Hans havde egentlig fået nej: Nu kan der være godt nyt på vej

Hans Hansen har fået nej til Arne-pension. Men efter regeringens udspil bliver der måske alligevel et års Arne-pension, hvis han får brug for det.
- Hans Hansen var ved at acceptere, at han ikke ville få Arne-pension på grund af mangel på tilknytning til arbejdsmarkedet.
- Men nu har regeringen foreslået at udvide ordningen, og hvis det vedtages, kan Hans Hansen måske få et års Arne-pension.
- Hans Hansen vil gerne arbejde så længe som muligt, men synes udvidelsen passer godt ind i hans fysisk hårde arbejdsliv - som en tryghed.
Hans Hansen havde egentlig affundet sig med, at der ikke var udsigt til nogen Arne-pension til ham.
For han mangler nemlig fire måneders tilknytning til arbejdsmarkedet for at få ret til at gå på Arne-pension ét år før folkepensionsalderen.
I hvert fald efter de regler, som gælder nu.
Hans Hansen er 62 år, så folkepensionist bliver han på sin 68-års fødselsdag.
Men så kom regeringens udspil om at udvide Arne-pensionen forleden. Og bliver det vedtaget i Folketinget, ser det ud til, at Hans Hansen får mulighed for at få Arne-pension i ét år.
– Det er ikke sikkert, jeg vil benytte det. Men vi kender ikke fremtiden, og det er rart at have et års Arne-pension i baghånden, siger Hans Hansen, der bor i Helsingør.
Vil arbejde så længe som muligt
Tidligere i september præsenterede regeringen det udspil, som indfrier valgløfterne fra foråret: Arne-pension skal udvides både i længde og ydelse.
Nu er også lovforslaget lagt frem, og det skal forhandles i Folketinget i efteråret. Med opbakning fra regeringen plus Enhedslisten og Alternativet synes flertallet at være sikret.
– Det passer lige ind i mit arbejdsliv. Jeg vil arbejde så længe som overhovedet muligt, for jeg elsker mit arbejde. Men jeg har altid haft fysisk hårde job, siger Hans Hansen, der har været operatør på Novo i Bagsværd i seks år.
Han kom på arbejdsmarkedet som 18-årig og har blandt andet været truckfører. Før Novo lastede han fly for SAS i lufthavnen i 23 år.
At hans tilknytning til arbejdsmarkedet ikke rækker til Arne-pension i længere tid, skyldes blandt andet en længere udlandsrejse, da han var ung – og som ikke kan tælles med.
“Ja – jeg er bekymret”
I dag har Hans Hansen en diskusprolaps i ryggen. På et tidspunkt var det så slemt, at han næsten ikke kunne gå.
Nu træner han for at holde sig i form – og fordi han kan lide det.
– Men ja – jeg er bekymret for, om jeg kan holde helt indtil folkepensionsalderen. Og hvis det skulle ske, vil jeg ikke igennem en masse arbejdsprøvning og udredning. Jeg vil gerne selv bestemme.
– Derfor er det rigtig fint, at jeg kan stoppe et år før min folkepensionsalder, hvis det bliver nødvendigt. Det giver et års tryghed, mener han.
Den dag kan komme, hvor man er helt udkørt, og ingen har glæde af mig længere. Så er Arne-pensionen jo alle tiders mulighed
Hans Hansen
Kan godt bruge de 3.000
Som operatør i Novo har Hans Hansen en god løn, og han har ingen gæld i hverken bil eller bolig, så økonomien ser fornuftig ud.
Det vil den også gøre med en Arne-pension. Særligt med de godt 3.000 kroner ekstra om måneden, som regeringen vil hæve ydelsen med.
– De 3.000 kan man da godt bruge, som Hans Hansen siger.
Oven i det kommer arbejdsmarkedspension og andet.
Lige nu er han i gang med at uddanne sig til faglært operatør.
– Jeg tror, at mange af os helst vil gå på arbejde, så længe vi overhovedet kan. Men den dag kan jo komme, hvor man er helt udkørt og ingen har glæde af mig længere. Og så er Arne-pensionen jo alle tiders mulighed, mener Hans Hansen.
