Skjulte mareridt for sine forældre: Da Emil blev indlagt på psykiatrisk, gik alvoren op for dem

Had og hævntørst brændte i Emil Kynde Hvas’ forældre, ingeniøren Johannes og kordegnen Monica, da deres søn fortalte, hvad han havde været udsat for hos en lokal murer i Lemvig, hvor de bor.

Deres søn var en glad dreng på 17 år, da han begyndte i lære. I dag er han 28 år og en skygge af sig selv.

Han fik PTSD efter fire år med vold og trusler og har fået anerkendt et erhvervsevnetab på 95 procent af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

– Vi vidste ikke, hvad der foregik, siger forældrene om sønnens læretid.

Hård tone

Når forældrene spurgte til lærepladsen, som han startede på i 2015, lød svaret, at “det gik fint”.

Men der var tegn.

Han fortalte blandt andet om en hård tone på arbejdspladsen.

– Og så sagde vi det, som mange forældre nok ville sige: “Du er den yngste. Det er håndværkerfaget. Der kan godt være en grov tone”, siger hans mor Monica Kynde Hvas.

Så kom de lidt mere tydelige tegn.

Emil Kynde Hvas stoppede med at se venner og sad tavs og indesluttet ved middagsbordet. Han fik tics og trak sig fra familien.

– Han begyndte at slå sig selv hårdt i brystet, når han fik alkohol og kunne ikke holde op igen, fortæller far Johannes Kynde Hvas.

Selvmordsforsøg og indlæggelser

Der var også episoder, som i dag har fået en anden alvor.

Johannes Kynde Hvas fortæller, at Emil blandt andet fik hjernerystelse, men ikke ville melde sig syg.

Men en anden gang var han dårlig og nødt til at melde sig syg. Det gjorde han ved køkkenbordet, mens forældrene sad ved siden af og lyttede med.

– Han fik det værste møgfald af murermesteren og havde bare at møde op. Vi spurgte, om han ikke ville skifte læreplads. Men han sagde nej, siger Johannes Kynde Hvas.

Det gik galt efter læretiden med indlæggelser på psykiatrisk afdeling og selvmordsforsøg. Han boede på det tidspunkt i Aarhus, men kunne godt se, det ikke gik og flyttede hjem.

– På et tidspunkt lå han i fosterstilling på sit værelse og kom ud i underbukser og spiste aftensmad og ind igen og kunne ikke andet. Han lå i sengen i flere måneder, fortæller faren.

Får anerkendt PTSD som arbejdsskade

Først senere fortalte deres søn, hvad han havde været udsat for i sin læretid.

Som Fagbladet 3F skrev forleden, fortalte Emil Kynde Hvas om overgreb, vold, grove ydmygelser og dødstrusler fra murermesteren og en arbejdsmand på arbejdspladsen, som han ikke turde sig fra overfor.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES, har vurderet, at det er den belastning, der i overvejende grad har forårsaget PTSD og kostet ham 95 procent af arbejdsevnen.

Monica Kynde Hvas siger, at de aldrig havde forestillet sig, at sådan noget kunne foregå på en dansk arbejdsplads.

– Man forbinder jo den slags med kriminalitet eller bandemiljøer.

Murermester afviser kritik

Murermesteren afviser over for Fagbladet 3F al kritikken.

Han kalder Emil Kynde Hvas’ forklaring løgn og siger, at han er den lærling, der er taget mest hensyn til i firmaet.

– Og så får jeg sådan en spand lort i hovedet. Det er horribelt, at jeg skal udsættes for det her.

Arbejdsmanden afviser ligeledes alle beskyldninger.

Johannes Kynde Hvas har tidligere været skeptisk overfor fagforeninger. Det er vendt om, efter 3F har hjulpet sønnen med arbejdsskadesagen.

– Tidligere tænkte jeg, at fagforeningen mest var noget, man havde for a-kassens skyld. Jeg havde aldrig forestillet mig, hvilken hjælp 3F kunne give. Det har været imponerende og har betydet enormt meget, siger han.

Kunne vi have gjort mere

AES’ anerkendelse har givet familien en form for afklaring.

– Nu står det sort på hvidt. Det var ikke Emil, der gjorde noget forkert. Ansvaret ligger hos arbejdsgiveren. Det betyder meget, siger Monica Kynde Hvas.

Men trods afklaring lever forældrene stadig med følelsen af, at de kunne have reageret tidligere.

At de kunne have spurgt mere og presset mere på.

– Men det var først, da Emil blev indlagt på psykiatrisk afdeling, at det hele begyndte at komme frem. Man kan ikke handle på noget, man ikke ved, siger Johannes Kynde Hvas.

For begge forældre handler det nu om, at Emil får det bedst mulige liv.

– At han kan leve så normalt som muligt. Det er vores største håb, siger hans mor.