Den arbejdsløse akademiker Sigrid Nielsen har efterhånden deltaget i omkring fem kurser om LinkedIn og networking via jobcenteret.
Næste gang bliver det måske et kursus i rengøring.
– Jeg bliver skudt i skoene, at jeg er for fin til at tage et ufaglært arbejde. Det er jeg på ingen måde. Jeg vil med glæde vaske trapper, siger Sigrid Nielsen.
Kommentaren falder i kølvandet på den debat, Sigrid Nielsen startede med en kronik i Dagbladet Information, hvor hun beretter om sine oplevelser som arbejdsløs humanist på jobcenteret.
Hun har læst dansk og kulturmødestudier på Roskilde Universitet. Men her, næsten 10 måneder efter hun blev færdig med uddannelsen, har hun ikke kunnet finde job, selvom hun har søgt bredt.
I kronikken fortæller hun om, hvordan jobrådgivere har foreslået hende at søge arbejde som cater eller trappevasker, hvilket har gjort hende vred og skuffet.
– Det giver mig bare en følelse af, at jeg ikke er værdifuld. At det, jeg har brugt fem år på, ikke er noget, der er behov for, siger hun.
Det er som at sige, at hvis du kan bruge en saks, så kan du også klippe hår
Sigrid Nielsen
Men kronikken har også affødt en del kritik. I Dagbladet Politiken skriver arbejdsmarkedskommentator Lawand Hiwa Namo, at akademikere, der vælger ledighed frem for et ufaglært arbejde ”undergraver dagpengesystemet”.
Også blandt Fagbladet 3F’s læsere er Sigrid Nielsen blevet skudt i skoene, at hun ”snobbet” og ”for fin til ufaglært arbejde”.
– Men folk har jo ikke læst mit CV. Jeg har lavet masser af ufaglært arbejde i køkken, på plejehjem og i børnehaver, siger Sigrid Nielsen.
Skal holde fast i fagligheden
Man bliver aldrig en god rengøringsassistent, hvis man hverken har kvalifikationerne eller motivationen, mener Lydia Frydendal Callesen, formand i 3F Den offentlige Gruppe.
Og det er Sigrid Nielsen enig i.
– Man negligerer rengøringsfaget, når man påstår, at jeg skulle være perfekt til at vaske trapper, når jeg hverken har erfaring eller relevante kurser, siger hun.
– Det er som at sige, at hvis du kan bruge en saks, så kan du også klippe hår.
Kunne du ikke tage nogle kurser, så du kunne lære at vaske trapper?
– Jo, det kunne jeg sagtens, og det ender jeg nok også med.
– Men jeg har allerede søgt en masse ufaglærte jobs i børnehaver, som receptionist og ved kassen i Magasin, men der får jeg smidt i hovedet, at jeg er overkvalificeret, og nok smutter, så snart jeg finder noget fagrelevant.
Men ville du ikke også smutte så snart du fandt noget fagrelevant?
– Jo, det ville jeg nok. Men det er ikke anderledes end mange andre jobs. Man kan jo aldrig love en arbejdsgiver hvor længe man bliver i jobbet.
Frygten for, at en akademiker ville smutte fra et ufaglært arbejde, så snart de fandt noget fagrelevant, deler Peter Overgaard, administrerende direktør i Catering Danmark.
Han kunne aldrig finde på at fastansætte en akademiker af samme årsag.
Jeg har gået i folkeskole og gymnasie i den tid, hvor vi fik tudet ørene fulde med, at vi skulle tage lange videregående uddannelser.
Sigrid Nielsen
Når virkeligheden rammer
Sigrid Nielsen beskriver sig selv som en generalist med en bred viden i sit fag, der derfor kan bidrage i mange forskellige brancher.
Men nogle vil nok spørge: Hvad havde du forestillet dig, da du tog den uddannelse?
Det er et stort spørgsmål, mener Sigrid Nielsen.
– Jeg har gået i folkeskole og gymnasie i den tid, hvor vi fik tudet ørene fulde med, at vi skulle tage lange videregående uddannelser. Den virkelighed står jeg i nu, siger hun.
– Måske skulle jeg have valgt noget mere fagspecifikt, men jeg synes også, at man skal vælge sin uddannelse og sit arbejdsliv ud fra det, man synes er spændende og der, hvor man skaber værdi.
Sigrid Nielsen er en del af et netværk for humanister. De har det til fælles, at de ikke føler sig mødt af jobcenteret.
Og akademikeren er langt fra alene om at føle sig i vildrede over jobmarkedet, i netværksgruppen.
– Èn er blevet sygemeldt af at være i dagpengesystemet, én arbejder i Netto. Nogle står også overfor den virkelighed, at de nu bliver smidt på kontanthjælp, siger hun
Sigrid Nielsen har omkring to måneder tilbage på dagpenge. Hvad der skal ske derefter, vil hun tage til den tid.
– Jeg har en idé om, at det ikke bliver et dilemma. Jeg regner med at have et job inden. For jeg søger alting.

