Forsikringsselskab anker igen og igen: Syge må se langt efter erstatning

Hvis du kommer ud for en ulykke på jobbet og vil have erstatning, kan du risikere at vente rigtig, rigtig længe hos forsikringsselskabet Balticfinance.
- Balticfinance ligger langt over de øvrige store forsikringsselskaber, når det kommer til antal klager i arbejdsskadesager i perioden 2016-2025.
- En af dem, der er ramt af den langsommelige behandlingstid hos Balticfinance, er murer Søren Burgaard Nielsen fra Auning.
- I 3F Randers kalder socialrådgiver Henrik Hald sagsforløbet i Søren Burgaard Nielsens arbejdsskadesag for "grotesk".
Når en 3F’er kommer til skade i en arbejdsulykke på jobbet, kan det være en langtrukken proces at få en afgørelse i sagen og i sidste ende erstatning.
Her spiller forsikringsselskabet Balticfinance en kedelig hovedrolle.
Balticfinance ligger langt over de øvrige store forsikringsselskaber, når det kommer til antal klager i arbejdsskadesager i perioden 2016-2025:
Selskabet har klaget til Ankestyrelsen i hele 25 procent af afgørelserne fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
Det er langt mere end Tryg på andenpladsen.
Har ventet længe på 650.000 kroner
En af dem, der er ramt af den langsommelige behandlingstid hos Balticfinance, er murer Søren Burgaard Nielsen fra Auning.
Han ødelagde sin skulder i en arbejdsulykke i juni 2022. Ankestyrelsen afgjorde, at hans erhvervsevne er nedsat med 65 procent, og det udløser en erstatning på godt 650.000 kroner. Men han har endnu ikke set en krone.
Det er arbejdsgiverens forsikringsselskab, Balticfinance, der skal betale, men det har de ikke gjort. Balticfinance har klaget igen og igen til Ankestyrelsen over AES’ afgørelser i Søren Burgaard Nielsen sag, og det har trukket ventetiden på en endelig afgørelse langt ud.
– Gad vide, om Balticfinance bare venter på, at jeg dør, så de er fri for at betale, siger Søren Burgaard Nielsen.
Balticfinance er nemlig ikke på noget tidspunkt kommet med en begrundelse for deres klager.
Balticfinance klager i flæng og er nogle af de værste.
Pernille Christensen
Som lovgivningen er i dag, kan et forsikringsselskab klage igen og igen til Ankestyrelsen over afgørelser i AES uden at komme med en begrundelse. Og Ankestyrelsen er forpligtet til at behandle sagerne.
3F-afdelinger: Et stort problem
Fagbladet 3F har været i kontakt med en række 3F-afdelinger, der alle melder om problemer med Balticfinance og ubegrundede klager, der trækker tiden ud.
I 3F Randers kalder socialrådgiver Henrik Hald sagsforløbet i Søren Burgaard Nielsens arbejdsskadesag for grotesk.
– Vi har ingen handlemuligheder, når Balticfinance klager over afgørelser uden en begrundelse. Det er utilstedeligt, den måde Søren Burgaard Nielsen bliver behandlet på, siger han.
I 3F Aalborg er socialrådgiver Pernille Christensen også kritisk overfor de mange ubegrundede klager, der forhaler afgørelserne.
– Balticfinance klager i flæng og er nogle af de værste, siger Pernille Christensen, der aktuelt har fem sager liggende på Balticfinance.
Hos 3F Skagerak lyder meldingen fra socialrådgiver Kim Pedersen:
– Balticfinance forhåndsanker stort set alle de sager, jeg har med dem.
I 3F Viborg kalder sagsbehandler Maiken Jæger klagerne uden begrundelse for “et stort problem”.
Vil ændre arbejdsgang
Balticfinance er stiftet i Danmark og har 20 års erfaring på det skandinaviske og tyske forsikringsmarked.
Fagbladet 3F har spurgt Balticfinance, hvorfor de klager over langt flere afgørelser end de øvrige forsikringsselskaber.
– Årsagen til, at Balticfinances andel af påklagede afgørelser er højere, skyldes, at vi historisk har sendt en større andel bagatelsager til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, lyder det i et skriftligt svar fra Maria Lee Berndt, der har titel af “executive assistant to CEO” i Balticfinance.
– Den arbejdsgang er ændret, og det er vores forventning, at det på længere sigt vil kunne ses, således at vores andel af påklagede sager vil ligge på niveau med branchens, lyder det videre i svaret.
Fagbladet 3F har også forelagt kritikken fra 3F-afdelingerne over for Balticfinance, men har ikke fået et svar.
