Rystende statistik over dødsulykker – og året er ikke slut endnu

I løbet af de første 17 dage af oktober har hele fem personer mistet livet, mens de var på arbejde. Rystende og fuldstændig uacceptabelt, lyder det fra 3F.
- Året 2025 ser allerede nu ud til at have flere dødelige ulykker på jobbet end hele 2024.
- Der er registreret hele fem dødelige ulykker på jobbet i oktober 2025.
- I 3F kalder forbundssekretær Lene Krabbe Dahl tallene for "rystende".
Der mangler fortsat næsten to en halv måneder af året.
Alligevel ser 2025 allerede nu ud til at blive et år med flere dødelige ulykker på jobbet end 2024.
Det viser en optælling, som Fagbladet 3F har lavet på baggrund af egne og Arbejdstilsynets registreringer.
Alene i oktober, som vi kun er 17 dage inde i, har der været hele fem ulykker på jobbet, der har haft dødelig udgang.
Og dermed har nu 31 personer i år mistet livet, mens de var i gang med at passe deres arbejde, viser optællingen.
I 3F er forbundssekretær Lene Krabbe Dahl oprevet over tallene:
– Det er rystende og fuldstændig uacceptabelt, at vi bare en halv måned inde i oktober har set fem dødsulykker på arbejdspladsen, siger hun.
Tre døde i Flemløse
Kaster man blikket et år tilbage, var der ifølge Arbejdstilsynets registreringer i alt 30 personer, der afgik ved døden i forbindelse med deres job i 2024.
Blandt andet omkom tre mænd i den alvorlige ulykke ved biogasanlægget i Flemløse, da taget på en silo styrtede sammen. En ulykke, som Fagbladet 3F har afdækket i flere artikler.
I år er der så allerede nu registreret et ekstra dødsfald i forhold til de 30 fra sidste år.
Når 2025 øjensynligt overgår sidste års dødstal, vidner det om et massivt svigt af arbejdsmiljøet, lyder det fra Lene Krabbe Dahl:
– Vi taler her om mennesker, der potentielt stadig kunne have været i live, hvis deres arbejdsgivere havde taget sikkerheden alvorligt, siger hun.
To dødsulykker på første dag i måneden
Ulykkerne i oktober har spædet godt til den ulykkelige statistik for i år.
Første dag i måneden startede nemlig med hele to dødsfald.
En 65-årig chauffør døde, da han kom i klemme under aflæsning af grise ved en landbrugsejendom.
Og samme dag døde en mand i 80’erne, der arbejdede frivilligt, efter en ulykke, hvor han under krydsning af sporvognsspor blev påkørt og fastklemt under en trolley.
Senere i oktober er tre dødsulykker kommet til.
En 55-årig fisker fra Hanstholm omkom, da et skib i stormvejr kolliderede med molen, hvilket resulterede i et hul i skroget.
En 62-årig mand blev dræbt i en arbejdsulykke ved det gamle rådhus i Horsens, som er under ombygning.
Og så afgik en vejarbejder ved døden mandag morgen i denne uge. Det skete, efter han fredag var blevet påkørt af en varebil under vedligeholdelsesarbejde ved Tårnbytunnelen på Amager.
I 3F siger Lene Krabbe Dahl, at de høje dødstal også viser, at virksomheder for længe har sluppet for let, når deres medarbejdere mister livet på arbejdspladsen.
– Det understreger endnu en gang, at der skal langt hårdere straffe til, når arbejdsgivere gambler med folks liv. For det må aldrig kunne betale sig at sende sine medarbejdere på arbejde uden ordentlig sikkerhed, siger hun.
Tidligere på måneden indgik regeringen, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet en ny aftale, der netop betyder, at i sager om blandt andet dødsulykker vil det blive nemmere at straffe de ansvarlige med en fængselsdom.
