Litauere skred fra millionregning: Endte med at koste otte kroner

Litauisk firma fik en bod på én million kroner for løndumping. Mere en et år senere er det kun lykkedes fonden AFU at hive 1,08 euro hjem af det i mellemtiden konkursramte firma.
- Det er kun lykkedes atp-fonden AFU at hive brødkrummer hjem i sag om litauisk firmas udnyttelse af byggearbejdere.
- Sagen møder kras kritik fra 3F's Byggegruppe.
- Byggefirmaet er tavst, mens ATP afviser at kommentere sagen.
Man skulle næsten tro, at det var et forsøg på en morsomhed, men den er altså god nok: Det er lykkedes den omstridte fond AFU at hente symbolske 1,08 euro hjem af en bod på én million kroner.
Altså otte kroner…
– Hvorfor skal det være konsekvensfrit at hyre virksomheder, der underbetaler uorganiserede udenlandske kolleger?
Keld Jensen
AFU – eller Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede – har siden sommeren 2025 forsøgt at kradse boden fra det litauiske firma Innovaza hjem.
Firmaet bød ifølge 3F sine ansatte på lønninger ned til 50 kroner i timen på et byggeri i Holbæk og blev ellers vurderet til at have nok af værdier i firmaet til at kunne punge ud.
Men under den lange sagsbehandling er Innnovaza gået konkurs – og her over et år efter er der altså kun en lille brødkrumme tilbage.
– Sagen viser, at hurtig inddrivelse er afgørende for at sikre betaling. Virksomheden er tømt for værdier og er sandsynligvis fortsat i en ny konstruktion, mens regningen står tilbage, siger Keld Jensen, næstformand i 3F’s Byggegruppe.
Konsekvensfrit
AFU har for nylig haft ti års fødselsdag. Den blev sat i verden for at opfylde EU-krav om kædeansvar. Men i den periode har den kun inddraget lidt over en halv million i løntilgodehavender. Til gengæld har den kostet 100 millioner at administrere – og oprette – af ATP.
Keld Jensen mener, at sagen viser ”et hul i systemet”.
Hvervgiveren, der hyrer den udstationerende virksomhed, bliver nemlig ikke pålagt et ekstrabidrag til AFU og slipper derfor for regningen. Resultatet er, at både den udstationerende virksomhed og hvervgiveren kan undgå at betale.
– Hvorfor skal det være konsekvensfrit at hyre virksomheder, der underbetaler uorganiserede udenlandske kolleger?, spørger Keld Jensen.
ATP har ingen kommentarer til ”konkrete og igangværende sager”.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har tidligere udtalt, at hun med fagforeninger, arbejdsgivere og ATP vil drøfte, hvordan der kan inddrives flere penge via AFU.
Byggefirmaet Innovaza har ikke reageret på Fagbladet 3F’s henvendelse.

