En utrolig spændende sag.
Sådan beskriver Jens Fejø, professor emeritus og dr. jur. i konkurrence- og udbudsret ved CBS, en aktuel kendelse i Norge mod det italienske byggeselskab Itinera.
Itinera er blevet udelukket i tre år fra at byde på nye kontrakter for Statens Vegvesen, som er det norske svar på Vejdirektoratet.
Årsagen er, at Itinera ikke i tilstrækkelig grad har forhindret, at deres underentreprenører på en række danske byggeprojekter har snydt deres ansatte for løn eller ændret på timesedler.
Itineras byggeprojekter i Danmark, herunder Odense Universitetshospital (Nyt OUH) og den nye Storstrømsbro mellem Falster og Sjælland, har været præget af forsinkelser og sager om snyd, underbetaling og farligt arbejdsmiljø.
Men selv om sagen er afgjort ved en norsk domstol, så har den grænseoverskridende potentiale og kan også få indflydelse i Danmark, mener Jens Fejø.
Det skyldes især ét forhold:
– Kendelsen er afsagt efter norsk lov. Men den norske lov er fuldstændig bygget op omkring EU’s udbudsdirektiv, som vi også følger til punkt og prikke herhjemme, siger han.
– Derfor er det også spændende fra en dansk synsvinkel. Det er simpelthen de samme regler, man anvender fra norsk side, som man også skal bruge i Danmark, siger Jens Fejø.
Norske argumenter kan få danske konsekvenser
Han forklarer, at en norsk domstol ikke har nogen indflydelse på dansk praksis i klagenævnet for udbud eller hos domstolene.
Men fordi dommeren i Norge i sin kendelse har henvist både til EU-direktivet og en relevant EU-dom, kan de samme argumenter bruges i en dansk sag.
– Hvis en tilsvarende sag kommer for en dansk domstol eller et klagenævn, er det helt naturligt, at man fra udbyderens side læser den norske afgørelse og bruger samme argumentation i sin sag, siger Jens Fejø.
Vejdirektoratet: Meget interessant
Hos Vejdirektoratet i Danmark sidder jurister netop nu og gransker kendelsen fra Norge i et forsøg på at forstå omfanget af afgørelsen.
Det kan have betydning for, om man i Danmark fremover vil lade virksomheder byde på offentlige byggerier, hvis de har en historik med underbetaling i andre EU-lande.
Man kan ikke længere gemme sig bag andre og sige, at det ikke er én selv, der har gjort det.
Palle Bisgaard
– Vi har set dommen fra Norge, som vores jurister nu skal have muligheden for at nærlæse. Men vi synes, den er ganske interessant, og det er noget, vi ser nærmere på, siger Erik Stoklund Larsen, anlægsdirektør i Vejdirektoratet.
3F: Ingen undskyldninger tilbage for social dumping
Også hos 3F bliver kendelsen fra Norge mødt med stor interesse.
Her mener Palle Bisgaard, næstformand i 3F Byggegruppen, at afgørelsen giver de danske bygherrer en klar mulighed for at slippe for social dumping på danske byggepladser fremover.
– Dommen er ekstremt tydelig og viser vejen for, hvordan de store danske offentlige udbydere kan bruge reglerne i fremtiden, siger han.
– Nemlig ved at screene for, om det er reelle og ordentlige virksomheder, der giver bud på deres kontrakter. Og hvis det ikke er, så skal de sorteres fra, siger Palle Bisgaard.
Ofte gemmer store hovedentreprenører sig bag, at det er deres underentreprenører, der underbetaler ansatte på deres byggepladser.
Men den undskyldning har den norske afgørelse blokeret for, mener Palle Bisgaard.
– Man kan ikke længere gemme sig bag andre og sige, at det ikke er én selv, der har gjort det. Hvis du forsøger at skjule, hvad der foregår på pladsen, så har du stadig et ansvar som hovedentreprenør, siger han.
Italiensk byggegigant er tavs
Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra Itinera om kendelsen fra Norge, men de ønsker ikke at udtale sig, før de har taget stilling til den norske afgørelse.
Itinera bygger lige nu tre store projekter for den danske stat:
Storstrømsbroen for Vejdirektoratet, Nyt OUH for Region Syddanmark, og Sjællands Universitetshospital for Region Sjælland.

