“Saftig samtale”: Lækket lydfil med byggechef vækker opsigt

– Det vil give en stor profit – men det vil være ulovligt, lyder det blandt på opsigtsvækkende lydoptagelse. Lyder som sort aflønning, vurderer hvidvaskekspert.
- Byggechefen Kenneth Rossau beskriver et "kontantsystem" og et "sort" system for byggearbejdere på en lydoptagelse.
- Han antyder sort aflønning, vurderer eksperter. Byggechefen har også spillet en rolle i et firma, hvor arbejdere på et stort byggeri ikke fik løn i syv uger.
- Kenneth Rossau ønsker ikke at kommentere sine udtalelser på den lækkede lydoptagelse.
– Det skal skjules.
Sådan lyder det på en opsigtsvækkende lydoptagelse, som Fagbladet 3F er kommet i besiddelse af.
Her fortæller en byggechef fra husbyggerbranchen en gruppe medarbejdere om et ”kontantsystem” og et ”sort” system.
Det er byggechefen Kenneth Rossau, der beskriver modellen, som ifølge to eksperter lyder som et tilbud om sort aflønning.
– Jeg har et kontantsystem, vi kan bruge, du ved. Men det kan ikke være her, fordi 3F vil stå her med en lommelygte, når det går konkurs, siger Kenneth Rossau blandt andet på optagelsen.
Citaterne fra optagelsen er oversat fra engelsk.
Det giver et godt billede af, at det ikke bare er amatørlignende forhold.
Kalle Johannes Rose
Fagbladet 3F har været i kontakt med Kenneth Rossau, der ikke vil kommentere sine udtalelser på lydoptagelsen.
Lydoptagelsen skriver sig ind i en længere række af sager om fusk, snyd, sorte penge og skattesvig i typehusbranchen, som Fagbladet 3F har afdækket.
Kendt fra skandalebyggeri
Over for medarbejderne forklarer Kenneth Rossau på lydoptagelsen, hvordan aflønningen for udført arbejde kan sendes via den litauiske netbank Revolut og derefter gennem et firma.
Det koster 10 procent, lyder det fra byggechefen.
– Men det betyder ingen feriepenge – ingenting, siger Kenneth Rossau videre på optagelsen.
Kenneth Rossau har tidligere spillet en central rolle i firmaet Woodelementer.
Virksomheden er i dag gået konkurs.
Det skete, efter en gruppe medarbejdere ikke fik betalt løn i syv uger for deres arbejde på rækkehusbyggeriet Kirsebærkvarteret nær Ringsted.
Fagbladet 3F har tidligere beskrevet, hvordan Kenneth Rossau her tilbød de ansatte at få nogle af deres penge overført fra et andet firma, mens de kunne søge fuld dækning hos Lønmodtagernes Garantifond, som dækker lønkrav ved konkurser.
– Det vil være ulovligt
På den lækkede lydfil fortæller Kenneth Rossau om et andet projekt med ”100 huse” og regner på, hvor meget billigere medarbejderne ville være, hvis de arbejdede under den ordning, han beskriver.
– Det vil give en stor profit – men det vil være ulovligt, siger han på optagelsen.
– Det er også derfor, når I får penge på Revolut, så kan I ikke gå til 3F og sige, at nu har I fået penge. Det kan I ikke. Det skal skjules, fordi I bliver nødt til at søge det hele fra LG (Lønmodtagernes Garantifond, red.).
Han giver indtryk af, at det ikke er ham, de skal arbejde for på projektet.
Der bliver på optagelsen ikke takket ja til tilbuddet fra medarbejderne.
Ejeren af Woodelementer skriver til Fagbladet 3F, at sagen ikke har noget med ham eller hans tidligere firma at gøre, og at han tager skarpt afstand fra det.
Saftig samtale
Fagbladet 3F har forelagt udtalelserne for Kalle Johannes Rose, der er lektor på CBS, hvor han forsker i hvidvask.
– Det er en saftig samtale, siger han.
– Det lyder, som om han prøver at sælge en sort aflønning som alternativ til den hvide aflønning.
Eksperten hæfter sig ved, at pengene skal sendes via Revolut og videre igennem et firma, før de havner hos de ansatte. Den konstruktion kan ifølge forskeren gøre det svært at spore, hvor pengene oprindeligt kommer fra.
Samtidig tyder de omtalte 10 procent på, at nogle tager sig betalt for ydelsen, vurderer han.
– Det giver et godt billede af, at det ikke bare er amatørlignende forhold.
Væk fra 3F
Lars Kiertzner, der er statsautoriseret revisor og tidligere chefkonsulent i FSR – danske revisorer, når frem til en lignende konklusion.
– Det kunne umiddelbart lyde som et tilbud om, at de kan blive ansat til sort aflønning, uden at man vil indblande skat. Er det rigtigt, kan man jo have sin teori om, hvor pengene kan stamme fra, siger han.
Begge eksperter bider mærke i, at Kenneth Rossau på optagelsen understreger, at ordningen ikke kan bruges, hvor 3F holder øje.
– Og så vil man tilsyneladende gerne finde en byggeplads, hvor 3F ikke er efter dem. Det er vist det samme som at sige, at hvis de kommer efter os, så risikerer vi også, at Skat bliver involveret. Og så kører rouletten, siger Lars Kiertzner.
Kenneth Rossau vil heller ikke forholde sig til eksperternes udtalelser.
Kendt metode
I 3F’s byggegruppe kalder forhandlingssekretær Keld Jensen udtalelserne på lydoptagelsen for “helt groteske”.
– At man spekulerer på den måde, er forhåbentlig noget, vores myndigheder kigger på, siger han.
Fagforeningen er tidligere stødt på Kenneth Rossau. Blandt andet i firmaet Vonsild Byggeservice, som også gik konkurs, efter at der ikke blev betalt løn til en gruppe ansatte.
Metoden med et “kontantsystem” er også noget, fagforeningen har set i andre sager i byggeriet.
3F anmelder løbende sager til politiets hvidvasksekretariat, forklarer Keld Jensen, men vil ikke fortælle, om det er tilfældet i denne sag.
– Vi ved, at der foregår sådan nogle ting ude på de danske byggepladser. Der er nogle, som er skruppelløse, siger han.
Huscompagniet: Fuldstændig uacceptabelt
Den manglende løn i Woodelementer førte til en blokade på byggepladsen ved Ringsted, og den blev senere ophævet, da totalentreprenøren Huscompagniet indgik en aftale med 3F om at betale den skyldige løn.
Huscompagniets administrerende direktør, Martin Ravn-Nielsen, kalder i et skriftligt svar de nye oplysninger på lydoptagelsen med Kenneth Rossau for ”fuldstændig uacceptabel adfærd”, hvis tingene hænger sådan sammen, som Fagbladet 3F præsenterer dem.
Han peger på, at firmaet stoppede samarbejdet med Woodelementer på byggeriet ved Ringsted.
– Vi er samtidig i en løbende og konstruktiv dialog med blandt andre 3F og Dansk Industri om, hvordan vi i fællesskab styrker indsatsen mod ulovlige og uacceptable forhold i byggebranchen, skriver Martin Ravn-Nielsen.
