3.095 kroner mere på Arne-pension: Det betyder regeringens plan for dig

Regeringen vil hæve ydelsen, fastfryse Arne-pensionsalderen på 64 år – og lade flere gå fra som 64-årige. – En sejr for almindelige lønmodtagere, siger 3F’s formand.
- Arne-pension udvides i længde og størrelse fra 1. januar.
- Ydelsen øges med 3.095 kroner pr. måned og Arne-pensionsalderen forbliver på 64 år og stiger ikke til 65 år fra 2027.
- Regeringen forventer, at forbedringerne vil betyde, at 7.400 flere personer vil vælge Arne-pension i 2030.
- Hos 3F kalder formand Henning Overgaard det en sejr for lønmodtagerne.
Regeringen gør nu klar til at udvide Arne-pension både i længde og størrelse allerede fra 1. januar.
Ydelsen skal stige med 3.095 kroner om måneden. Og aldersgrænsen for, hvornår man kan få Arne-pension fastholdes midlertidigt på 64 år. Det betyder, at Arne-pensionsalderen ikke stiger til 65 år fra 2027. Dermed udvides den med ét år.
Med de ændringer forventer regeringen, at 7.400 flere personer vil vælge Arne-pension i 2030.
– Vi ønsker et pensionssystem, der opleves som retfærdigt. De årgange, der står overfor en højere folkepensionsalder, skal ikke samtidig opleve, at mulighederne for tidlig tilbagetrækning bliver forringet, siger beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen (S).
3F-formand: Det her er afgørende
3F’s forbundsformand Henning Overgaard kalder det en stor sejr for almindelige lønmodtagere, som får større tryghed og bedre økonomiske muligheder med regeringens melding om markante forbedringer med virkning fra nytår.
Uden regeringens forslag stod Arne-pensionsalderen til at stige med et år fra næste år, fordi folkepensionsalderen er på vej op.
– De her forbedringer er afgørende for arbejderne. Både det økonomiske, men særligt at få stoppet stigningen ved 64 fra januar. Det giver arbejderne et stærkt tiltrængt pusterum på den korte bane, siger Henning Overgaard.
Han forsikrer, at 3F vil arbejde videre for at fastholde tilbagetrækningsalderen på 64 år, uanset pensionsalderen. Samtidig kæmper 3F videre for, at der bliver gjort op med diskrimineringen af dem, der har taget orlov for at passe børn, og for forbedringer af modregningsreglerne for arbejde.
Ændringerne vil kræve et flertal i Folketinget i efteråret. Regeringen forventer at fremsætte et lovforslag i den kommende folketingssamling.
Her er, hvad du skal vide om regeringens forslag.
