Flexchaufførerne ved aldrig, hvad de kommer ud til, når de henter en borger.
Heller ikke flexchauffør Kim Ørom, da han 21. maj 2025 hentede en psykiatrisk patient i Greve, der skulle køres til psykiatrisk afdeling i Roskilde. Manden viste sig at være bevæbnet med store knive.
– Han ville ikke rigtig med og var en sølle stakkel, der havde det rigtig skidt psykisk. Han undrede sig over, at det er mig og ikke politiet, der henter ham, siger han.
Da de står udenfor lejligheden på 3. sal, står manden med en rygsæk, og Kim Ørom kan se, at der stikker et langt knivsblad ud af rygsækkens side.
– Jeg tager ligeså stille rygsækken, og så bevæger vi os langsomt ned af trapperne. Jeg har afstand til ham og vender ikke ryggen til ham. Jeg er 190 cm høj, og han er lille og apatisk, så jeg følte mig ikke truet, husker Kim Ørom.
Langt knivsblad i inderlomme
De holder hvil undervejs ned ad trapperne. Kim Ørom opdager endnu et langt knivsblad, der stikker op af en inderlomme.
– Jeg tager kniven og spørger, om han har flere knive eller andre våben på sig, hvilket han benægter. Han forklarer, at han bruger knivene til at forsvare sig med, siger Kim Ørom.
Kim Ørom kører i en minibus og placerer rygsækken på forsædet og manden bagest i bussen, så han kan holde øje med ham i bakspejlet. Den psykiatriske patient er stadigvæk helt apatisk, hænger med overkroppen i sædet og er helt rolig.
– Han ligger med blod i ansigtet og mumler, men jeg tør ikke røre ham. Jeg ved ikke, hvad han kan finde på
Kim Ørom
Ude på motorvejen ringer Kim Ørom til Roskilde psykiatrisk akutafdeling og orienterer om knivene og beder om hjælp til at få manden ind på hospitalsafdelingen, når han ankommer – ifølge GPS’en om 19 minutter.
Vælter rundt i midtergang
Så vågner manden op af sin apati. Han er urolig og vil ikke være i bussen. Pludselig er han med fuld knald på vej op mod Kim Ørom i bussens midtergang.
Bussen kører 95 km/t, og han bremser hårdt op og kører ind i nødsporet, lige før han når op til ham på førersædet.
– Han vælter rundt og mumler, mens han ligger i midtergangen. Jeg tør ikke komme tæt på ham, for jeg ved ikke, hvad han kan finde på, siger Kim Ørom.
Han ringer til flextrafik-kontoret, der beder ham kontakte politiet på 112.
I mellemtiden er manden kommet på højkant og vil ud af bussen.
– Jeg taler beroligende til ham. Medarbejderen fra 112 er stadigvæk i røret og siger, at jeg blot skal forsætte, som jeg gør. Han skal holdes væk fra motorvejen, for det kan blive rigtig farligt, siger han.
Politiet finder tre knive
Politiet ankommer og undersøger rygsækken. De finder masser af receptpligtig medicin, mange brækposer, en lille flaske rødvin og de to forskærerknive, begge med en bladlængde på ca. 20 cm.
Under visitationen finder de også en grøntsagskniv i hans inderlomme med en bladlængde på 8 – 10 cm.
– Jeg spørger, om de vil tage patienten med. Det vil de ikke, for nu er han blevet visiteret og virker rolig, siger de. Jeg spørger om en af betjentene vil køre med mig. Det vil de heller ikke, pointerer Kim Ørom.
Men betjentene taler med deres central, ombestemmer sig og tager så alligevel manden med.
Kim Ørom har nu holdt i nødsporet i 45 minutter og kører videre og passer jobbet med nye passagerer.
Hjertet begynder at hamre
Mens det hele stod på, var han nøgtern og rolig, men om aftenen snører brystet sig sammen, hjertet begynder at hamre og lemmerne at sitre.
– Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom hjem, selv om det er en køretur på godt en halv time. Jeg begyndte at tude helt vildt.
Kim Ørom
Næste morgen klokken 6.30, hvor arbejdsdagen starter, er den helt gal.
– Jeg havde det virkelig dårligt. Mine kolleger bemærkede, at jeg så skidt ud. Jeg kørte langsomt og var bange for at gøre noget forkert, siger han og fortsætter:
– Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom hjem, selv om det er en køretur på godt en halv time. Jeg begyndte at tude helt vildt. En kæmpe stressreaktion, understreger han.
Får hjælp af akutpsykolog
Firmaet sender en arbejdsmiljørepræsentant over til ham der bliver nogle timer og guider ham igennem til en akutpsykolog.
– Det hjalp, men jeg var sygemeldt nogle dage. Jeg er stadigvæk påvirket. Forleden havde jeg en passager med, der havde en stor taske med. Jeg kiggede uafbrudt på den, og så kom det hele op i mig igen, siger han.
Han understreger, at han er glad for sit chaufførjob og ikke overvejer at skifte.
– Men det er rystende, at der ikke er et system for sikker transport af psykisk syge mennesker. Det burde der være. Jeg synes, det er sørgeligt, siger han med en opfordring til politikerne om at højne sikkerheden, så både chauffører og psykiatriske patienter trygt kan sætte sig i flexbilen.