Johan Gadegaard sidder med en nagende fornemmelse i stuen i hjemmet i Flynder en januar-aften 2023. Han ved, at der venter en nat, hvor han vender og drejer sig.
Der er en fyringsrunde på vej på Folkebladet Lemvig. Han og kollegaerne har fået at vide, at dem, der bliver opsagt, bliver ringet op af chefen senest klokken otte næste morgen.
De seneste 15 år har fotografen overlevet den ene fyringsrunde efter den anden. Men denne aften når han aldrig at lægge hovedet på puden, før telefonen på sofabordet vibrerer.
Det er chefen, der ringer.
– Så ved jeg godt, hvad klokken har slået. Han sagde, at det ikke var med sin gode vilje, men han havde ikke noget valg, siger Johan Gadegaard, der bliver opsagt efter 37 år som fotograf på avisen.
– Først bliver jeg noget rystet. Men ret hurtigt bliver jeg faktisk lettet. Og jeg sover roligt den nat alligevel, husker Johan Gadegaard.
Han er en af en række medieansatte, der har skiftet en presset og stressende branche ud med 3F-fag.
Du skal da køre bus, Johan
For bare anden gang i sit arbejdsliv – i en alder af 60 år – skal han på jobjagt, og alle muligheder er åbne.
Allerede samme aften går han i ”løsningsmode” og leder efter job på nettet og i aviser. Han falder blandt andet over annoncer for at blive kirkegraver, som han overvejer.
Men en kollega med stor interesse for busser får ham pludselig på andre tanker.
– En dag siger han: ”Du skal da køre bus, Johan”. Det havde jeg faktisk ikke tænkt meget over, men jeg kunne godt se, at det var en branche med gode jobmuligheder, siger Johan Gadegaard.
På seks uger tager han buskørekort i sin opsigelsesperiode.
At det lige var skolebus, han endte med at køre, var ikke givet. Men det er hér, vi møder Johan Gadegaard en fredag eftermiddag knap to år efter fyringen: Bag rattet på en holdeplads ved et brunt, regnvådt busskur og et æbletræ med “fantastiske æbler” i Bækmarksbro i Vestjylland.
Godt 100 meter væk ligger en lille skole, Tangsø Skole, med 96 elever.
Johan Gadegaard smiler venligt til de seks elever, der stiger ind på den første af hans to eftermiddagsture.
Det er skønt at køre med de her unger. Især på en dag som i dag, hvor der er lidt fredagsstemning.
Johan Gadegaard
Selvom det er en grå og undseelig decemberdag, er der højt humør i bussen. Især helt foran, hvor to af de yngste elever leger “gul bil”, griner højlydt og taler om weekendplaner.
– Det er skønt at køre med de her unger. Især på en dag som i dag, hvor der er lidt fredagsstemning, siger Johan Gadegaard, der nu i et års tid har kørt skolebus 30 timer om ugen.
Han er glad for, hvor han er havnet, fortæller han og sætter bussen i gang, der kører forbi en svømmehal og en Spar, før den er ude af byen.
Det var han egentlig også i mange år i jobbet som fotograf. Han nød at være en flue på væggen og lave reportage-billeder. Og at han ikke anede, hvordan dagene forløb.
– Jeg kunne lide, når jeg ikke altid vidste, hvilke billeder jeg kom hjem med. Og spændingen, når der var orkan, ildebrande eller lignende – når der skete noget uventet her og nu. Det ligger nok i blodet hos de fleste fotografer, siger Johan Gadegaard.
”Gad vide, om vi er her næste år?”
Men dagene blev mere tilrettelagte – ”topstyrede”, forklarer han.
Reportagerne blev færre, og han fik ofte snævre rammer for, hvad han skulle tage billeder af.
– Det tog al kreativiteten og de sjove overraskelser ud af mit arbejde. Jeg følte, at jeg blev brugt helt forkert, og det frustrerede mig, siger han.
Men også de tiltagende fyringsrunder – ”salami-metoden”, som han kalder den – gav den garvede fotograf ondt i maven.
