Andersen, der venter og venter på erstatning, efter at have brækket begge hæle.
Murer Søren Burgaard Nielsen er også ramt af Balticfinances mange klager. Han ødelagde sin skulder i en arbejdsulykke i 2022, og venter stadig på erstatningen på 650.000 kroner.
Balticfinance: Vi har droppet bagatelsager
Fagbladet 3F har forelagt kritikken om Kasper Winthers sag over for Balticfinance, men har endnu ikke fået et svar.
Tidligere har Fagbladet 3F spurgt Balticfinance, hvorfor de klager over langt flere afgørelser end de øvrige forsikringsselskaber og har modtaget et skriftligt svar fra Maria Lee Berndt, der er “executive assistant to CEO” i Balticfinance:
– Årsagen til at Balticfinances andel af påklagede afgørelser er højere, skyldes at vi historisk har sendt en større andel bagatelsager til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Den arbejdsgang er ændret, og det er vores forventning, at det på længere sigt vil kunne ses, således at vores andel af påklagede sager vil ligge på niveau med branchens, lyder det fra hende.
