Fik smadret sine lunger af farlig kemi: Alex vil have millionerstatning

Alex Vejlgaard Hansen fik alvorlig astma, da han arbejdede på en plastfabrik i Varde. Nu, ti år senere, skal det afgøres, om virksomheden skal punge ud.
- Mandag starter en længe ventet retssag ved Retten i Esbjerg.
- Dansk El-Forbund og 3F har stævnet plastvirksomheden Sky-Light for brud på erstatningsansvarsloven.
- Det vil have millionerstatninger, fordi arbejdere blev alvorligt syge, da de blev eksponeret for det giftige stof PMDA.
- En af de tidligere ansatte, Alex Vejlgaard Hansen, har fået smadret sine lunger og er i dag i fleksjob.
- Sky-Light er ikke vendt tilbage på Fagbladet 3F's henvendelser, men deres advokat afviser anklagerne.
Den 9. april 2015 blev Alex Vejlgaard Hansens liv ændret for evigt, da han var på nattevagt på plastfabrikken Sky-Light i Varde. Han var ved at rense et filter og fik pludselig giftige dampe i hovedet. Noget var gået helt galt, og udluftningen var slået fra.
Som en fisk på land gispede han efter vejret. En pibelyd fulgte hvert et åndedrag.
– Jeg mærkede en trykken for brystet og hev efter vejret, som havde jeg løbet et halvmaraton, husker Alex Vejlgaard Hansen.
– Hvis jeg prøver at løbe en kort tur, er jeg totalt færdig. Jeg sover ikke igennem om natten og vågner op med åndenød.
Alex Vejlgaard Hansen
Sammen med en række kolleger var Alex Vejlgaard Hansen blevet eksponeret for det giftige stof ”pyromellitic dianhydride” – også kaldet PMDA. Både her ved ulykken, men også i det daglige arbejde, når de indåndede giftig støv fra det nye stof, som ingen før havde brugt i Danmark.
Det har smadret hans lunger, så han i dag kun har 64 procent tilbage af sin lungekapacitet.
– Hvis jeg prøver at løbe en kort tur, er jeg totalt færdig. Jeg sover ikke igennem om natten og vågner op med åndenød. Hvis jeg bliver forkølet, går jeg helt ned og kan ingenting, siger den i dag 57-årige Alex Vejlgaard Hansen.
Konen holder heldigvis ved, selvom det har været svært. Og børnene er nu 19 og 23, så de lettere kan acceptere, hvorfor deres far ikke kan alt det, som andre fædre kan.
– Men da jeg først blev forgiftet, var de små og havde svært ved at forstå det, husker han.
Meget opslidende
Mandag starter en længe ventet retssag ved Retten i Esbjerg. 3F har stævnet Sky-Light for brud på erstatningsansvarsloven for blandt andet ”svie og smerte”, som det hedder i jura-sprog.
3F’s advokat mener, at Sky-Light og deres forsikringsselskab Codan skal punge ud med en erstatning på omkring tre millioner kroner til Alex Vejlgaard Hansen, fordi det er deres ansvar, at han er blevet syg.
Hvis bare Sky-Light havde erkendt deres ansvar for lang tid siden, havde vi ikke stået her.
Sidsel Kristiansen
Sagen startede tilbage i 2019, efter at Alex Vejlgaard Hansen og tre kolleger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) havde fået anerkendt, at de har fået erhvervsbetinget astma af arbejdet på virksomheden.
Den har været så længe undervejs, fordi det langsomt arbejdende Retslægeråd af flere omgange har skulle komme med udtalelser om sagen.
Den lange ventetid har sat dybe spor hos Alex Vejlgaard Hansen:
– Det har været meget opslidende. Jeg er meget frustreret og kan næsten ikke være i det længere.
Altid arbejdsgiverens ansvar
Hos 3F Varde-Billund har socialrådgiver Sidsel Kristiansen fulgt sagen tæt, siden den startede.
I dag han hun tæt kontakt til Alex Vejlgaard Hansen og hans tidligere kolleger Eigil Linding Petersen og Jørgen Henry Hansen, som også er blevet alvorligt syge og er en del af den aktuelle retssag. En fjerde tidligere arbejder, elektrikeren Per Nørgaard Andersen søger også erstatning via dansk El-Forbund.
– Hvis bare Sky-Light havde erkendt deres ansvar for lang tid siden, havde vi ikke stået her. AES mener, at der er en sammenhæng mellem udslippet og helbredsproblemerne. Hvorfor accepterer virksomhed og forsikringsselskab ikke det?
Hun er ikke i tvivl om, at Sky-Light har et erstatningsansvar, fordi deres ansatte er blevet syge af deres arbejde.
– Det er til enhver tid en arbejdsgivers ansvar at sikre, at arbejdet bliver udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, siger Sidsel Kristiansen.

Sky-Light: Ikke vores skyld
Sky-Lights administrerende direktør Søren Kjær Larsen er ikke vendt tilbage på Fagbladet 3F’s henvendelser.
I dokumenter fra virksomhedens advokat bliver 3F’s krav om erstatning dog pure afvist.
Det sker med argumenter om, at det ikke skulle være tilstrækkelig bevist, at PMDA kan give astma, og at arbejderne kun i mindre omfang er blevet eksponeret for stoffet. Advokaten mener også, at ventilationen fungerede som den skulle, og at de har fået tilstrækkelige påbud om at bruge værnemidler.
Alex Vejlgaard Hansen er i dag i et fleksjob 12 timer om ugen.
Fagbladet 3F dækker sagen ved Retten i Esbjerg. Der er berammet fem retsdage her i november.