– Folk havde altid stenansigter op til fyringsrunderne. Og det er nok 10 år siden, at jeg og en af mine fotografkolleger begyndte at spørge: ”Gad vide, om vi er her næste år?” Det var enormt stressende at gå rundt med en konstant frygt for at blive fyret. Det mærkede min kone nok også, når jeg kom hjem, siger Johan Gadegaard.
Han drejer rattet med rolige, vante bevægelser, når han svinger ad de små snoede landeveje. Det er typisk de samme elever, han har med, og dermed ofte de samme ruter, han kører hver morgen klokken 6:34 og på de to eftermiddagsture, der slutter omkring 16:30.
Men det gør ikke jobbet kedeligt, siger han.
– Det er det langt fra, for der så forskellig stemning i bussen. Nogle gange er børnene glade og snakker løs med mig eller hinanden – andre gange sidder de for sig selv. Det skaber liv og variation.
– Og den kombination er noget af det, jeg bedst kan lide ved jobbet. Øjeblikke med snak – og øjeblikke, hvor jeg mere kan slå hovedet fra og lade batterierne op igen. Det passer godt til min lidt introverte natur, tilføjer han.
Hun nåede ikke at blive færdig
Stopskiltet i bussen lyser rødt. ”På gjensyn” står der, når børnene høfligt siger ”tak for turen” og stiger af bussen.
En af de sidste, der bliver sat af, er en pige, der også har siddet oppe foran. Under hele turen har hun siddet stille for sig selv og kigget ud på landskabet med få huse, golde marker og nøgne træer.
– Andre dage behøver du blot sige hej, og så snakker hun hele turen. Jeg havde en dag, hvor hun allerede, fra hun steg ind, fortalte om en spændende drøm, hun havde haft. Hun nåede ikke at blive færdig et kvarter senere, da jeg satte hende af, siger Johan Gadegaard, der tror, det betyder noget, at eleverne genkender chaufføren.
– Nogle – især de små – kan godt have brug for voksenkontakt, og vi lærer hinanden at kende efterhånden. Det er enormt hyggeligt for mig, men jeg tror også, at det giver dem en tryghed i hverdagen, siger han.
Johan Gadegaard er tilbage ved holdepladsen og mopper gulvet i bussen rent. Han fanger sig selv i at sige ”vi” om Folkebladet Lemvig og slår ud med armene.
– Det er sgu svært at vænne sig af med efter 37 år, griner han.
Han elsker stadig at fotografere. I ny og næ laver han freelance-opgaver for magasinet Vestkysten mellem sine busture og ”har næsten frie tøjler”.
Så slog det mig, at jeg bare slappede 100 procent af og nød det. Det var en følelse, jeg ikke havde haft i flere år.
Johan Gadegaard
Men han har også erkendt, at han ikke kommer til at fotografere på fuld tid igen.
– Der er nogle af mine tidligere kollegaer, der er blevet fyret, som har lagt hele deres identitet i at være fotograf. Det har jeg ikke på samme måde, og det, tror jeg, har gjort det lettere at komme videre, siger Johan Gadegaard.
– Du er gladere, når du kommer hjem
Allerede kort efter fyresedlen for to år siden fik han ”en ny ro”. Det mærkede han en forårsdag sidste år, da han gik tur med hunden.
– Jeg gik langs Flynder Å på en rigtig lækker forårsdag med solskin. Så slog det mig, at jeg bare slappede 100 procent af og nød det. Det var en følelse, jeg ikke havde haft i flere år. Den dyne, der havde ligget over mig med frustrationer og frygt for fyringsrunder, var pist væk.
Og roen er varet ved i jobbet som buschauffør, har både han og konen bemærket.
– Blot en uge efter jeg startede her, sagde hun: ”Du er altså meget gladere, når du kommer hjem”. Og det er jeg jo også, siger han.
Johan Gadegaard stiller moppen tilbage i baljen. ”Det må være godt nok”, smiler han tilfreds.
Han mangler en sidste tur, inden han vender tilbage ved æbletræet, stempler ud og kører hjem til konen for at holde weekend.
Mandag kører han samme tur klokken 6:34. Der venter ingen orkaner og ildebrande længere, men det gør ham ikke spor – for dynen over hovedet er væk.