Efter afsløringer: 3F og HusCompagniet går sammen mod byggebanditter

Efter afsløringer af lønfusk og kritisable forhold har 3F og HusCompagniet indgået en aftale, der skal bekæmpe social dumping, dårlige arbejdsforhold og uigennemsigtige leverandørkæder.
- HusCompagniet og 3F Byggegruppen og har indgået en aftale for at bekæmpe social dumping, dårlige arbejdsforhold og uigennemsigtige leverandørkæder.
- Aftalen skal gøre det lettere at opdage problemer tidligt, reagere på brud på overenskomster og lovgivning samt styrke kontrollen med underentreprenører.
- Parterne håber, at deres erfaringer kan inspirere resten af byggebranchen.
Længe har Fagbladet 3F afdækket sager om manglende lønudbetalinger, kritisable arbejdsforhold og underentreprenører med tvivlsomme forhold på byggeprojekter for HusCompagniet, der er Danmarks største husbygger.
Nu har 3F Byggegruppen og HusCompagniet indgået en samarbejdsaftale, der skal styrke indsatsen mod lyssky typer og kritisable forhold.
Keld Tingleff Jensen, næstformand i 3F Byggegruppen peger på, at samarbejdsaftalen blandt andet skal bidrage til, at kritiske forhold opdages tidligere, og at der hurtigere kan handles på eventuelle brud på både overenskomster og lovgivning såsom arbejdsmiljøregler.
– Med denne aftale skaber vi klare rammer for ordnede vilkår og et effektivt samarbejde, som er forudsætningen for at komme underbetaling og udnyttelse af vores udenlandske kolleger og direkte kriminelle forhold i byggebranchen til livs, siger han.
Han slår fast, at 3F Byggegruppen længe har ønsket et tættere samarbejde med de store spillere i typehusbranchen.
– Derfor er vi glade for, at HusCompagniet som den største virksomhed tager et så tydeligt ansvar og går forrest.
Tættere kontrol med underentreprenører
Hos HusCompagniet ser man det tættere samarbejde med 3F som en helt afgørende forudsætning for at komme problemerne til livs.
Men Martin Ravn-Nielsen, Group CEO i HusCompagniet, understreger samtidig, at det er en proces at komme helt i mål.
– Vi har et ansvar for at sikre ordentlige forhold på vores byggepladser og stille tydelige krav til de virksomheder, vi samarbejder med.
– Med denne aftale tager vi endnu et konkret skridt. Vi får et tættere samarbejde med 3F, styrker kontrollen med vores underentreprenører og skaber bedre muligheder for at opdage og håndtere problemer tidligt, siger han.
Håber resten af branchen følger efter
Han understreger, at udfordringerne ikke kan løses af én virksomhed alene:
Det er strukturelle problemstillinger, som hele byggebranchen står overfor.
– Derfor er vi utroligt glade for, at vi sammen med 3F nu indgår denne aftale om konkrete og fælles tiltag.
– Vores fælles vision er, at de erfaringer og løsninger, vi udvikler i regi af aftalen, også kan tjene som inspiration og anvendes i resten af byggebranchen, siger Martin Ravn-Nielsen.
Aftalen evalueres kontinuerligt og løber i første omgang frem til sommeren 2027.
