Efter Fagbladet 3F’s afsløringer: Udskældt husgigant tager opsigtsvækkende skridt

Tidligere næstformand i 3F Byggegruppen skal være med til at “rydde op” hos kritiseret typehusgigant. Ifølge ham har Huscompagniet opsagt samarbejdet med ti underentreprenører – og flere kan være på vej.
- Huscompagniet ansætter tidligere 3F-næstformand Palle Bisgaard til at kontrollere underleverandører.
- Huscompagniet har opsagt samarbejdet med ti underleverandører på grund af problemer, forklarer Palle Bisgaard.
- Palle Bisgaard mener, at det kan blive dyrere at bygge, men det kan betale sig på lang sigt.
- Han håber, det vil have positiv effekt på hele typehusbranchen.
Gang på gang har Fagbladet 3F afsløret typehusgiganternes underleverandører i fup og svindel: Hvidvask. Skattesnyd. Og underbetaling af migrantarbejdere.
Nu vil Nordens største typehusfirma Huscompagniet rydde op.
Det børsnoterede selskab har ansat den tidligere næstformand i 3F’s byggegruppe Palle Bisgaard i en nyoprettet chefstilling.
Palle Bisgaard har knap fem årtiers fagforeningsarbejde under kappen, og han er med på, jobskiftet vil vække opsigt.
Nu får han til opgave at føre kontrol med Huscompagniets underleverandører, når der er mistanke om, at noget ikke er i orden, fortæller han til Fagbladet 3F.
Arbejdet skal understøtte en ny funktion hos Huscompagniet, hvor firmaet vil blive bedre til at screene sine potentielle samarbejdspartnere.
Og det er ikke hvem som helst, at Huscompagniet har samarbejdet med. Fagbladet 3F har afsløret byggebosser dømt for hvidvask, konkursrytteri og tilbud om kontantaflønning blandt firmaets underentreprenører.
– De er et sted nu, hvor de vil have ryddet op. Og de vil også forsøge at undgå, at der kommer nye underleverandører ind, som ikke er rene i kanten, siger Palle Bisgaard.
Har kylet ti firmaer på porten
Palle Bisgaard har som næstformand i 3F Byggegruppen fra 2013 til 2024 været med til at føre mange faglige sager mod typehusfirmaernes underleverandører. Han har også råbt op om behovet for en bedre kontrol.
Derfor har han også flere gange siddet til bords med Huscompagniets direktør Martin Ravn-Nielsen, som i forsommeren tog kontakt til Palle Bisgaard for at høre, om han var interesseret i at blive ansat.
Det skete, kort tid efter at Fagbladet 3F havde beskrevet omfattende problemer med svindel og underbetaling i typehusbranchen.
Ifølge Palle Bisgaard har Huscompagniet siden opsagt samarbejdet med ti underleverandører – og flere kan være på vej.
Jeg er ikke i tvivl om, at nogle i mit bagland vil se kritisk på mig, og det synes jeg også, de skal.
Palle Bisgaard
Palle Bisgaard får ikke selv mandat til at opsige samarbejder, men han får direkte reference til direktør Martin Ravn-Nielsen, og det er aftalt, at hvis han rejser et “rødt flag”, vil det blive taget alvorligt.
Hans arbejde skal understøtte Huscompagniets byggeledere, der skal kunne føre en mere effektiv kontrol.
Samarbejder Huscompagniet i dag med firmaer, de ikke bør?
– Det er jo det, jeg skal kigge på, om de gør. Huscompagniet har selv nogle gule flag, som jeg skal starte med at undersøge. De røde flag bliver smidt ud med det samme, svarer Palle Bisgaard.
Du har selv arbejdet for at begrænse antallet af led i kæderne og et kædeansvar. Er det ikke bare det, du kan anbefale Huscompagniet?
– Jeg går stadigvæk ind for et lovbestemt kædeansvar, og det har jeg ikke lagt skjul på. Det kommer de ikke til at indføre entydigt. Men hvis det her lykkes, er kædeansvar ikke nødvendigt, for så sker der ikke brud på overenskomsten.
Bliver dyrere at bygge
I en pressemeddelelse udsendt torsdag morgen har Huscompagniets direktør Martin Ravn-Nielsen meddelt, at firmaet har “et ansvar for både at styrke vores egne processer og bidrage til løsninger i branchen”.
Overfor Fagbladet 3F har typehusfirmaerne fået kritik fra entreprenører for at sælge arbejdet til så lav en pris, at det kan være svært at bygge på ordnede vilkår.
Martin Ravn-Nielsen understreger nu i et interview med Licitationen, at det kan blive dyrere at bygge.
Og Palle Bisgaard er enig. Men han mener også, at det kan betale sig på den lange bane.
– Hvis man har brugt meget billige underentreprenører, vil det have en ekstraomkostning på den korte bane. Men bruger man entreprenører, der er uldne i kanten, er der også ofte problemer med tidsplaner, kvalitet og alt muligt andet, siger han.
Forventer kritik
Efter knap fem årtiers arbejde som fagforeningsmand er Palle Bisgaard indstillet på, at det kan give løftede øjenbryn, når han vælger at afbryde pensionisttilværelsen for at sætte sig på den anden side af bordet.
Man han håber, at han i den nye rolle kan have et tæt samarbejde med fagforeningerne.
– Det er klart, at jeg har haft mange tanker om, om det var det rigtige for mig. Jeg er ikke i tvivl om, at nogle i mit bagland vil se kritisk på mig, og det synes jeg også, de skal.
– Men det var for spændende at sige nej til, og for mig er det vigtigste, hvis det kan være med til at lægge pres på branchen, siger han.
