63-årige Henrik Flødstrups karriere har taget noget af en kolbøtte.
Efter knap tre årtier som journalist på Ekstra Bladet blev hans stilling forrige år nedlagt. Nu har han lagt faget helt på hylden og netop færdiggjort et vagt- og dørmandskursus.
– Det har været sjovt, men også mærkeligt at vende tilbage på skolebænken. Pludselig er du den, der stiller alle de dumme spørgsmål og henter kaffe, siger Henrik Flødstrup.
En dag tænkte jeg: ”Fuck det, nu gør jeg det sgu”.
Tyson Lyall
Han er en af en række ansatte i mediebranchen, Fagbladet 3F har talt med, der har skiftet den pressede branche ud med faglærte og ufaglærte job, blandt andet 3F-fag.
– Jeg bliver nødt til at prøve noget nyt, for denne her branche er i frit fald, siger Henrik Flødstrup.
Flere kigger mod nye brancher
Hos Dansk Journalistforbund genkender man udviklingen af medieansatte, der kigger mod nye brancher, siger formand Tine Johansen.
– Der er flere og flere af de samtaler, vi har med medlemmerne i mediebranchen, som handler om, hvordan man skifter spor midt i sit arbejdsliv – blandt andet til 3F-job, siger hun.
– Det viser jo, at vores medlemmer er pressede. Der har været en masse opslidende fyringsrunder de seneste år, fordi mediehusene har enormt svært ved at tjene penge.
En rundspørge blandt medlemmer af Dansk Journalistforbund viser, 63 procent er bekymrede for, om de kan blive i deres fag frem til pensionsalderen. Af dem svarer mere end halvdelen, at de overvejer på et tidspunkt helt at forlade medie- og kommunikationsbranchen.
Det er lidt vemodigt, men nu er jeg vagt og ikke journalist mere. Og jeg glæder mig faktisk til at komme ud i en branche, hvor man kan bruge en som mig.
Henrik Flødstrup
Konstante fyringsrunder
Henrik Flødstrup var i mange år glad for jobbet på Ekstra Bladet, hvor han var med til at redigere papiravisen. Men de hyppige afskedigelser på mediet påvirkede arbejdsglæden.
– Til sidst var jeg ret frustreret, for vi skulle hele tiden løbe stærkere, og den næste fyringsrunde ventede ofte lige rundt om hjørnet, siger han.
I 2022 blev det så hans tur til at ryge i en fyringsrunde, der især ramte ansatte over 50. En ”ærgerlig og trist” måde at slutte på, siger Henrik Flødstrup, der nu skulle ud og lede efter nyt job.
– Men du kan godt glemme at få job i mediebranchen, især når du er over 60 år. Jeg havde mange kaffeaftaler, men der var bare helt lukket.
Lige nu er der 5,5 procent fuldtidsledige i forbundet, fortæller formanden i Dansk Journalistforbund. Samtidig er antallet af løst tilknyttede svagt stigende.
Blandt alle danskere er der 3,0 procent arbejdsløse, viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik.
Positivt overrasket
Efter halvandet år som ledig fik Henrik Flødstrup øjnene op for vagtbranchen, hvor der er gode jobmuligheder.
Han kunne godt se sig selv arbejde på et museum, fortæller han, og i efteråret blev han færdig med et seks uger langt kursus som vagt- og dørmand.
– Det har været fantastisk at lære så meget nyt på så kort tid. Du lærer at konflikthåndtere, yde førstehjælp og alt muligt, du også kan bruge i din hverdag, siger han.
Flere af hans tidligere kollegaer har fået job som vagt, buschauffør og bagagearbejder i Københavns Lufthavn og har opgivet mediebranchen. Det samme har Henrik Flødstrup.
– Det er lidt vemodigt, men nu er jeg vagt og ikke journalist mere. Og jeg glæder mig faktisk til at komme ud i en branche, hvor man kan bruge en som mig. Det er en kæmpe kontrast, siger Henrik Flødstrup.
Misundte håndværkervenner
Også 38-årige Tyson Lyall har lavet sporskifte til et 3F-fag, efter han for to år siden sagde farvel til mediebranchen.
Han arbejdede i 12 år som journalist og redaktør på online-mediet Altinget.dk, men fik en større og større interesse for tømrerfaget.
– Jeg havde i lang tid misundt mine håndværkervenner, der kunne bygge alt muligt, og jeg havde en stor lyst til at prøve noget nyt.
– Så en dag tænkte jeg: ”Fuck det, nu gør jeg det sgu”, tilføjer Tyson Lyall, der sagde op og søgte ind på tømreruddannelsen.

– Jeg har fri, når jeg har fri
Tyson Lyall har i et år været voksenlærling hos en virksomhed i Præstø. Og det er en væsentlig anden tilværelse end den som redaktør.
– Det er et kæmpe skridt nedad i hierarkiet at gå fra at være redaktør og til at være helt grøn og den dårligste på byggepladsen. Men sådan noget med titler og et fint CV, det er jeg fuldstændig ligeglad med, siger han.
Han nyder at være udenfor og bruge kroppen. Og han er blevet en mere nærværende forælder, efter han er startet som tømrer.
– Når du er journalist, så siver arbejdet ind i alle sprækker af din tilværelse. Du kan sidde og vente på en kilde sent om aftenen eller vågne om natten og lige ændre en overskrift. Men her har jeg fri, når jeg fri, og det er dejligt, siger Tyson Lyall.
Tømrerlærlingen savner Altinget som arbejdsplads – men fortryder langt fra skiftet væk fra journalistfaget.
– Jeg savner overhovedet ikke mit gamle erhverv. Det er måske lidt underligt, men jeg tænker slet ikke på det, siger Tyson Lyall.

