Fra gadefejer til borgmester: – En opgave er en opgave

Carsten Rasmussen har brugt over halvdelen af sit arbejdsliv på gaden i Næstved. De seneste år har han dog siddet på byens mest magtfulde post.
- Carsten Rasmussen har arbejdet som ølkusk, chauffør, skraldemand og gadefejer, men har det seneste 14 år været borgmester i Næstved.
- Ved kommunalvalget er kun få som Carsten Rasmussen ufaglærte. Langt de fleste har videregående uddannelser.
- Den socialdemokratiske borgmester har ikke set det som en ulempe, at han ikke har en lang uddannelse i rygsækken. Faktisk har han som gadefejer mødt stor anerkendelse hos borgerne.
Carsten Rasmussen har tilbragt det meste af sit arbejdsliv på gaden: som ølkusk, chauffør, skraldemand og gadefejer.
Det sidste er han i egentlig stadig, for han har aldrig sagt op.
De seneste 14 år har han bare holdt orlov for at passe en anden vigtig tjans: borgmesterposten.
Nu håber han på at kunne forlænge sit orlov med fire år mere, og derfor er hans smilende ansigt igen at finde på plakater på de gader og stræder i Næstved, der engang var hans arbejdsplads.
Den 54-årige socialdemokrats valgplakat skiller sig dog en smule ud fra de øvrige spidskandidaters.
Den forestiller nemlig en politiker uden videregående eller erhvervsuddannelse, og lige netop dem er der ikke mange af, viser en kortlægning, som Fagbladet 3F har lavet.

“En opgave er en opgave”
Carsten Rasmussen ser det dog ikke som en ulempe, at han i stedet for at tilbringe en masse år på skolebænken har fået kilometer i benene. Og jobbet som borgmester går han til på samme måde, som han gik til jobbet som vejmand.
For ham er en opgave en opgave, og så må man finde en løsning.
Uanset om den omhandler budget eller bræk på et offentligt toilet i det centrale Næstved.
– Det var et helt almindeligt beskidt arbejde. Det fedeste var, at du kunne se resultatet. Også selvom man vidste, at der nok var beskidt igen i morgen, mindes han tiden som gadefejer, som han var i ti år, før han overtog borgmesterposten.
Politiker ved et tilfælde
Alt imens han rensede toiletter, ryddede op efter festende studenter og fejede tusindvis af efterårsblade sammen, var han tillidsmand med tilknytning til 3F’s Næstved-afdeling.
Der var derfor allerede antændt en politisk gnist, da hans far i 1999 gik bort.
Netop dødsfaldet blev den direkte årsag til, at han gik ind i politik.

Faderen havde været formand i Dansk Kommunalarbejderforbund og socialdemokrat, og da sønnen ringede for at melde ham ud af partiet, endte han med selv at melde sig ind.
Han blev budt hjerteligt velkommen.
Både i partiet og ved kommunalvalget i 2001 også byrådet.
“Bare en vejmand”
Han var ikke i tvivl om, at han hørte til, selvom han ikke havde en uddannelse bag sig.
– Jeg vidste nogle ting om at arbejde i kommunen, som andre i byrådet ikke vidste. Om der for eksempel skulle spares på vejvæsenet eller ej, fortæller han og tilføjer, at han ikke som sådan mødte fordomme fra de andre.
I hvert fald ikke i byrådet.
I 2002 blev han formand for socialudvalget, og på et topmøde i Aalborg oplevede han, at der blev set mere skævt til hans job.
“Gadefejer … er du bare vejmand?” husker han at være blevet spurgt.
Prik på skulderen
Carsten Rasmussen lod sig ikke slå ud af kommentaren.
I stedet mindede han sig selv om de skulderklap, han fik, når han i dagtimerne var på arbejde med sin fejekost.

Her prikkede byens borgere ham på skulderen med spørgsmål om alt fra ubesvarede mails, cykelstier og ældrepleje.
– De sagde, at det var meget nemmere at komme hen og spørge mig her end at ringe ned på rådhuset.
– Jeg fik meget anerkendelse for at lytte til dem.
Borgmesterkæden
Anerkendelsen udmøntede sig i stemmer, og med årene vandt Carsten Rasmussen stor popularitet. Både blandt vælgerne og i partiet, hvor han blev udpeget som tronarving efter bykongen Henning Jensen.
Da sidstnævnte i 2011 abdicerede, takkede kronprinsen ja til at overtage borgmesterkæden.
Dermed var der ikke længere tid til at feje.
– Jeg kommer ikke lige så meget ud i den friske luft, men ellers synes jeg ikke, der er en stor kontrast mellem de to job. Jeg har jo enorm magt, men jeg tager det lidt som et job med alt muligt andet.
Vender gerne tilbage
14 år er nu gået, hvor Carsten Rasmussen det seneste årti har været kommunens helt store stemmesluger.
Meningsmålingerne peger på, at han får fire år mere, men det betyder ikke, at han har lagt arbejdet som gadefejer helt bag sig.
Han scanner stadig byen for blade og affald. Og skulle hans politiske karriere få en ende, trækker han gerne i den orange jakke igen.
Også selvom der måske ikke er helt så meget prestige i den som i en habitjakke.
– Jeg har endnu større respekt for dem, der går ud på vejen og lægger asfalt og fejer, end alle de der spindoktorer.

