Faldt fra 24 meter: Overlevende fra dødsulykke kendte ikke til skæbnesvanger fejl

Mihai Trisciuc og hans kolleger vidste ikke, at den platform, de arbejdede på, var begyndt at bøje. Tre døde, da konstruktionen brast sammen.
- Rumænske Mihai Trisciuc overlevede ulykken i november 2024 ved Flemløse Biogas uden at vide, at konstruktionen havde bøjet sig 2,5-3 centimeter, som det ellers fremgik af Arbejdstilsynets rapport.
- Byggegruppen i 3F kritiserer tilbageholdelse af denne afgørende information som en grov overtrædelse af loven.
- Der døde tre arbejdere ved ulykken, som er den værste arbejdsulykke i årtier.
Mihai Trisciuc sidder i sin kørestol i et smalt køkken i det nordlige Rumænien.
Bag ham står en gennemsigtig plastikbøtte fyldt med de piller, han skal tage. Der er seks forskellige slags.
Mihai Trisciuc var en af dem, der overlevede en af de værste danske dødsulykker i nyere tid ved Flemløse Biogas på Fyn 26. november 2024.
Men i dag, knap fire måneder efter ulykken, er det fortsat ikke meget, han ved om den tragedie, han selv var en del af, og som kostede tre mennesker livet.
Fagbladet 3F besøgte i starten af året Mihai Trisciuc, og han er meget overrasket over at høre, at den konstruktion på toppen af siloen, han arbejdede på, ifølge Arbejdstilsynet havde bøjet sig 2,5-3 centimeter, inden den brast sammen og tog tre mennesker med sig i døden.
– Hvis jeg vidste, at konstruktionen var nedbøjet, ville jeg have taget mit team ud og aldrig komme tilbage til arbejdspladsen. Også selvom jeg risikerede at miste mit arbejde, siger han.

Meget kritisabelt
Anton Helland Christiansen, der er arbejdsmiljøkonsulent i 3F Byggegruppen, er meget forarget over, at arbejderne intet fik at vide om, at konstruktionen havde sat sig.
Ifølge arbejdsmiljøkonsulenten er tilbageholdelse af sådan en information en grov overtrædelse af reglerne.
Man kan ikke bare lade folk fortsætte med at arbejde, mens man undersøger omstændighederne
Anton Helland Christiansen
– Hvis der er nogen, som bliver opmærksom på, at der er en sikkerhedsrisiko, så stopper man arbejdet, mens man afklarer, om det er sikkert at arbejde igen. Man kan ikke bare lade folk fortsætte med at arbejde, mens man undersøger omstændighederne.
Fagbladet 3F har forelagt Mihai Trisciucs oplysninger for Arbejdstilsynet, men de har ingen kommentarer til sagen.
Vidste ikke, de skulle arbejde i højden
Da Mihai Trisciuc fik jobbet hos Ferbeco, der er underleverandør til Flemløse Biogas, var han ikke klar over, at han skulle arbejde i 24 meters højde.
Ligeledes havde han aldrig før arbejdet med en konstruktion som den i siloanlægget på Fyn.
– Jeg fik at vide, at jeg bare skulle arbejde, fortæller Mihai Trisciuc.
Ifølge Anton Helland Christiansen er det dog ikke et krav, at arbejderne får at vide, hvilken højde de skal arbejde i.
For sikkerheden burde være i orden, ligegyldigt om man arbejder i nul meters højde eller 25 meter oppe i luften, siger han.

– Men jeg kan godt forstå med de billeder, som vi har set fra Flemløse Biogas, at arbejderne har været chokerede over at skulle arbejde under sådan nogle forhold, siger han.

